HUNAN - “Det er jo dig og dine partikammerater, der er mafiaen!” tordner Zhou Shuguang mod sin far.

Zhou senior stabler langsomt et forsvar på benene og indskærper, at der “ikke er noget galt med systemet som sådan”, men “nogle brodne kar” giver kommunistpartiet et dårligt ry.

Skellet mellem de to, skabt af vidt forskellige livsforløb, slår gnister. Den 66-årige far var soldat under Kulturrevolutionen, er pensioneret kulminearbejder og fortsat trofast medlem af partiet. Han nærer stadig sentimentale følelser for Mao Zedong, hvis billede pryder en kalender i stuen.

Sønnen bruger dog det meste af sin tid på at angribe Formandens politiske arvtagere. Den 26-årige, yngst af fem søskende og født efter starten på Den åbne dørs politik, beskriver sig selv som ‘ikke autoritetstro’ og ‘en vred, ung mand’.

Til farens store fortrydelse holder Zhou ikke den vrede indenfor hjemmets fire vægge, men har ladet den skylle ud over internettet via sin blog.

Medier begrænset

Han var den første i Kina, som fik prædikatet ‘borgerjournalist’, da han gennem sine skriverier forsøger at udfylde hullet i kinesisk nyhedsformidling, skabt af de snærende bånd regeringens censur lægger på traditionelle medier.

“Jeg blev opmærksom på de restriktioner, Kinas officielle medier er underlagt (…) og jeg vidste derfor, at jeg ikke kunne få nogen værdifuld information ud af dem. Jeg ville finde ud af, hvad der virkelig foregår,” siger Zhou om motivationen til selv at opsøge oplysninger om samfundets udvikling og videreformidle dem på sin blog.

Og det er et tiltag, der har givet genklang i befolkningen. Zhou blev kendt, da han tidligere i år tog til storbyen Chongqing for selvstændigt at rapportere om en familie, der nægtede at flytte ud af deres hus, før de havde fået lovning på en tilfredsstillende kompensation fra entreprenøren, som allerede havde revet alle nabohusene ned.

Kampen understregede de kolossale spændinger, der er i Kinas byer, hvor lokale ser deres hjem forsvinde og erstattet af nye højhuse. Konflikterne ender ofte voldeligt, da befolkningen føler, de får for lille erstatning, og deres rettigheder bliver trådt på af magtfulde forretningsinteresser i ledtog med lokale embedsmænd.

Populær blog

Myndighederne pressede kinesiske journalister til at opgive dækningen af det følsomme emne. Men Zhou fortsatte med at uploade artikler og billeder, og hans webside blev hurtigt et populært alternativ for folk rundt om i landet, der ville informeres om striden. På sit højdepunkt tiltrak den sig op mod 40.000 læsere dagligt.

Den kæmpende familie fik i sidste ende deres erstatning, og gav udtryk for, at Zhous vedholdende fokus på sagen, der genererede et stort pres fra offentligheden, var af afgørende betydning.

I Kina, hvor mange føler at det juridiske system og regeringen har ladt dem i stikken, opsøger folk fra alle egne nu Zhou i håbet om, at han vil dække deres problemer.

“De mest almindelige sager handler om, at folk, ofte voldeligt, er blevet forflyttet, og deres hjem er blevet revet ned. De har hørt mit navn, og tror jeg er en slags helt, der kan hjælpe dem. Det bedste, jeg kan gøre, er at skrive om det, og derved give dem en større stemme, som forhåbentligt vil tvinge de lokale myndigheder til at tage affære,” siger Zhou.

Internet demokratiserer?

Både før og efter en amerikansk klummeskriver i 2005 erklærede, at de kinesiske ledere ‘graver kommunistpartiets grav ved at give det kinesiske folk bredbåndsinternet’, har debatten raset om internettets politiske effekt i Kina. Ved at spærre for adgang til hjemmesider, der kritiserer styret eller diskuterer følsomme emner, har Beijing gjort sit for at mindske den.

Zhou er dog ikke i tvivl om, at hans egen indsats er med til at demokratisere nyhedsformidlingen.

“Der er ingen fri presse i Kina, men bloggen giver folket en stemme, og kan skabe reel ytringsfrihed,” finder han.

“Min far er et gammelt partimedlem og stoler blindt på de nyheder, som stats-tv bringer. Men Kinas unge, der surfer på internettet, har adgang til utrolig meget mere information end dem, der kun læser de officielle aviser. Dermed bliver de mere og mere skeptiske overfor de løgne, som regeringen spreder gennem traditionelle medier,” siger Zhou.

Han erkender, at internettets effekt indtil nu ‘ikke har været synderlig håndgribelig, men vil manifestere sig langsomt hen ad vejen’. Og han mener, at den udvikling vil accelerere i takt med, at antallet af kinesiske internetbrugere, der nu er på over 160 mio., stiger.

Udfordring mod kontrol

I år har der været flere dramatiske eksempler på at internettet og mobiltelefoner er en seriøs udfordring mod den strenge censur og politiske kontrol, som er med til at fastholde partiets tag i befolkningen.

I byen Xiamen var en storm af sms’er med til at iværksætte demonstrationer med titusindvis af deltagende mod opførslen af en gigantisk kemikaliefabrik. Lokalregeringen havde hyldet fabrikken for den økonomiske indtægt, den ville bringe, men tekstbeskederne advarede om, at den ville fremkalde ‘leukæmi og deforme babyer’.

Indbyggernes vrede fik stoppet byggeriet, og nu ventes der på en miljøvurdering fra myndighederne i Beijing.

Zhou rapporterede fra Xiamen, og håber, at det har vist andre rundt om i landet, hvordan de kan organisere sig og gøre modstand mod regeringens politik, som han mener ofte skubber hensynet til befolkningen til side.

Ikke oplagt kritiker

Her i Zhous hjemby Meitanba arbejder de fleste af de 20.000 indbyggere i områdets kulminer eller cementfabrikker. Byen er omringet af rismarker, og med kun en enkelt indfaldsvej ligger den langt fra alt i den centralkinesiske provins Hunan. I de omgivelser virker Zhou - der tidligere har arbejdet i den østlige by i vækst Shenzhen, men nu lever af at sælge grøntsager - umiddelbart ikke som den mest oplagte kandidat til at blive en landskendt samfundsrevser. Men det grænseløse internet har givet Zhou muligheden for at få sine meninger ud. Uden det ville han have levet en isoleret tilværelse, og hans far havde alene måtte lægge ryg til al hans vrede.

“Folk fortæller mig ofte, at jeg fokuserer for meget på de negative sider af Kina. De forstår ikke, at jeg kritiserer regeringen og ikke landet. Men partiet har været utrolig succesfuldt med at få folk til at se land og parti som en sammensmeltet enhed. Derfor vil det også blive utrolig svært at komme af med partiet,” siger han.

På en motorcykeltur rundt i byen fremviser Zhou det, han sarkastisk beskriver som byens mest underholdende indslag: en plakat med billede af præsident Hu Jintao og hans etiske retningslinjer, der bl.a. indpoder befolkningen, at de skal “forstå det beskedne liv og hård kamp og lade være med at svælge i luksus og fornøjelser”.

“De tror stadig, de kan forbedre samfundet med den slags floskler, men når partimedlemmerne selv opfører sig som korrupte kriminelle, gør det ingen forskel,” raser han.

Ikke bange

Faren er bekymret over sønnens åbenmundethed: “Jeg har levet i dette samfund i mange år, og jeg har oplevet meget. Hvis han fortsætter med at modsætte sig kommunistpartiet, vil det slå hårdt ned på ham.”

Selv siger Zhou, han ikke er bange for at blive straffet, da han jo ikke gør noget ulovligt. Men da han samtidig påpeger, at systemet har for vane at knuse dets kritikere, fremstår den indstilling mere som ungdommeligt overmod. Ifølge Reporters Without Borders sidder næsten 100 kinesiske journalister og internetskribenter i fængsel.

Indtil videre har myndighederne kun forsøgt at ramme ham ved at spærre for adgangen til hans blog. Men Zhou insisterer på, at det ikke skal lykkes dem at lukke munden på ham så let. Nu er hans plan at sagsøge regeringen for dens internetcensur.

“De vil helt sikkert ikke lade mig vinde sagen, men det vil gøre endnu flere opmærksomme på den censur, som vi lever under,” siger han.