Gårsdagens gode nyhed var, at præsidenterne for de to Korea’er skal mødes til topmøde for første gang i syv år. Gårsdagens dårlige nyhed var, at mødet næppe vil bringe nye fremskridt på den koreanske halvø, da motiverne til mødet mere handler om indenrigspolitik end fredspolitik.
I årevis har den sydkoreanske præsident Roh Moo-hyun erklæret, at han til enhver tid er klar til at mødes med sin nordkoreanske kollega Kim Jong-Il.
Nordkoreaneren har vægret sig, men under de seneste måneder er han kommet under pres fra flere sydkoreanske udsendinge til nord og udsigten til et sydkoreansk præsidentvalg om et halvt år.
Præsidentposten kan blive overtaget af Det Store Nationale Parti, og det vil gøre livet sværere for Kim Jong-Il, der har lettere ved at få livsnødvendig nødhjælp fra den nuværende venstrefløjspræsident, end fra de højreorienterede nationalister.
“Realistisk set tror jeg, at Kim Jong-Ils hovedmål er at bakke op om modstanderne af Det Store Nationale Parti i det kommende valg og at forsøge at minimere deres chancer for succes,” siger Shi Yinhong, der er professor i international sikkerhed ved Folkets Universitet i Beijing, til Reuters.
Utidig belønning
Topmødet skal finde sted den 28.-30. august, og det sker efter en sommer, hvor der for første gang i årevis er sket reelle fremskridt i sagen om det nordkoreanske atomprogram. FN’s udsendinge har bekræftet, at atomkraftværket i Yongbyon nord for den nordkoreanske hovedstad er blevet lukket, og det har ført til, at millioner af indefrosne dollar er frigivet til Kim Jong-Il og hans styre.
Topmødet ses derfor også som endnu en belønning til Pyongyang, men det irriterer flere af de andre partnere i de såkaldte seks-parts-forhandlinger, for tiden er endnu ikke til den slags opmuntringer, vurderer Masao Okonogi, der er Korea-ekspert ved Tokyos Keio universitet.
“Set fra USA’s og Japans perspektiv er de kølige over for ideen om, at Sydkorea bringer sig selv i front. De ville have foretrukket, at dette (topmøde) fandt sted efter, der var kommet mere bevægelse i seks-parts-forhandlingerne. Minusserne er større end plusserne,”siger han til Reuters.







Kommentarer