Om et år indledes De Olympiske Lege i Kinas hovedstad, Beijing, med en ceremoni af hidtil usete dimensioner, må man forvente. Verden vil blive præsenteret for et blankpoleret kinesisk glansbillede af en økonomisk og politisk supermagt. Sportsfolk i tusindvis, statsledere og kongelige gæster vil søge til Riget i Midten for at deltage eller følge et storslået propagandashow for den kommunistiske etpartistat Kina. En begivenhed, som allerede er blevet sammenlignet med Hitlers OL i Berlin i 1936.
For nylig stillede den amerikanske skuespillerinde Mia Farrow spørgsmålet til filminstruktøren Steven Spielberg i en kommentar i Wall Street Journal:
"Ønsker hr. Spielberg virkelig at ende i historiebøgerne som Beijing-legenes Leni Riefenstahl?" Spielberg fungerer som rådgiver for kineserne under forberedelserne til OL og må altså se sig sammenlignet med den berømte og berygtede tyske filmmager, som hyldede Adolf Hitler og forevigede de sidste Olympiske Lege før Anden Verdenskrig.
Bør man da boykotte OL i Beijing? Nej, det er der ingen, der længere mener er et gangbart pressionsmiddel. Tværtimod skal det internationale samfund udnytte OL-værtsskabet til at sætte fokus og fremtvinge forbedringer af menneskerettighederne, som en kinesisk kritiker af styret siger det til Information i dag.
Spørgsmålet er dog som altid, om fremskridtene holder, når projektørerne slukkes over det olympiske stadion, og om Beijing overhovedet skulle have haft OL-værtsskabet uden mere håndfaste garantier. Steven Spielberg argumenterer som mange andre med, at dialog om menneskerettigheder er bedre end ingenting, og at der er håb og løfter om forandringer, alene fordi verdens øjne nu hviler på Kina. Måske var det netop den internationale kritik i forbindelse med OL, som fik Kina til for nylig at ændre opfattelse og støtte en FN-ledet militær indsats i Sudan. Kina er blevet kraftigt kritiseret for at levere våben og støtte til det brutale styre i Khartoum. Nu lyder der andre toner fra styret i Beijing.
Menneskerettighedsorganisationerne Human Rights Watch og Amnesty International har i forbindelse med et-års nedtællingen til de Olympiske Lege udgivet nye rapporter om menneskerettighedssituationen i Kina.
Og selv om der er områder, hvor det går fremad, så står det stadig sløjt til med at overholde helt basale rettigheder. Ifølge Amnesty er tilbageholdelser uden rettergang i vækst, og pressefriheden har det fortsat uhyre svært. Organisationen hævder at have dokumentation for omkring 1.700 henrettelser i 2006, men skønner, at det realistiske tal snarere ligger i nærheden af 8.000. Der er fortsat stor hemmelighed omkring dødsdomme og henrettelser i Kina, som blandt andet straffer med døden for narkokriminalitet og økonomiske forbrydelser.
Ny lovgivning har dog angiveligt ført til færre dødsdomme det seneste år - selv anfører styret, at der er sket et fald på 10 procent. Udover dødsdommene kritiserer organisationerne kinesiske tvangsforflytninger og ekspropriationer uden erstatning.
Det kinesiske styre afgav faktisk en række løfter om forbedringer af menneskerettighederne i forbindelse med, at Beijing fik tildelt værtsskabet i 2002, men siden har IOC ifølge Amnesty været yderst tilbageholdende med at holde kineserne fast på løfterne, og organisationen argumenterer i dag med, at alene det store fokus, der vil være på landet, vil føre til bedre forhold. Hvis det argument skulle holde vand, kan vi sat på spidsen se frem til, at Den Olympiske Komite tildeler fremtidige værtskaber til Teheran, Pyongyang og Rangoon.
Skulle systemet for alvor have effekt, burde værtsskabet tildeles efter omtrent de samme kriterier, som skal være opfyldt for at søge om optagelse i EU eller Europarådet. Helt håndfaste krav, som kan måles og vejes i forhold til, om de er opfyldt. At få tildelt De Olympiske Lege er så prestigefyldt og anerkendende for de fleste landes ledere, at de ofte er modtagelige over for stort set alt. Derfor er det uforståeligt, at IOC ikke - når organisationen har accepteret at blande politik og sport - benytter dette magtmiddel mere offensivt.
Når det ikke er sket, bliver det uundgåeligt med en vis kvalme og foragt, at verden kommer til at følge legenes åbningsceremoni og jagten på medaljer i den kinesiske hovedstad. Deltagerne bør som minimum være indstillet på, at deres præstationer indgår i et propagandashow, som er sat i scene for at renvaske Kinas internationale rygte.
Sidst, De Olympiske Lege blev afholdt i en etpartistat, var i Moskva i 1980, mens Den Kolde Krig var på sit højeste. Det endte i en fiasko. Legene blev boykottet af en række lande med USA i spidsen, efter at Sovjetunionen havde invaderet Afghanistan. I dag er Kina en vigtig politisk og økonomisk partner på det globale scene, og de fleste lande holder sig tilbage med kritik. Ingen taler længere om boykot af nogen art, blandt andet fordi frygten for at vække den kinesiske tigers vrede er så stor.
