Hvis der var noget, franskmændene anglede efter, da de for små tre måneder valgte en ny præsident, var det forandring. Efter den døende François Mitterrands sidste falmende regeringstid, fulgt op af 12 år under en Jacques Chirac med dybt forankret skræk for at vække slumrende kræfter i det franske folk, var Frankrig blevet en træt gammel maskine. Alle kunne konstatere, at den ikke kunne komme op i hastighed som sine europæiske partnere, Storbritannien med sit Blairopsving og Tyskland med nyfunklende lave arbejdsløshedstal.
Efter tre måneder med Nicolas Sarkozy i spidsen er én ting sikkert, og det er, at præsidenten har sat et andet tempo. Parlamentet blev sat på overarbejde, og Sarkozy drog i egen majestæt til Bruxelles for at forsvare det franske statsbudget. Også i forhold til den lammede Europæiske Union var Sarkozy hurtigt ude. Han fór over til Angela Merkel og fremlagde forslag til en minitraktat, som Bruxelles nu arbejder ud fra. I Afrika har han også planer, frigivelsen af det bulgarske plejepersonale fra Libyen tager sig ud som en lillebitte brik i et spil, hvor fransk industri skal på banen, mens Frankrigs indvandrerproblemer skal ordnes via en afrikansk blomstring.
Men sker der en masse nyt, går det alligevel tilbage, i al fald når man ser på brugen af den magtkoncentration, den femte republik - skræddersyet af og til de Gaulle - reelt tillader. Sarkozy ordner sagerne, så hans premierminister nærmest er overflødig, ministrene får sat røde streger i lovteksterne af præsidenten, og parlamentet nikker blot ja til de forelagte lovforslag.
Den femte republiks magtkoncentration blev reelt holdt i skak af den nærmest hovne position, de hidtidige præsidenter valgte at indtage. Men Sarkozy havde lovet en moderne, pragmatisk managementstil. Forandrer Monsieur le président institutionerne, som han nu har stillet i udsigt med en splinterny tænketank, tyder alt på, at det i højere grad kommer til at gå i retning af amerikansk præsidentstil end i retning af de skandinaviske demokratier med flerpartiindflydelse og parlamentarisme.
Franskmændene søgte forandring. Under valgkampen så man dem drømme i retning af Ségolène Royals deltagerdemokrati og i en periode sende Francois Bayrous midtersøgning op i meningsmålingernes gong gong. Men franskmændene holder også af stærke mænd, så meget at de i en snes år, hvor de reelt har haft mulighed for at ændre institutionerne, aldrig har sat det øverst på dagsordenen. Nu udnyttes det franske system til forandring, som når det rykker, når der kommer en ung dynamisk leder til i en topstyret virksomhed. Sarkozy plukker nationens bedste elementer og får måske hjulene til at køre.
Paradoksalt nok er de liberalisme- og globaliseringsforskrækkede franskmænd således endt med at få hele deres land ledet i pragmatisk profitfremmende stil.
Man kan blive helt beskæmmet på demokratiets vegne, når man konstaterer, at det også på europæisk plan ser ud til at være den slags styring, der sætter hjulene i sving.
