Nej, hvor lød det bare godt, da Saif al-Islam Gaddafi tidligere i denne måned indrømmede, at de fængslede bulgarske sygeplejersker var blevet tortureret, og da han i sidste uge i en offentlig tale lovede libyerne 82,8 milliarder dollar til socio-økonomiske reformer, samt en forfatning.
"Samfundet er nødt til at have uafhængige medier, der kan belyse korruption, snyd og forfalskning. Libyen må have et uafhængigt samfund og uafhængige institutioner," sagde Saif al-Islam Gaddafi, der er søn af den libyske diktator oberst Muammar Gaddafi.
Om torturen sagde sønnen til tv-stationen al-Jazeera:
"Ja, de blev tortureret med strøm, og de blev truet med, at deres familiemedlemmer ville blive ramt," sagde han.
Diktatoren har været ved magten siden 1969 og smed i 1977 forfatningen ud til fordel for sine egne fire principper, der skal give indtryk af, at magten ligger hos folket. I praksis har den ene og alene ligget hos 'den broderlige leder og revolutionsfører' som Gaddafi benævnes i den lokale presse. Med talen blev der for første gang i Libyens historie offentligt sat spørgsmålstegn ved den konstruktion, og det tilmed fra oberstens egen søn. Han sagde kun, hvad mange længe har tænkt, men ingen har turdet sige højt.
Betyder det så, at et oprør eller et paladskup er på vej i Libyen? Nej, siger en britisk-libysk advokat og kommentator på libyske forhold. Men betyder det så, at der i det mindste er forandringer til det bedre på vej i Libyen? Muligvis, siger kommentatoren, der hedder Saad Djebbar, og som er vicedirektør ved Centre for North African Studies på Cambridge Universitet.
"Han siger det ikke, fordi han er imod regimet, men for at konsolidere det. Han siger, at der har været fejl, korruption, dårlig service, dårlig uddannelse, ineffektivitet og mangler. Dem vil han rette for at styrke systemet," siger Saad Djebbar.
Gaddafis 'anden vej'
I Saad Djebbars analyse kommer udtalelserne netop nu, fordi Libyen med løsladelsen af de bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge den 24. juli er ude af den sidste store krise i forhold til det internationale samfund og Vesten i særdeleshed. Den libyske befolkning forventer nu, at de kommer til at mærke forbedringer i deres liv, og den slags forventninger kan hurtigt skabe grundlag for en politisk opposition, der ellers er helt ukendt i Libyen.
"Der er et vakuum politisk, for der er ikke en politisk kraft, der kan opfattes som alternativ. Den fylder Saif al-Islam Gaddafi i stedet for at give plads til et andet syn. Han bringer samfundet til at tro, at han repræsenterer en anden vej. En slags 'majestætens loyale opposition,' som vi siger i Storbritannien. Han er der for at afskære enhver opposition fra at fylde vakuumet ud."
Libyen burde med sin olie, sin placering og sine enestående romerske og græske ruiner være et rigt land baseret på energiforsyning og turisme, og det er landet givetvis også allerede for så vidt angår olien. Men fordelingen i det libyske samfund gør, at befolkningen ikke mærker velstanden.
"Libyerne har ikke noget imod, at Gaddafi bliver på sin post for evigt. De vil bare gerne have fungerende skoler, systemer, organisation og forsyning. De vil have resultater, og de vil ikke leve som i et fattigt land."
Med et britisk ordsprog peger Saad Djebbar på, at 'det bedste ved buddingen er at spise den', og at vi endnu kun har hørt om reformerne, men ikke fået dem serveret. Saif al-Islam Gaddafi tilføjede desuden i sin tale, at den politiske debat og de kommende reformer ikke skal omfatte islamisk sharia-lov, sikkerhed og stabilitet, Libyens terroriale enhed og hans fars lederskab.
