Protest

Ødelæggelsens startbane

Tæt på Heathrow lufthavn uden for London har klimaaktivister besat et stykke af den jord, som lufthavnens ejere vil bruge til at anlægge en tredje landingsbane
15. august 2007

LONDON -Et kontroltårn, der ligner en kæmpebrik fra spillet Mastermind, rejser sig over rækkehusene, og jumbojets letter og lander konstant med rumlende brag.

Det støvregner, og græsmarken er våd på den første dag for den engelske aktionslejr mod global opvarmning.

Over 100 pressefolk fra hele verden er på en times safari i klimalejren mellem telte, solfangere og aktivister, og kameraobjektiverne skyder på alt, hvad der bevæger sig.

"Heathrow prøver at fordoble deres kapacitet, men hvis Storbritannien skal nå EU-målet for udledning af drivhusgasser, skal vi reducere med 90 procent inden 2050. De to ting hænger ikke sammen," siger Simon Lewis, mens han viser en af de mindre grupper journalister rundt i lejren, hvor aktivisterne regner med, at der kommer omkring 1500 mennesker for at deltage i workshops og aktioner.

Lejren er blevet en god historie. Videnskabens dommedagsscenarier er begyndt at finde vej til massemedierne, og her under de lettende fly findes et konkret eksempel på folk, der kræver handling. Derudover har British Airport Authority, BAA, som ejere af Heathrow forsøgt at få retten til at forbyde alle tænkelige miljøfolk at nærme sig lejren. Retssagen har givet stor opmærksomhed, og højesteret afviste det brede forbud og nøjedes med at udelukke nogle ganske få navngivne personer fra at nærme sig lejren.

En aktivist står i støvregnen med våde briller og griner.

"BAA's retssag var den bedst tænkelige pressestrategi, vi kunne have ønsket os," siger han.

Sammen med de talrige journalister og kameraer står omkring 10 sendevogne parat til direkte fjernsyn. Fra en mark i England.

Kollektive svar

"Vi står over for nogle problemer, der ikke kan ændres ved livstilsvalg. De her problemer kræver kollektive svar. Vi kan ikke løse klimaets opvarmning ved at skifte pære og plante nogle træer i den tredje verden," siger Simon Lewis. Han fortæller om de forventede aktioner på søndag.

"Vi har tænkt os at lave aktioner, og der er folk her, som er parate til at bryde loven, for at skabe opmærksomhed om klimatruslen. Men vi laver fredelige og forsvarlige aktioner. Det her er en lejr for ansvarlighed."

Han står i goretex-jakke og dreadlocks og snakker med en afslappet og myndig autoritet. Han er i starten af 30'erne og arbejder normalt som underviser og forsker på Institut for Earth & Biosphere ved Leeds Universitet, hvor han beskæftiger sig med sammenhænge mellem regnskov og klimaforandring.

En pressekonference starter foran et banner, der peger over mod Heathrows landingsbaner med teksten 'runway to ruin - ødelæggelsens startbane'.

En journalist fra Al-Jazeera vil gerne vide, om aktivisterne ikke er bange for at miste deres opbakning i befolkningen, hvis de forstyrrer flytrafikken.

"Vi har meget klart sagt, at vi ikke har tænkt os at løbe ind på startbanen. Vi har et problem med regeringen og firmaerne, ikke med de enkelte passagerer," siger en talsmand.

En kvinde slutter sig til og siger:

"Men vi ved stadig ikke, hvilke aktioner der skal laves. Det skal besluttes i fællesskab, og prøv lige at tænk på perspektivet, hvis der skulle være et fly, der blev lidt forsinket. Det skal ses i forhold til, at der dør 150.000 årligt allerede nu som følge af den globale opvarmning."

En journalist fra Channel 4 spørger agressivt og med stor scenetække, hvorfor aktivisterne har opfordret, hvorfor folk skulle lave uniformer til kabinepersonel, hvis det ikke var for at komme ind i lufthavnen. Der har været en historie i en avis om, at folk ville placere falske bomber for at skabe kaos.

"Der er nogen, som syer den slags uniformer i øjeblikket, men de er altså mest til at optræde i," lyder svaret.

En anden talsmand siger:

"Der er en smædekampagne i gang mod os. Den historie i Evening Standard om, at folk herfra ville placere falske bomber i lufthavnen, det er det dummeste, der er skrevet, siden avisforsiden om Iraks masseødelæggelsesvåben, der påstod, at vi var 45 minutter fra dommedag. Vi er ikke farligere end peer reviewed-videnskabelige artikler," siger han.

Flyv ikke højere...

"Er der ingen af jer, som flyver?" vil en journalist vide.

"Nogle i lejren flyver aldrig, andre gør. Det her handler ikke om at være hellig eller ren. Det handler om, at vi skal ændre systemet. Vi har et kollektivt ansvar og skal tage nogle kollektive valg. Og den eneste måde, vi kan begrænse flytrafikken på, er at forhindre lufthavnskapaciteten i at stige. Hvis kapaciteten stiger, følger antallet af flyvninger med," siger en talsmand foran teltet.

I bogen Globalt Hedeslag, der for nyligt er oversat til dansk, skriver den anerkendte journalist George Monbiot, hvordan Storbritanniens CO2 udledning fra fly er næsten fordoblet i perioden fra 1990 til 2004, og at de planlagte udvidelser af britiske lufthavne vil tillade omkring 470 millioner passagerer årligt i 2030. Mere end en fordobling fra de nuværende 200 millioner årlige passagerer.

Det kan ikke hænge sammen med Storbritanniens målsætning om, at reducere udslippet med 60 pct. i 2050. Men det behøver det heller ikke, skriver Monbiot, fordi internationale flyvninger ikke aktuelt indregnes i de nationale opgørelser, da der ikke er lavet aftaler om, hvordan udslippet skal deles mellem landene.

Heathrow brænder omkring 20 millioner liter jetbrændstof af om dagen, og hver liter producerer to et halv kilo CO2. Det bliver til over 18 millioner tons CO2 om året. Dertil kommer, at flys CO2 udledning fremmer den globale opvarmning med dobbelt så meget som ellers, fordi udledningen sker højt oppe i atmosfæren

"Men ejerne af Heathrow gør jo også noget for miljøet," siger Simon Lewis, og tilføjer tørt:

"De har lige købt en soldrevet bagagevogn."

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • Ørstedsparkens bøsser i skudlinjen

    De kommer der for at knalde, ikke for at blive knaldet ned. Ørstedsparken midt i København er bøssernes park, og i mere end 100 år har mænd knaldet, suttet og kysset i parkens buske. Men på det seneste har nogle grove overfald gjort parkens liderlige gæster mere skræmte
  • Da Chile fik en nødvendig 'overgangs-regering'

    Selv om det er 'utilfredsstillende' og et tragisk 'overgreb', at Chiles generaler i september 1973 styrter landets folkevalgte præsident, forstår Danmarks to store borgerlige aviser nødvendigheden af kuppet. Bare det bliver en kortvarig affære ...
  • ff-2obamaposter239874923874.jpg

    'Vi vil så gerne have, at Obama skal være progressiv...'

    Barack Obama er af både danske og amerikanske medier blevet beskrevet som progressiv, en forandringens mand. Men Obama har under hele kampagnen placeret sig 'godt i hovedstrømmen', mener flere eksperter
  • ladies.jpg

    Man bliver grim af at skrive

    Det er sjældent, at den nordiske samtidslitteratur formår at tilfredsstille både intellektuelt og litterært. Men det gør Mara Lee
  • 20080828-131150-6.jpg

    En bjørn i ulveklæder

    Der er tale om en utilgivelig og farlig russisk magtdemonstration, som kan få alvorlige følger for forholdet mellem Rusland og de tidligere sovjetrepublikker, som er blevet bestyrket i deres frygt for russiske imperiale hensigter, og forholdet mellem Moskva og Vesten
  • Karadzic i deres hjerter

    Efter 13 år på flugt begynder retssagen mod krigsherren fra 90'erne, Radovan Karadzic, i morgen i Haag. Jens-Martin Eriksen er i den anledning rejst til det dybeste Serbien, hvor folkekultur rimer på krigspolitik