Når eleverne i disse dage starter i skolen efter sommerferien, er det slut med at overlade opdragelsen af børnene til lærerne. For det er nemlig forældrene - og ikke lærerne - der bærer det største ansvar for, at eleverne ikke laver ballade i skolen.
Sådan lyder det klokkeklare udmelding blandt et stort flertal af 1.010 repræsentativt udvalgte danskere, som Information har fået Epinion til at spørge i en ny undersøgelse.
85 procent af de adspurgte svarer ja til, at forældrene har hovedansvaret for, at eleverne opfører sig ordentligt i klassen. Kun 11 procent peger på, at det er lærernes ansvar.
Resultatet af undersøgelsen glæder formanden for lærerne.
"Det er helt positivt, når forældrene siger, at det ikke bare er noget, som vi kan overlade til skolen," siger Anders Bondo Christen, formand for Danmarks Lærerforening.
Han peger på, at forældre skal acceptere, at der er forskel på skole og hjem.
"Det er forældrenes ansvar at sørge for, at når eleverne kommer i skole, så gælder der andre spilleregler end derhjemme. Hvis man bare møder op og tror, at man er øjesten i klassen, så går det galt,"siger han.
Formand for forældreorganisationen Skole og Samfund, Thomas Damkjær Petersen, er også godt tilfreds med resultatet af undersøgelsen.
"Men vi har aldrig haft planer om at overlade ansvaret for opdragelsen til lærerne. Og jeg tror hovedparten af forældrene lever op til det ansvar," siger Thomas Damkjær Petersen.
Tillid til lærere
En anden undersøgelse fra Gallup offentliggjort i sidste uge viser, at hele 94 procent af forældrene har i høj eller i nogen grad tillid til lærernes faglighed.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) er godt tilfreds med den store opbakning til lærerne.
"Det er pragtfuldt, at forældrene har den tillid til lærerne. Det er et kompliment til lærerne og et kompliment til skolen. Det kan bruges til et intensiveret skolehjem samarbejde, hvor forældrene i højere grad hjælper til," siger Bertel Haarder.
Når det kommer til skolepolitikken er Venstre og De Radikale ofte på konfrontationskurs. Men på spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for elevernes opdragelse, er de to partier på linje.
"Det er noget af en håndsrækning til dagens lærere. Jeg mener også, at det er utroligt vigtigt, at man får taget den drøftelse med elevernes forældre. For hvis ikke forældrene bakker op om, at de skal opføre sig ordentligt skolen, så er det næsten umuligt at få til at fungere," siger Marianne Jelved, uddannelsesordfører hos De Radikale.
Professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet mener dog, at man ikke skal undervurdere lærernes rolle i børneopdragelsen.
"Når går ud og spørger almene befolkning, så siger langt de fleste, at børnenes opdragelse er forældrenes ansvar. Men når nu forældrene er så relativt lidt sammen med deres børn, så har lærerne en helt central rolle at spille," siger han.




