Strafskruen skal strammes - igen

Strengere straffe forhindrer ikke forbrydelser, så hvorfor kræver politikere gang på gang straffene skærpet, alt imens fængslerne i stigende grad fungerer som velfærdssamfundets skraldeplads?

Dansk Folkeparti vil have mere fængselsstraf til "pædofile og voldtægtsforbrydere". Den gennemsnitlige straf er for lav, og strafferammen på otte år skal udnyttes bedre, hedder det. Regeringen og Socialdemokratiet støtter kravet, der godt nok suppleres med et par rituelle bemærkninger om, at ofrene skal have bedre hjælp.

Alle ved, at endnu et par omdrejninger på strafskruen ikke forhindrer ét eneste tilfælde af voldtægt eller seksuelle overgreb på børn. Men det er givetvis heller ikke formålet med forslaget.

"Voldtægtsforbrydere og i særdeleshed pædofile skal have et ordentligt drag over nakken", sagde den konservative retsordfører Tom Behnke til Nordjyske Stiftstidende den 2. august. Afstraffelse for afstraffelsens egen skyld? At forebygge mænds seksuelle overgreb mod kvinder og børn er ikke rigtigt på disse politikeres dagsorden. Måske er der en dybere forklaring på det evindelige behov for mere og mere fængselsstraf, som vi ser i disse år.

Mennesket har ifølge den gamle amerikanske filosof og psykolog George Herbert Mead et hævninstinkt eller - som han kalder det - et instinkt for fjendtlighed (hostility) mod medmennesket. For at overleve må der ske en tilpasning til denne latente fjendtlighed. Tilpasningen sker bl.a. i grupper, der udviser fjendtlighed over for andre grupper eller blot over for nogen, der er uden for gruppen. Fjendtligheden underbygges af gruppens indre organisation og giver de bedste betingelser for gruppesammenhold. Angreb mod en fælles 'fjende' fjerner (opmærksomheden fra) fjendtlige følelser mellem gruppens egne medlemmer. Hvis ikke der findes en fjendegruppe eller nogen, der er uden for, må man opfinde dem.

Aggressiv følelsesmæssig solidaritet

I et udviklet samfund vil fjendtligheden ifølge Mead blive sat i system for at undgå, at alle straffer alle hele tiden. Som mål for straf er nu de, der begår nærmere definerede handlinger, også kaldet forbrydelser eller kriminalitet. Et straffesystem præget af fjendtlighed vil uundgåeligt resultere i gengældelse og hævn, udelukkelse og undertrykkelse. Forbryderens handlinger er ikke i sig selv i stand til at true samfundets sammenhængskraft. Men fjendtlighed mod forbryderen har den fordel, at samfundets medlemmer forenes i en aggressiv, følelsesmæssig solidaritet. Uden forbryderen ville samfundet falde fra hinanden i - som Mead udtrykker det - gensidigt frastødende enkeltdele (mutually repelent individual particles). Til gengæld mener Mead, at mennesket også har et instinkt for venlighed. Det kommer til udfoldelse inden for gruppen og bidrager yderligere til at styrke gruppens sammenhold. Men det ser ud til, at fjendtlighed over for 'de andre' er forudsætningen for venlighed over for 'sine egne'.

Franskmanden Emile Durkheim har fremsat en sociologisk teori, der ligner Meads socialpsykologiske teori. Durkheim tager udgangspunkt i samfundet som en slags fysisk mekanisme. Hvad der får et samfund til at holde sammen, er anderledes i et såkaldt primitivt samfund end i et mere udviklet samfund. I slutningen af 1800-tallet så Durkheim, at den feudale orden var ved at gå i opløsning på grund af industrialiseringens omvæltninger med stigende arbejdsdeling og individualisme til følge. Hvert enkelt medlem af samfundet forfulgte i stigende grad egne interesser på bekostning af fællesskabet, moralske normer var ikke længere fælles for alle, og der var opstået en tilstand af normløshed (anomi). Hvis folk hverken kan lide hinanden eller er afhængige af hinanden, forsvinder den mekaniske solidaritet. Det nødvendige sammenhold må skabes på en anden måde. Udvælgelse af fælles fjender eller afvigere er et perfekt middel. Denne udvælgelse foregår bl.a. ved hjælp af kriminalisering og straf.

Man kalder gerne Durkheims teori for syndebuk-teorien. Syndebukke er en funktionel nødvendighed i et samfund. Uden dem er det svært at holde sammen. Minoriteter og fremmede er velegnede. Forbrydere er særligt gode syndebukke, fordi de oven i købet legitimerer, at vi får afløb for vores straffebehov. Forbrydere - og straf - er i denne optik uundværlige for et samfund. Den allerbedste syndebuk er både forbryder, minoritet og fremmed. Der opstår en organisk solidaritet mellem 'os' mod 'dem'.

Mead og Durkheim udformede deres teorier for omkring 100 år siden, så de holder vel ikke en meter i dag? Men så er det jo interessant, at ny hjerneforskning - bl.a. på Hvidovre hospitals Center for Magnetisk Resonans - synes at bekræfte, at vi føler glæde ved at straffe.

Et eksperiment viser (ifølge Weekendavisen 23.-29. december 2004), at områder af hjernen, der er forbundet med glæde, bliver aktive, både når vi samarbejde med nogen (vore egne?), og når vi straffer nogen (de andre?). Det skulle ikke undre, om vi i disse nybiologiske tider, hvor der ledes efter et kriminalitetsgen, også skulle støde på et straffegen. Og at eksistensen af begge gener er betingelsen for, at samfundet ikke falder fra hinanden i "mutually repellent individual particles", som Mead skrev.

Der er med andre ord ingen grund til at forsøge at forebygge forbrydelser, heller ikke de seksuelle overgreb, som mænd begår mod kvinder og børn. Samfundet behøver forbrydelser og straf for at holde sammen. Eller hvad?

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu