I foråret 2005 boede jeg i London. Jeg brød mig ikke specielt om byen. Den er for stor og diffus. Ikke at der bor for mange mennesker, London er simpelthen fysisk for stor, det tager en halv dag at komme fra den ene ende til den anden. Og så regner det temmelig meget, og så er London en dyr by. Alle folk arbejdede hele tiden for at få råd til en delelejlighed bare nogenlunde tæt på noget som helst - eller et delerækkehus i det meget lidt fashionable Hackney. Hvor jeg boede, og hvorfra jeg hver dag troligt tog en rød dobbeltdækker ind til det nye British Library.
Det nye British Library ligger i den nordlige del af centrum, lige ved King's Cross, og er et fantastisk sted, hvilket selvfølgelig ikke afholdt ældre brugere fra at beklage sig - endeløst - over de nye bygninger. De lukker for mange ikke-forskere ind på læsesalene, sagde de, det er ikke til at få plads. Maden er for dyr, kaffen er for dyr, boghandelen er dårlig. Set med danske øjne og sammenlignet med forholdene på Det Kongelige Bibliotek var det småting. Det vigtige var følgende: bestilte man en bog fra deres enorme lagre, så gik der sjældent mere end en time, før den lå på ens bord. Det slags sætter man pris på som forskerspire.
Silkeorme
Mine egne par måneder i British Library gik med at læse pamfletter og småbøger fra 1600- og 1700-tallet. Blandt andet kæmpede jeg mig igennem forløbere og rivaler til en af det tidlige 1700-tals stille, litterære revolutioner, det periodiske essay The Spectator. Det udkom som en art flyveblad - et enkelt, halvt ark, trykt på begge sider - seks gange om ugen mellem 1711 og 1714 med en lang pause i 1712 og 1713. Bagmændene var især de to forfattere Joseph Addison og Richard Steele, men i numrene selv var det 'Mr. Spectator' som førte ordet.
Fakta
Fem bøger fra London
Richard Steele og Joseph Addison: 'Selections from the Tatler and the Spectator'. Det eneste udvalg fra The Spectator, som er nogenlunde let tilgængeligt. Med essays fra forløberen, 'The Tatler', dvs. sladrehanken.
--
Charles Dickens: 'Oliver Twist'.
Londons underverden for fuld udblæsning, uskyldige børn med øjne så store som tekopper, tårepersende slutninger og poetisk retfærdighed.
--
Sir Arthur Conan Doyle: 'Historier om Sherlock Holmes', 221B Baker Street. Behøver man at sige mere?
--
Virginia Woolf: 'Ms. Dalloway'.
En enkelt dag i en velstående, midaldrende kvindes liv - og et hovedværk i den engelske modernisme.
--
Zadie Smith: 'White Teeth'.
Det nye, multietniske London får sit epos, godt hjulpet på vej af markedsføring og en usædvanligt køn forfatter.
Læst i dag minder de mange numre mest af alt om avisklummer. De handler om hvad som helst - gadeskilte, brugen af vifter i det offentlige rum, nye teaterstykker, gamle damer, forskellen mellem god og dårlig humor, tjenestefolk og giftermål, uægte børn med meget mere. Tilsammen danner de et veritabelt galleri over livet i datidens moderne storby, set fra den høflige gentlemans perspektiv. De hylder byens mangfoldighed:
"Timerne og dagene er i London og Westminster fyldt med mennesker så forskellige fra hinanden som de, der er født i forskellige århundreder," erklærer hr. Spectator:
"Klokken seks-mænd giver plads til dem fra klokken ni, de fra ni til tolvernes generation og de fra tolv giver plads til den mondæne verden, som har gjort klokken to til middag."
Og hvem er de så, den mondæne verden? Jo, det kan f.eks. være såkaldte silkeorme, kvinder "som et par gange om ugen flagrer fra butik til butik, mens de vender og drejer alle varer i hele byen uden at købe noget. Disse silkeorme bliver, synes det, tålt af handelsmændene; for selv om de ikke køber noget, så taler de uafbrudt om nye silker, kniplinger og bånd, og hjælper ejerne med at få nye kunder, ligesom deres jævne inkassator sidenhen får kunderne til at betale".
En verdensborger
Allerede dengang, i 1711, var viral markedsføring det nyeste nye. I det hele taget virker datidens London både meget fremmed og meget nutidig. Hr. Spectator går med paryk, selvfølgelig, men hylder samtidig byens mangfoldighed. Han udlever et promenerende ideal, der omdanner London til det ene tableau efter det andet, med kuriøse skæbner og bizarre skikkelser - og ham selv som den tilbagetrukne, nydende tilskuer. Han hylder også international samhandel. Den slags skaber rigdom, fred og fordragelighed.
På 'the Royal Exchange', datidens blanding af stormagasin og international handelsplads, opløses etniske modsætninger, og vor hovedperson flyder rundt i en globaliseret markedsplads:
"Nogle gange bliver jeg klemt mellem en gruppe armenere: andre gange forsvinder jeg ind i en flok jøder; og er nogle gange del af et hollandsk slæng. Jeg er skiftevis en dansker, en svensker og en franskmand eller behager at se mig selv som den gamle filosof, der, da han blev spurgt om, hvilket land han kom fra, svarede, at han var en verdensborger."
Sjovt nok siger man det samme om London i dag: Her samles hele verden. Her bor tusindvis af danskere, langt flere tyskere - selv mødte jeg overraskende mange tyske arkitekter - og polakker, russere, armenere. De kommer ikke for at handle, men for at arbejde, for at blive rige.
'Iblandet sult og kulde'
Det bliver nogle af dem så. Andre hutler sig igennem eller falder til bunds. Sådan var det også i 1711, og selvom hr. Spectator ikke præges af nogen udpræget social indignation, så ejer han dog en vis sentimental medfølelse med sine mindre heldige medborgere. Nær Covent Garden møder han en ung pige, en luder.
"Hun syntes at ville lokke mig med en tvungen lystighed i sin opførsel og sit udseende, men jeg så, at det var iblandet sult og kulde; hendes øjne var blege og ivrige, hendes kjole tynd og billig, hendes holdning fornem og barnlig."
I sin samtid blev The Spectator rost til skyerne for at være moralsk opbyggelig og for at give sine læsere et billede af ægte høflighed. I dag fænges man mere af det London, man møder. Her er byen ikke en syndens hule eller en tilføjelse til sit rustikke opland. I stedet er dens leben - tiggere, handelsmænd og fornemme damer, dens levn fra fortiden og driftige tilflyttere - en attraktion i sig selv. Helt som i dag, i øvrigt.
