Tony Blair forlod posten som formand for det britiske arbejderparti, Labour, den 27. juni og overlod som forventet formandsposten, og dermed posten som britisk premierminister, til Gordon Brown.
I perioden op til Tony Blairs afgang har der været mange spekulationer om, hvorvidt Gordon Brown som ny leder vil kunne slå De Konservative med David Cameron i spidsen ved det næste parlamentsvalg. Kan Gordon Brown give arbejderpartiet dets fjerde valgsejr i træk? Spørgsmålet er interessant, også uden for Storbritannien. Svaret på spørgsmålet følger.
Optakten til Gordon Browns magtovertagelse så ikke opmuntrende ud. I hele perioden siden Tony Blair tilkendegav, at han ville gå, viste meningsmålingerne konstante fald for Labour og stigninger til De Konservative, med en gennemsnitlig forskel på cirka syv procentpoint.
Imidlertid viste de første, hurtige målinger, efter at Gordon Brown trådte til, at denne føring hurtigt skrumpede ind.
Spiller stærkt ud
Gordon Brown har haft god tid til at forberede sig på at blive premierminister, og han har allerede spillet stærkt ud med forsøg på at sætte sig på den politiske dagsorden.
Dels har han, på utraditionel vis, fremlagt sin regerings lovprogram tre måneder før næste parlamentssamling, dels har han fremlagt et program for, hvordan han vil intensivere arbejdet med at genskabe tilliden til det politiske system og demokratiets funktion i befolkningen.
Et problem, som i årtier har givet sig udslag i lavere stemmeprocenter end i de fleste sammenlignelige lande.
Blandt den nye regerings væsentligste indsatsområder vil formentlig være disse:
* Fortsat makroøkonomisk stabilitet.
Gordon Brown har som finansminister været hovedarkitekten bag den stærke britiske økonomi. Han kender bedre end de fleste betydningen af økonomisk stabilitet for det store vælgerflertal i midten af britisk politik. Samfundsøkonomisk vækst, beskæftigelsesprocent, boligøkonomi, inflationsprocent osv. er afgørende faktorer for mange vælgere og dermed centrale for at vinde også næste valg.
Den kombination af liberal rammeøkonomi, fleksibelt arbejdsmarked og kraftige investeringer i forbedring af den offentlige sektors evne til at levere velfærdsydelser, som har været Labours politik, har leveret økonomisk vækst, en høj beskæftigelsesgrad og reallønsforbedringer gennem 10 år uden forøgelse af skatteopkrævningen - i et land, som ikke er forvænt med en stærk, stabil økonomi.
* Fortsat forfatningsmæssig reform.
Tony Blair påbegyndte en række reformer af den britiske forfatning straks fra begyndelsen i 1997, herunder delvis uddelegering af selvbestemmelse til lokale parlamenter i Skotland og Wales. Gordon Brown har fremlagt et dokument, The Governance of Britain, som detaljeret beskriver regeringens hensigt med hensyn til fortsatte reformer af det britiske politiske system.
Formålet er at forsøge at genskabe tilliden til det britiske demokrati, herunder interessen for at benytte stemmeretten. Dette kan ses som en reaktion på den kritik, der blev fremført stærkere og stærkere mod Tony Blair for at basere sig for meget på en snæver kreds af kabinetsministre og på overdreven brug af fokusgruppeinterview i politikfastlæggelsen. Kort sagt en slags 'tilbage til de demokratiske basisdyder' fra Gordon Brown.
* Fortsat indsats mod ulighed og bekæmpelse af fattigdom.
Der kan argumenteres for, og er i den britiske politiske debat blevet det, at den neoliberale hestekur, som Margaret Thatcher udsatte den britiske økonomi for op gennem 1980'erne, var en nødvendighed, men samtidig er det en kendsgerning, at den medførte massiv forøgelse af ulighed og fattigdom i det britiske samfund.
Siden 1997 har Labour ført en konsekvent politik for at nedbringe den ulighed og især det fattigdomsproblem, som Labour arvede. Der er sket fremskridt i fattigdomsbekæmpelsen, men det er fortsat en kendsgerning, at cirka 20 procent (mod 25 procent i 1997) af den britiske befolkning i 2007 lever under den officielle fattigdomsgrænse (60procent af medianindkomsten). Ikke noget at være stolt af i en moderne vesteuropæisk velfærdsstat. Det skal bemærkes, at det britiske skattesystem samlet set er regressivt, og spørgsmålet er nok, om Labour for alvor kan ændre på ulighed og bekæmpe fattigdommen yderligere uden en ændret skatte- og fordelingspolitik.
* Sikkerhed.
Terrorbomber i Londons undergrundsbane og flere afværgede terrorhandlinger har naturligvis skubbet sikkerhedsspørgsmålet op på den politiske dagsorden. Især det forhold, at personerne bag disse handlinger var britiske statsborgere eller personer med langvarigt ophold i landet, har fået mange briter til at tænke anderledes om den multikulturalisme, som har været et positivt kendetegn for landet. Storbritan-nien har historisk været bedre til at tilpasse sig kulturel diversitet end de fleste andre europæiske lande, men frygten for islamistisk ekstremisme er blevet mere nærværende, og flere og flere briter stiller spørgsmål ved landets immigrationslovgivning, ligesom lovgivningen vedrørende tilbageholdelse af terrormistænkte udfordres i et land, som traditionelt værner meget stærkt om den enkeltes personlige frihed. Hvis Gordon Brown kan manøvrere balanceret og nuanceret på dette politiske område, hvilket der er grund til at tro, vil han formentlig have et bedre svar til vælgerne end De Konservative.
* Reformer af velfærdssamfundet.
Ligesom i blandt andet Danmark spiller fortsat sikring af velfærdssamfundet en væsentlig rolle i Storbritannien. Temaerne er de velkendte: Sundhedsvæsenets kapacitet og evne til at håndtere stigende forventninger; ventelister; de krav, en aldrende befolkning stiller; kvalitet og leverance af velfærdsydelserne; sammenhæng mellem skatteniveau, bevillinger til velfærdsydelser og de konkrete resultater. Der er blevet investeret ganske mange ekstra penge gennem de seneste 10 år, men oplevelsen af forbedringer står ikke altid mål med den øgede indsats. Gordon Brown får en vigtig opgave med at pille den måske overdrevne 'spin' ud af debatten og levere konkrete resultater.
Konservative står svagt
Tilbage til spørgsmålet i indledningen: Kan Gordon Brown etablere sig som en stærk premierminister i løbet af et par år og vinde næste parlamentsvalg? Ja, det kan han, og ja, Gordon Brown vil slå David Cameron ved næste valg og tangere De Konservatives fire på hinanden følgende valgsejre fra 1979 til 1997. Selv om De Konservative tilsyneladende omsider har fundet en ny leder med den ungdommelige David Cameron, står partiet fortsat svagt. Camerons indsats bestårreelt af forsøg på at kopiere Tony Blairs politik, stil og retorik. Dertil er partiet formentlig organisatorisk svagere end Labour, hvilket er afgørende i det britiske valg-system. Endelig er der tegn på, at partiet endnu ikke helt har lagt de interne stridigheder, som førte til nærmest italienske tilstande i partiet fra 1997 til 2005 med hyppige lederskift, bag sig.
Det er velkendt, at i moderne politik er det ikke kun den førte eller foreslåede politik, der afgør valg. Personlighed og gennemslagskraft i mere og mere præsidentlignende valgkampagner spiller en væsentlig rolle. Det har været fremført, at Gordon Brown står dårligere end David Cameron i en sådan valgkamp. Gordon Brown er mere kedelig, har mindre pressetække, er cirka 15 år ældre og slæber rundt på Tony Blairs skygge, er det blevet fremhævet på negativsiden. Men med undtagelse af Irak-krigen var det ikke så meget Tony Blairs konkrete politik, som tvang ham væk, men mere hans, vil nogle sige, overfladiske stil og måske hans overdrevne brug af pressestyring. David Cameron forsøger tilsyneladende at iscenesætte sig selv som en slags konservativ Tony Blair. I den sammenligning vil Gordon Brown stå stærkt. Meningsmålinger samt den såkaldte Power Inquiry fra 2006 viser et billede af en britisk vælgerbefolkning, der måske netop ønsker en lidt mere kedelig og nok frem for alt solid politiker i spidsen for landet.
I nyere britisk politisk historie har der været en tilbøjelighed til at betragte De Konservative som 'det naturlige regeringsparti', og par-tiet har da også siddet på regeringsmagten i de fleste af årene i forrige århundrede. Med den stærke position, som Labour nu har skabt sig, og med de forbedringer på en række områder i det britiske samfund, som partiet har gennemført i de seneste 10 år, er det sandsynligt, at Labour er ved at overtage rollen som det naturlige regeringsparti, simpelthen fordi partiets program og analyse af de problemer og udfordringer, som landet skal håndtere i dette århundrede, er et langt stærkere bud end det, som De Konservative, eller for den sags skyld De Liberale Demokrater, kan præsentere.
Ole Helmersen er lektor, cand.interpret på Copenhagen Business School
Kronikken i morgen:
60 års besættelse
