Klima-aktivister stoppes af britisk højesteret

Mistanke om ulovlige hensigter er nok til at indskrænke miljøaktivisters deltagelse i næste uges klimalejr uden for London-lufthavnen Heathrows hegn, siger britisk højesteret. Men ikke nok til at stoppe klimalejren, siger arrangørerne

Aktivister, der kan mistænkes for at ville lave ulovlige aktioner, må ikke nærme sig bestemte steder ved Londons største lufthavn, Heathrow. Det er den opsigtsvækkende kendelse fra britisk højesteret, som i går gav lufthavnsejeren BAA (British Airports Authority) delvist medhold i begæringen om polititilhold til personer fra britiske organisationer, der vender sig mod klimatruslen fra den stærkt voksende flytrafik og mod planer om at udvide den største af Londons lufthavne.

Forbuddet mod at nærme sig Heathrow gælder fra næste uge, hvor tusinder af briter ventes at deltage i en klimalejr uden for lufthavnens hegn. Lejrens arrangører har bebudet 'direkte aktioner', men også forsikret, at de ikke vil forcere hegnet omkring Heathrow.

I sin anmodning om polititilhold havde BAA lagt op til, at personer tilknyttet fire organisationer bag klimalejren skulle kunne standses af politiet allerede ved forsøg på at stige på toget i London i retning mod Heathrow.

En af organisationerne, Airport Watch, er paraplyorganisation for et stort antal britiske miljøorganisationer og borgergrupper med et fælles medlemstal på fem millioner medlemmer, som i princippet alle skulle kunne tilbageholdes blot på mistanken.

Det har den seneste uge ført til stærke indsigelser mod BAA herunder fra Londons borgmester, Ken Livingstone, der forleden anklagede lufthavnsselskabet for 'knald i låget'.

Højesteretsdommer Caroline Swift afviste i går at udstede polititilhold mod tre af de fire organisationers medlemmer, men gav BAA medhold hvad angår den landsdækkende aktionsgruppe Plane Stupid.

To personer fra Plane Stupids ledelse - Joss Garman og Leo Murray - har nu et personligt forbud mod at nærme sig bestemte lokaliteter ved Heathrow, men også ikke-navngivne personer fra organisationen kan standses af politiet, hvis der foreligger mistanke om, at de vil deltage i ulovlige aktiviteter.

Ifølge højesteretsdommer Swift giver aktionerne risiko for, "at terrorgrupper udnytter forstyrrelserne skabt af demonstranter til at gennemføre en terrorhandling."

"Jeg finder det dokumenteret, at rammerne for dette polititilhold ikke er mere vidtgående, end hvad der er nødvendigt for at sikre en ordentlig og effektiv beskyttelse af lufthavnen og BAA," sagde dommeren.

De forkerte hænges ud

Jess Lawson, talskvinde for lejren Climate Action Camp, siger til Information, at det er de forkerte, der sættes i gabestokken.

"BAA er klimaforbrydere. Det er dem, der burde bringes for en dommer," siger Jess Lawson med henvisning til det spanskejede selskab, der ejer syv af de britiske lufthavne og ønsker udvidelser af bl.a. de tre store London-lufthavne (Heathrow, Gatwick og Stansted) selv om det vil føre til stærk vækst i flytrafikkens CO2-udledninger. Lokalt vil den planlagte Heathrow-udvidelse med en ny startbane og en ny terminal bl.a. betyde, at 700 lokale ejendomme skal rives ned.

"Det står fast, at vi gennemfører lejren med start den 14. august som planlagt. Det står også fast, at vi ikke vil forcere hegnet omkring lufthavnen. Hvad karakter aktionerne i øvrigt vil få, bestemmes af lejrens deltagere, når de ankommer."

Advokat Gita Parihar, knyttet til Friends of the Earth's Rights & Justice Centre, har bistået lederne af to lokale miljøgrupper, Hacan Clear Skies og NOTRAG, som BAA (British Airports Authority) også havde krævet polititilhold for. Det afviste Højesteret. Advokat Gita Parihar, mener, at højesteretskendelsen er et nederlag for BAA.

"Dommerens kendelse sender en klar besked til BAA om, at de ikke kan benytte sig af deres selskabsmæssige muskelkraft til at hindre folk i at deltage i lovlige, fredelige protester i spørgsmål om klimaforandringer," siger Gita Parihar.

Den kontroversielle udvidelse af Heathrow-lufthavnen vil, hvis den gennemføres, bringe antallet af starter og landinger op fra dagens 480.000 pr. år til 655.000 i 2015, omfattende 115 millioner passagerer årligt. Det vil samtidig indebære en vækst i CO2-udledningerne fra lufthavnen med 40 pct. til 21 mio. ton CO2 pr. år. - svarende til 40 pct. af Danmarks totale årlige CO2-udledning.

Heathrow og BAA er under daglig beskydning fra rejsende, der er stærkt utilfredse med lufthavnens utilstrækkelige kapacitet.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her