NÅR NOGEN stille kommer hen til os, ikke siger en lyd, blot kigger os over skulderen og følger med i hver bevægelse, så bliver vi urolige, vender os om, holder op med at gøre det, vi gør. Måske siger vi 'hej', måske farer vi op. Hvis det er en, vi elsker og stoler på, læner vi os måske tilbage og bliver kløet bag øret. Hvis det er en, vi ikke kan lide, eller en, der har magt over os, bliver vi anspændt.
Alligevel rejser vi trygt og med glæde. Vi sender penge til udenlandske bankkonti. Vi ringer til hinanden og sender e-mails til hinanden og laver søgninger på internettet - både privat og professionelt. Det gør vi, selv om der efterhånden er mange nyheder om, at vi altid har nogen, der kigger os over skulderen, når vi gør det. I flere af tilfældene er det nogen, der har magt over os. I nogle af tilfældene er det nogen, hvis viden om, hvad vi laver, kan blive udleveret til nogen, der har magt over os.
Det seneste eksempel er Google. Søgemaskinen er kendt for at lagre brugernes søgninger. Bagved ligger ideen at finde de rette links frem til brugerne og de rette annoncer. Men søgningerne afslører alt - i hvert fald så længe vi ikke tænker over, hvordan vi søger. I det øjeblik, vi tænker over det, har vi accepteret, at der er nogen, som kigger os over skulderen.
For nogen tid siden ville den amerikanske regering meget gerne have alle Googles søgninger fra en bestemt tidsperiode. Er du, kære læser, sikker på, at du gerne vil have alle de søgeord, du har indgivet i Google, i en database hos de amerikanske myndigheder knyttet til din computeradresse?
Google vil nu købe internet-annoncevirksomheden DoubleClick. Tilsammen får de noget nær monopol på nettet, frygter den europæiske forbrugerorganisation BEUC, der også har klaget til EU's konkurrencekommissær. Men endnu mere foruroligende er det potentiale i overvågningen, den nye kæmpevirksomhed ville få - tilsammen har de en enorm computerkraft.
Sidste sommer kunne New York Times meddele, at de amerikanske myndigheder i deres sult efter data havde tvunget bankernes firma for internationale overførsler, Swift med base i Belgien, til at udlevere en database over bankoverførsler hen over en national grænse. Det gjaldt også europæiske overførsler. Swift havde fået gentagne ordrer af de amerikanske myndigheder, og fulgt dem. Der lød et ramaskrig, da det kom frem. En undersøgelse i Belgien viste, at Swift havde handlet i strid med europæiske regler om databeskyttelse. Dengang blev der råbt på en global databeskyttelses-myndighed.
GREBET EFTER oplysninger fra Google og Swift er blot to af mange eksempler på den øjensynligt ustillelige sult efter data hos de amerikanske myndigheder.
Danmark og de andre europæiske lande er også ved at komme med på overvågningen og er begyndt på at samle informationer. Enten anlægger de selv store databaser, eller de forpligter private virksomheder til at holde nøje øje med deres kunder og lagre oplysningerne - let tilgængeligt, hvis der skulle blive brug for oplysninger, eller en ny lov, der giver adgang til data. Alle sms'er og lister over, hvem vi har ringet til, og hvem der har ringet til os, bliver således nu lagret hos it- og teleselskaber, ligesom lister over mailkontakter og besøgte websider. Vore rejseoplysninger skal være parate og lagret.
Det sker allerede, når vi flyver til USA.
"Ellers kan vi ikke få lov at flyve derhen," sagde en pragmatisk medarbejder hos SAS, da ordningen blev indført i 2004. En global database med stribevis af personlige oplysninger om rejsende er et erklæret mål for den amerikanske sikkerhedsminister, Michael Chertoff.
Målet er at gøre det lettere for godkendte rejsende at bevæge sig rundt i en sikker zone af lande. De nye pas med særlige biometriske kendetegn og kravet om at udlevere passagerers rejseoplysninger til myndighederne samt fingeraftrykkene på vej til USA er de synlige begyndelser på systemet. Den usynlige side af sagen er lister over navne på folk, der ikke må rejse, som eksempelvis den amerikanske regering fører, og hvor der for tiden er registreret 3,5 millioner mennesker.
ILLUSIONER AF SIKKERHED kalder den canadiske ekspert, Maureen Webb, sin bog, hvor hun beskriver de nye systemer. Hun sammenligner systemerne med de lister, som nazister førte over jøder, listerne fra amerikanernes McCarthy-tid og DDR's Stasi-lister.
Og så drager hun spørgsmålet om demokratiet frem - for hvem beslutter, hvem der kontrollerer listerne? Den demokratiske kontrol er så langt væk, at den syner uden for reel rækkevidde.
HVIS HAM, der har magt over en, bliver stående og tavst koncentreret følger med i, hvad vi laver, bliver vi i bedste fald kun anspændt i skuldrene, måske går vi ned med stress eller det, der er værre.
Gider vi det? Den totale elektroniske overvågning? Uden at vende os om og sige, hallo, lad mig nu være i fred?
