Ind og ud af fiktive rum

Fiktion og virkelighed vikles sammen i den sprudlende jonglør-fore-stilling 'Ventesalen'. Med multimedia virkemidler fortælles magisk om det urbane livs tidsfordriv
Håb. I Ventesalen fortælles med jonglørkunst, underspillet humor og leg med multimedia om det moderne storbymenneskes frustrerende og håbefulde venten. Pressefoto

Hvordan gør de det?! Tænker man igen og igen om finnerne Ville Walo & Kalle Hakkarainens jonglørtricks og tryllekunster i forestillingen Ventesalen. Sko og kegler stilles elegant i luften rundt om kroppen på den ene - som om der ingen tyngdekraft var - og togbaner svæver drenget, eventyrligt rundt om hovedet på den anden. Men det særeste er, at de også går ind og ud af fiktive rum. Først er de fysisk til stede på scenen - så løber de med den største selvfølgelighed ind i filmen projiceret op på lærredet bagerst på scenen.

Pludselig er de tilbage igen i den fysiske virkelighed, hvor de kaster kegler ude fra scenerummets realitet tilbage til den fiktive udgave af dem selv på filmen.

Med præcis rytmisk timing, underspillet humor og stålsikre hænder frembringes historien om den moderne bybos venten - om den rastløse og håbefulde tid på bænken på banegården. Og i Ventesalen går den med tidsfordriv i allerhøjeste jonglør særklasse.

Det klæder ny cirkusgenren at blande sig med hip multimedia-leg med de berømte grænser for fiktion og virkelighed samt sofistikeret electronica musik.

En forestilling i endnu et spektrum af ny cirkus genren præsenteres altså på Københavns Internationale Teaters ny cirkus festival, hvor der stadig er to forestillinger i vente.

Ballonøjne

Ventesalens scenografi er enkel. På kasser og bagvæg opleves filmstumper af anonyme offentlige rum, der spiller med ind i historien.

Inden blændværkeren Ville og troldmanden Kalle viser deres kunnen, fremmanes en uhyggelig og komisk intro med fremmedgørende videokunst træk à la Gary Hill.

Ville og Kalle står på hver sin side af scenen med hver deres kæmpemæssige hvide ballon, hvorpå en film af et øjenlåg er projiceret.

På scenens bagvæg falder deres skikkelsers sorte skygger, og på denne simple vis skabes spændende dybder og dimensioner i scenebilledet.

Pludselig slår ballonerne øjnene op. De er grønne og kigger forvirret rundt til alle sider - som om de allerede ser efter keglerne, der skal kastes og hekses med i rummet. Publikums blik er altså også at finde fiktivt på scenen.

Det kan være svært at få tiden til at gå på en banegård, men i Ville og Kalles Ventesalen svæver den afsted - ind og ud af fiktive rum.

kultur@informtion.dk

Ventesalen. Iscenesættelse: Ville Walo, Kalle Hakkarainen og Anne Jämsä. Koreografi: Ville Walo og Kalle Hakkarainen og Katarina McAlester. Scenografi: Anne Jämsä. Lysdesign: Marianne Nyberg. Film/redigering: Matias Boettge og Kalle Hakkarainen. D. 17-18 aug. kl. 21.00. D. 19 aug. kl. 17. På Dansescenen. D. 21 aug. kl. 19.30 Vordingbrog Teater. Århus Festuge d. 4. sept. kl. 20.00 og 22.30. D. 5. sept. kl. 17.30 og 20.00. Koreografisk Center (tidl. GRAN).


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her