Ruten gennem den indre by kan på visse opmærksomme dage forme sig som en allé af dufte og lugte af nattens udgydelser, morgenens friskhed fra bagerbrød, blomsterstande, butikker, der åbner porten for anelser af uld og kjolestoffer, og så alle de passerendes signaler af aftershave, sæbe, parfume og såmænd også deodorantens sørgmodighed eller slet ingen ting i bærernes bevidste afkald på at sætte sig duftspor. Købmagergade er velegnet til afprøvning af sanseberedskabet, mens endnu folk stadig haster fra Nørreport Station og videre mod centrum og jeg mageligt passerer Museum Erotica og den nærliggende kludebutik f c u k, der måske for naboskabets skyld har byttet om på bogstaverne.

Nogle dufte vækker minder eller bare mindelser. Mærkeligt, at denne luftighed har en sådan tyngde. Hvor livsvigtig den er, konstaterer man let ved at iagttage hunde, der slippes løs og straks går i gang med at opspore de ruter, andre har lagt, mønstre, man heldigvis ikke selv er tvingende underlagt, selv om gadebilledet set ovenfra måske kunne danne det indtryk. Litterært set spiller duftspor imidlertid en vigtig rolle i alle de minder, som er svøbt i vind og vejr gennem verdenslitteraturen. Mesteren over alle snusere er Marcel Proust.

‘Unge piger i blomst’

På min vej gennem Købmagergade besøgte jeg Buscks boghandel og faldt for fristelsen til at købe de tre nyoversatte og nyudgivne første bind af På sporet af den tabte tid. Hvad fortælleren oplever ‘i skyggen af unge piger i blomst’ er nærmest et duftorgie - for ikke at sige et duftorgel i slægtskab med det, den ældre forfatter Huysmans lod sin figur opfinde, et instrument, som udsender dufte efter musikkens klangfarver. I parken ved Champs Elysées, hvor protagonisten leger med den jævnaldrende Gilberte, beder kokke- og barnepigen Françoise ham følge sig til den lille grønne pavillon med wc, hvor den fugtige, indelukkede duft dulmer en bekymring, han nærer over nogle ord fra Swann, Gilbertes far. Opsynsdamen udviser en lidt påfaldende interesse for den unge dreng under en bramfri skildring af de underjordiske stenkabiner, hvor man sidder på hug, alt imens han kommer i tanker om en vis blomsterdames opsatser. Tilbage på legepladsen leger han fangeleg med Gilberte og udgyder for første gang hemmeligt sin lyst. Lugten unævnt.”Hvis du synes, kan vi da godt slås lidt mere!” siger hun. På hjemvejen indhentes han af lokums .lugten, der genkalder den samme fugtige luft fra onkel Adolphes lille stue af egne affærer i Combray og desuden indflettes en muggen lugt fra en samtale med en højtstående familiegæst, der nedsatte en beundret forfatters omdømme for ham.

På duftsporet af både en tabt og en kommende tid fuld af nutid skal bogens læsere til egen lystopfyldelse heller ikke savne den helt specielle og smertelige fortryllelse, der stråler ud fra Gilbertes liv, bl.a. som duften af kokotten Odette, hendes mors bedøvende parfume, bølgende på trappen til Swanns og hendes elegante lejlighed.

Så mange indtryk kan det knibe med at samle i Købmagergade. Men jeg stikker næsen i det nyindkøbte bind 3 og indsnuser den tørre papirlugt med anelse af tryksværte og pruster animalsk af alt det andet, der følger med og vil sætte sig i mindet.