I 33 år har Annette Gørtz levet et usikkert liv som undervisningsassistent på Københavns Universitet, Konservatoriet og en række andre uddannelsessteder. Alle år uden at modtage pensionstillæg til sin løn. I dag er hun gået på pension og må leve af den lave folkepension og en lille opsparing, som det igennem årene er lykkedes hende at spare op.
"Noget så simpelt som et besøg hos tandlægen risikere jo at vælte hele læsset," siger Annette Gørtz fra en blød sofa i hendes lille lejlighed på Frederiksberg.
I hendes tid som undervisningsassistent har det værste været den tilbagevendende usikkerhed i ansættelsen.
"Forestil dig, at du har gået en hel sommerferie uden at få løn og så ikke ved, om du har noget arbejde til 1. september eller ej. Det giver selvfølgelig en kæmpe usikkerhed."
Selv om hun i langt de fleste år af sit arbejdsliv aldrig har modtaget pension eller løn under ferie og sygdom, fortryder hun dog ikke, at hun fortsatte som klaverlærer på højeste niveau.
"Du kan jo sige, at jeg har været en idiot, at jeg har holdt ved. Men det er jo fordi arbejdet er så spændende. Der er en helt speciel atmosfære, som man ikke får andre steder. Jeg kunne godt have fået noget andet arbejde, men jeg har elsket mit arbejde. Selv om mange måske tager sig til hovedet og ikke kan forstå, at man vil acceptere så dårlige vilkår, så er min konklusion altså, at jeg har haft et rigt arbejdsliv med daglig arbejdsglæde. Men det er bestemt ikke forholdene, der har gjort det interessant," fortæller Annette Gørtz, der i de første år af sit arbejdsliv troede, at det var meningen, at undervisningsassistenterne skulle fastansættes efter tre år.
Ydmygende
"Det er en gulerod, som altid har været der uden nogensinde at blive til noget. Og i mange år var vi jo så naive, at vi faktisk troede på det," siger Annette Gørtz, der på mange måder føler sig ydmyget af den skarpe adskillelse mellem det fastansatte personale og de løst ansatte undervisere.
"Jeg tror alle sammen, at vi har følt, at det var ydmygende. Fordi vi ikke har været fastansat, så er vi blevet betragtet som ringere. Vi har jo fungeret som universitets proletariat, som man har kunnet skalte og valte med. Jeg kan komme til at syde helt, når jeg tænker over det."
For at få økonomien til blot at hænge nogenlunde sammen har Annette Gørtz igennem årene været ansat flere forskellige steder på samme tid. Dels på Konservatoriet og Musikvidenskab i København, dels på et seminarium og på flere forskellige musikskoler.
"Det betyder jo, at man ikke bliver særlig tilknyttet til noget sted, når man skal flintre rundt og finde arbejde fire, fem forskellige steder."
Men Annette Gørtz kan alligevel ikke lade være med at glæde sig over den tid, hun har fået lov til at have med de studerende og ikke mindst musikken.
"Jeg kan ikke forestille mig at leve uden musik. Jeg ville blive sur og deprimeret," siger hun.
