Når man beskriver et land som en fejlslagen stat, lyder det lidt som en naturkatastrofe. Enten har man en stat, eller også har man ingen. Og når man ikke har nogen stat, er det klart, at man ikke har nogen lov. Så kan man blive skudt, hvis man bevæger sig uden for sin dør, og der er nogen, der vil have ens penge.
En usikkerhed, hvor man ikke engang kan være sikker på sit liv, når man er ude at købe ind, er svær at forestille sig. Men beskrivelsen er dækkende for den samfundstilstand, Somalias indbyggere har levet i siden 1991. Når undtages den del af 2006, hvor Rådet af Islamiske Domstole skabte ro og orden i store dele af landet, har en almindelig somalier ikke kunnet regne med lov og ret eller statsapparat i 15 år. En slags mareridtsudgave af den libertarianske drøm, hvor enhver svarer for sig selv, og ingen behøver at være fælles om noget.
Forskellen på en velfungerende og en fejlslagen stat er imidlertid ikke en sort-hvid kontrast, men en glidende overgang. Selv om statsapparater er ude af funktion, indeholder alle samfund en række andre ordner, som lever videre på godt og ondt. I Somalia gælder denne regel først og fremmest klanerne, der danner grundlag for de krigende grupper, men også i forskellig grad tager sig af egne medlemmer.
Der er ikke megen tvivl om, at visse somaliske klaner står bag de piratgrupper, som netop har løsladt fem danske søfolk mod en løsesum på angiveligt 1,5 million dollar (over otte mio. kr.) - eller om, at disse dollar nu vil ryge i krigskassen til brug for den fortsatte indbyrdes kamp og nye gidseltagninger.
Det er også kommet frem, at USA længe har støttet bestemte af de somaliske klaner økonomisk og militært både før og efter verdens supermagt hjalp den somaliske arvefjende Etiopien med at afsætte de Islamiske Domstole ved årsskiftet.
Amerikansk udenrigspolitik har nemlig siden 11. september 2001 rettet sig ind mod et verdensbillede, hvor fejlende stater kan udgøre større trusler mod freden end stærke - terrorangreb kan planlægges fra klippehuler i Afghanistan, og global terrorisme kan på ingen tid opstå ud af lokal vold.
Dét er den kyniske version af det problem, at fejlslagne stater som Somalia i dag er mere end deres befolkningers problem. De er også et meget konkret problem for lande som Danmark, som gerne vil besejle verdenshavene; gerne vil være en global aktør med en aktivistisk udenrigspolitik; gerne vil hjælpe Afrika, men ikke kan klare det hele på én gang.
Således fokuseres dansk udviklingsbistand i stadigt stigende grad på et kludetæppe af velfungerende afrikanske stater, mens de svagere stater - som ofte ligger lige ved siden af de stærke - opgives.
Vi investerer i Kenya, vi opgiver Somalia. Problemet er bare, at Somalia ligger lige ved siden af Kenya. En fejlslagen stat er ikke kun et problem for sig selv. Jo mere globaliseret verden er, jo flere ringe i vandet vil der sprede sig fra lokal vold og uretfærdighed. Og jo dyrere bliver det at lade stater slå fejl.
