Cowboy og strikkepinde

Det begyndte med bueskydning. Jeg blev helt grebet af det. Det var jo zen: at blive ét med buen, ramme, i plet. Næste koncentrationsøvelse måtte blive pistolskydning, men hvor let er det at skaffe sig en rigtig pistol for en almindelig og lovlydig person?

Hvis jeg vil have en rigtig pistol, må jeg først melde mig ind i en skytteklub og få et medlemsbevis der. Dernæst kan jeg deltage i nogle skydeøvelser og få en skriftlig bekræftelse på det. Først da er tiden inde til at spørge politiet, om jeg kan få våbenlicens. Det vil herefter blive undersøgt, om jeg har en ren straffeattest og på baggrund af denne dokumentation, vil politiet vurdere, om jeg kan få en våbentilladelse.

Anderledes i USA

Med denne dokumentation kan jeg så gå ned til min lokale våbenforhandler på hjørnet og købe akkurat den pistol eller det gevær, jeg vil have. Det er dog under forudsætning af, at jeg har et indbrudssikkert skab i mit hjem, hvor jeg kan opbevare våbenet. Selv om jeg - i al fald det meste af tiden - er et ikke-voldeligt menneske, synes jeg, det er skræmmende, at jeg kan anskaffe mig en pistol, uden at der kræves attest for, at jeg ikke har mentale problemer eller påvirkes af det præmenstruelle syndrom.

I USA er alting helt anderledes. Her viste det sig, at det var langt lettere at skaffe en ægte pistol end en helt almindelig legetøjspistol.

I sidste øjeblik før afslutningen på min ferie travede jeg rundt i Brooklyn på udkig efter en riffel. En seksårig gammel cowboy hjemme i Oslo havde ønsket sig den. Han kunne have sagt en elektrisk legetøjspistol, en tegnestiftspistol eller alle mulige andre slags legetøj, som fremstilles til fornøjelse for helt almindelige børnefamilier - men han skulle få det, som han ønskede sig.

Politiet kunne tage fejl

Kassedamen med hår ud af næsen, men med perfekte akrylnegle ser på mig, som om jeg er i færd med at begå en forbrydelse, da jeg spørger til riflen.

"Ved du da ikke, at det er imod den amerikanske føderale lov at sælge legetøj, som ligner ægte våben?"

Næh. Udvalget af vandpistoler i skrigende farver, rædsomme halloweenkostumer, plastsværd i vikingedesign, pil og buer med sugekop var der intet i vejen med. Men en helt anstændig legetøjsriffel havde de ikke.

"Hvorfor er det sådan," spørger jeg og begynder at se mig om efter noget, som kan ligne en riffel, og kigger nærmere på bazookaen. Okay, den må være andetvalget.

"Politiet vil ikke have det. Legetøjspistoler, -rifler og -geværer kan få politiet til at tage andres liv. Politiet ønsker ikke pinlige historier om, at de har skudt på en, som viftede med et plastgevær."

Og det er der ingen fare for i USA. Børn bliver normalt ikke skudt af politimænd, mens de leger med usikrede våben, som forældre eller slægtninge ejer. Enhver familie med respekt for sig selv ejer et våben. Får man et lift af en amerikaner og åbner handskerummet, er der stor chance for, at man finder en pistol.

Hvad med at strikke

Plast-bazookaen bliver ødelagt to dage efter, fordi den seksårige falder med den.

Siden det skete, er tre teenagere blevet likvideret ved nakkeskud i New Jersey. Og siden da har et bandeopgør med pistolskud og samuraisværd taget livet af et menneske i Norge. Den italienske mafia har skudt og dræbt en flok unge mænd i Tyskland. Og utallige andre mennesker skydes og dræbes over hele verden.

Måske skulle vi hellere strikke, foreslår jeg den seksårige i håb om at sætte et bedre eksempel end krigs- og jagtlege.

Har du strikkepinde, ender du med en sweater eller et halstørklæde. Har du våben, kan du ende med hvad som helst.

Vi tegner et fint mønster, og jeg viser, hvordan man kan strikke samme fine mønster, som han har tegnet. Han vælger farver. Jeg har fundet strikkepinde og garn frem og sætter strikningen i gang. Jeg har hans opmærksomhed i tre sekunder.

Men der skal nok komme en pæn sweater ud af det.

Oversat af Niels Ivar Larsen