Kvaliteten i velfærden har på mange centrale punkter aldrig været højere. Børnepasningen, skolerne, sygehusene og ældreomsorgen er i dag langt mere professionel end for bare få år siden - selv om det til tider kan være svært at få øje på, når man mødes med ventelister, lukkedage og utilstrækkelig omsorg. Men vi bliver jo kontinuerligt dygtigere til at opsamle faglig viden, formidle den og anvende den. På den måde bliver vi hele tiden også bedre i stand til at udvikle kvaliteten i den offentlige sektor. Ikke sandt?
Den seneste tid er der dog sket en vis modreaktion. Mange udtrykker, at de oplever kravene om dokumentation som meningsløs kontrol, hvorfor der fra fagfolk og andre stilles krav om, at nu må nok være nok. De mellemlange videregående uddannelser oplever særligt presset, idet der har været en årelang tradition for metodefrihed - og den går som bekendt ikke længere. Pædagogen og læreren kan ikke længere udelukkende arbejde efter egne værdier og normer.
Skal vi skabe øget kvalitet i velfærden, må vi alle evne at skille tingene ad, således at manglende hænder og alt for mange arbejdsopgaver ikke bliver gjort til genstand for krav om, at den nyvundne tendens, hvor kvalitet skabes på baggrund af ordentlig dokumentation, kræves erstattet af tidligere tiders højt besungne metodefrihed. Sker dette, vil arbejdet med mennesker igen blive præget af tilfældigheder - som ikke umiddelbart tilfører os viden om hvilke indsatser og metoder, der virker. Kvalitet i velfærden kræver mod til at finde en ny balance mellem det sociale praksisfelt og forskningens verden, så begge verdener kan berige hinanden.
Helt konkret skal de serviceydelser, som er tæt på os i hverdagen, fungere. Dét skaber kvalitet, og kvalitet koster som bekendt.
Sygefraværet skal ned, og de offentlige lønninger skal op! Lad mig give et eksempel: I 2006 var 19 pct. af Kriminalforsorgsforeningens medlemmer sygemeldt pga. stress og alt for mange arbejdsopgaver. Stress er blevet en folkesygdom de senere år. Selv de dygtigste medarbejdere bukker under for arbejdspresset. Derfor må og skal vi have medarbejdernes løn og trivsel inddraget i arbejdet med kvalitetsreformen.
En seminarieuddannet pædagog ansat i Kriminalforsorgen tjener i dag under 20.000 kr. uanset anciennitet, hvilket ikke kun er uholdbart, men også uacceptabelt.
I disse dage er der delte meninger om, hvorvidt de offentlige lønninger skal have en ekstra milliardindsprøjning eller ej. Min pointe er, at velfærdens kernetropper alias pædagoger, lærere m.fl., skranter allerede, så selv om det er uhørt i mange fagforeningskredse, er der ingen vej udenom: Hvis vi fortsat skal have og opleve kvalitet i den nære velfærd, så må og skal partierne, der skaber kvalitetsreformen, sætte kernetroppernes løn- og arbejdsvilkår øverst på agendaen.
