Det trænger sig på. Det vider sig ud. Det bliver manifest. Krusninger bliver til en bølge, bølgen vokser sig stor. Den kan ikke overses, før den med uimodståelig kraft brydes og river et allerede sønderbrudt fundament omkuld. Forleden bidrog professor Uffe Østergård og gav bølgen momentum med krav om en debat om Irak-krigen. Og at statsministeren tager konsekvensen af sin frygtelige fejltagelse og gør, som denne klumme før har stillet som fordring til en statsminister med en skyld af disse dimensioner, nemlig træder tilbage. Så meget fejl kan man ikke tage, uden det får konsekvenser.

Jørgen Steen Nielsen lagde præmisserne frem i en rystende artikel forleden om bedraget, løgnen og forvanskningerne om krigsdeltagelsen og de stadig skiftende argumenter - vildledningen og den kreative bogførings princip.

Konklusionen af Uffe Østergårds analyse, som desuden fordyber sig i undren over den danske befolknings ligegyldighed over for Irak, er den indlysende, at en udenrigspolitisk debat fremover er meningsløs her i landet. Såfremt opposition og presse ikke i sidste øjeblik tager ordentligt fat og med de radikale forlanger og får en parlamentarisk eller anden ordentlig undersøgelse af krigsdeltagelsens beslutningsproces, dens forløb samt afslutning. I civiliserede lande er sådanne undersøgelser en selvfølge. I USA kan komme flere høringer og, når Bush har forladt Det Hvide Hus, et udredningsarbejde med ansvarsplacering og måske retslige efterspil. Her i landet klarer vi os med en uvildig undersøgelse af en film i DR om Afghanistan - ikke en undersøgelse af filmens virkelighedsgrundlag. Intet, intet tyder for tiden på muligheden af blot en beskeden udredning af Fogh Rasmussens dybt betændte handlinger. En sådan disposition er deponeret i Dansk Folkepartis pengeskab, hvor den bliver, med mindre det lykkes at bryde VKO flertallet.

Holder ikke i byretten

Ejvind Larsen strejfede i sine Levende Ord en side af krigsansvarets selvskabte hykleriske dilemma. Søren Krarup, hvis selve tilgang til det politiske liv er brolagt af forsikringer om danske politikeres forpligtelse på danskernes konkrete interesser og kun dem, har under hele Irak-skandalen forsvaret de skiftende begrundelser med udgangspunkt i den sikkerhedspolitiske påstand, at Saddam besad masseødelæggelsesvåben, og danskerne dermed var truet. Da den ikke holdt i byretten, skiftede Fogh Rasmussen som bekendt begrundelsen ud med den om at fjerne en grum diktator for det irakiske folks skyld. Dette harmonerer ad helvede til ringe med præstepolitikerens forsikringer om den konkrete danskers konkrete interesse, den forpligtelse pastoren i sit Folkeparti har sat sig for ved såkaldt national værnepligt at varetage.

Hvordan har Krarup det mon med, at han ifølge alle med kendskab til Mellemøsten har medvirket til at forringe sikkerhedssituationen i verden herunder Danmark? Statsministerens argumenter går jo i øvrigt nu udelukkende på det rigtige i den fæle diktators bortskaffelse og den irakiske befolknings ve og vel. Ja, endog ‘respekten’ for irakernes påståede anmodning om nu at blive overladt til sig selv og det totale kaos, skønt enhver ved, at den danske tilbagetrækning er et billede på den totale fiasko og tragedie, som irakerne - ikke at forglemme - nu selv får skylden for. Når de nu ikke vil demokratiet!

Nationalt storhedsvanvid

Sker der ikke et opgør med denne depravering og vulgarisering af den udenrigspolitiske debat, har vi, som Uffe Østergaard antyder, ikke længere en sådan. Dertil kommer: at en således udebleven drøftelse og gennemlysning af forløbet ikke levner materiale til brug for efterfølgende beslutningsprocesser på forsvarligt grundlag.

I den forstand minder Fogh Rasmussen og hans følgagtige amatører i flok og følge om de åndsbeslægtede nationalliberale i 1800-tallets midte, da disse beruset af sejren ved Isted i 1850 på denne baggrund, hvor sejren kun var mulig, fordi krigens fortsættelse med tysksindet sejr ikke var i stormagternes interesse, i grænseløs uvidenhed følte sig overbevist om Danmarks militære overlegenhed i et endeligt opgør. Beruselsen og det nationale storhedsvanvid, genereret af uoplyste personer udstyret med uberettiget stor selvfølelse, kvalte enhver kritisk modrøst til overmodet. 1864 blev resultatet, da danskerne ensidigt opsagde aftalerne og overlod Bismarck en af Europas histories bedste undskyldninger for at stikke danskerne en på snotten. Læg mærke til det: den manipulerede eller undertrykte debat, hvor det opfattedes som landsforræderi så meget som at antyde dybden af letsind.

Katastrofen er total

Når nogen gør vrøvl benytter Fogh Rasmussen fortsat den med Saddam: Jamen, vil I da have Saddam tilbage? Men efterhånden må den mest manipulerende statsminister i danmarkshistorien også på dette felt ty til andre begrundelser for krigen; efterhånden som folk med indsigt svarer: Ja, ærlig talt, det ville egentlig have været bedre at han ikke var blevet drevet ned i et hul og siden hængt, men var blevet siddende, til irakerne selv - bistået af eventuelle skumle fyre udefra - men fortrinsvis irakerne selv, på et eller andet tidspunkt havde isoleret eller kværket ham. 3.500 dræbte amerikanske soldater, adskillige fra koalitionen herunder otte danskere, 650.000 dræbte irakiske mennesker, et utal af sårede og kvæstede, tre-fire millioner irakere på flugt i og uden for landet, en tredjedel af Iraks børn under underernæringsgrænsen, en totalt smadret infrastruktur og udsigt til et endnu værre regime -et teokrati af værste skuffe, samt et livsfarligt styrket Iran i et Mellemøsten i uberegnelig drift. Værsgo og spis: Katastrofen er total og uoprettelig. Ingen kan pege på løsninger, heller ikke statsministeren med hans forkølede minimale og lattervækkende indrømmelse af at have undervurderet den religiøse fanatisme. Som om denne var ukendt og hovedårsag til sammenbruddet.

Hvis alt dette og meget meget mere i en opremsning af grusomme fejl og rene forbrydelser ikke skulle føre til en tilbundsgående selvransagelse i den danske befolkning for det medansvar, som denne nødvendigvis har som følge af landets statsministers uhyrlige fejltagelser og hasardspil med de mest indlysende danske interesser, er det svært at se, hvad danskerne kan og skal diskutere ved et valg. Kvalitetsreform? Det forekommer på denne baggrund som en uartighed. Eller hvad med de forsømte offentlige institutioner og skolebygninger, som et skattestop kun har forværret, og hvor beskæftigelsesministeren i øvrigt mener at folk selv kan tage en malerkost med på plejehjemmet og komme i sving.

Perverteret folkestyre

Et spørgsmål som bestandigt trænger sig på i forbindelse med statsministerens ultimative svar på alle spørgsmål, nemlig at vi måtte skride til invasionsdeltagelse fordi Saddam ikke ville rette sig efter FN, lyder ganske enkelt: hvorfor følte lande som Sverige, Norge, Tyskland og Frankrig - siden Spanien og Italien - ikke den samme forpligtelse? Tog disse lande i den grad fejl? Også dette burde med vægt indgå i den debat om dansk udenrigspolitik, som man med stor sikkerhed kan sige ikke bliver til noget inden et kommende valg. Ingen andre end statsministeren ved, hvornår han mest effektivt med en igangblæst valgkamp kan forhindre yderligere diskussion om det væsentligste. Vi lever i et dag for dag stadig mere perverteret folkestyre.