"Hvor elektricitet kun når de fleste huse få timer om dagen, er den fattige hånd tilsnavset med brune dinarer, blevet et symbol på Iraks uafbrudte fald hen imod en mere primitiv æra og dens brudte aftaler med ledere, både inden- og udenrigs. I en hovedstad, som en gang var sædet for det Islamiske Kalifat og et center for arabisk verdensdominans (...)" Dette er et citat fra en artikel i New York Times den 28. juli 2007 af journalisten Stephen Farrell. Her beskriver han, hvordan endnu en katastrofe er tilføjet Iraks lange liste af katastrofer.
Så forlod de danske tropper Irak mens irakerne - traditionen tro - hyldede soldaterne og den danske forsvarsminister med raketter. Og som sagt, så skyldes det muligvis, at de danske styrker forlader landet i en tilstand, som er værre end det nogensinde har været i før, uden at man bekymrer sig det mindste om Iraks fremtid. For det sker i en tid, hvor alle amerikanske og europæiske løsningsmodeller for stabiliseringen af Irak ender i fiasko. Alligevel insisterer mange vestlige tænkere uansvarligt på at afvise en debat om et andet alternativ i Irak end det system, man med kampvogne har tvunget over irakerne.
Imens minder New York Times-journalisten folk om, at det rige olieland ikke altid har været i denne tilstand; en gang var Bagdad hovedstaden for det Islamiske Kalifat, der utvivlsomt var den ledende stat i verden inden for alle områder.
Mens de danske styrker i 2003 blev modtaget af irakerne med raketter, jublede den samme befolkning, da Kalifatets hær erobrede selv samme område, under ledelse af kaliffen Umar bin al-Khattab. Dette bekræftes af Bente Lund i bogen Kuplen, Muren, Graven: "Når Umars tropper uden for alt for stort besvær kunne erobre område efter område og by efter by i Persiens og Det Byzantiske Riges interessesfære, skyldes det, at muslimerne flere steder blev mødt som befriere." Det erobrede Bagdad blev Kalifatets nye hovedstad, og man vil næppe kunne forestille sig, at Bagdad nogensinde skulle blive USA's hovedstad.
Vestens typiske argument for ikke at diskutere kalifatet er: Vi kan ikke debattere et system, der kan dateres tilbage til det 7. århundrede. Så skal det blot siges, at Vestens nuværende styresystem kan spores tilbage til de gamle grækere, hvilket tilsyneladende ikke har været et problem. Og hvis modernitet skulle være kravet for den ideelle styreform, så burde kommunismen, som både ankom efter Islam og det sekulære, liberale demokrati, have opnået universel og global accept.
Den eneste egnede løsning for at bringe fred og medgang til Irak, er et styre som er repræsentativ for dens befolkning ved at være bygget på denne befolknings overbevisning og politiske filosofi. Den eneste seriøse historiske præcedens er et styre baseret på Kalifatet, som regerede Irak i 13 århundreder.
Præsident Bush talte i juni 2004 om et andet alternativ til Irak, da han sagde, at han ville "bringe en 5.000 år gammel civilisation tilbage".
Det ser ud til, han hellere vil genoplive knoglerne af den babylonske konge Nebudchadnezzar end at overveje muligheden for, at Iraks befolkning vælger Islam.
Martin Mikkelsen
29. august, 2007 #
Det er en mærkelig forestilling, at det rette styre for et land skulle være det styre, de har haft i de sidste mange hundrede år – hvis Danmark skulle styres efter det princip, skulle vi jo genindføre det enevældige monarki.
Vi kan ikke genskabe fortiden, og hvis man forsøgte et genindføre kalifatet i Irak, ville det næppe gå meget bedre, end det gik med Saddam Hussein – eller med den nuværende regering. En styreform og en regering skal vælges efter, hvad folk ønsker sig for fremtiden, ikke hvad der ser kønt ud i erindringen.
Taimullah Abu-Laban mener åbenbart, at han ved, hvad det irakiske folk mener. Det gør han ikke, for vi kan ikke vide noget om, hvad et folk mener, medmindre de har et fungerende, repræsentativt demokrati. Taimullah Abu-Laban kan have sine antagelser om, hvad det Irakiske folk mener, jeg kan have mine, men hvad de selv mener, det kan vi kun vide, hvis vi spørger dem. Og det kan vi altså kun gøre ved demokratiske valg.
På samme måde undrer jeg mig over den (til dels underforståede) påstand, at det irakiske folk hilser danske (og andre) udenlandske tropper med raketter. Hvad vi rent faktisk véd om volden i Irak er, at over halvdelen af selvmordsbomberne kommer fra Saudi Arabien. Så det ville formentlig være mere korrekt at skrive, at ”…Saudiarabiske imperialister og irakiske landsforrædere hyldede soldaterne og den danske forsvarsminister med raketter”.
Under alle omstændigheder gætter jeg på, at de fleste irakere mest af alt ønsker sig fred, velstand og velfærd. Så diskussionen burde vel i første række dreje sig om, hvordan de ad den korteste vej kan nå frem til det mål.
Per Vadmand
29. august, 2007 #
Og vi kan sikkert blive enige med de fleste andre her end lige Abu-Laban om, at jo mindre mand blander gudsdyrkelsen ind i det, desto mindre er risikoen for, at de bliver ved med at slagte hinanden.
Niels Christensen
29. august, 2007 #
Der er ingen tvivl om at Umar bin al-Khattab vil blive mødt med en hvis skepsis i Irak idag. I den shiitiske tradition betragtes Umar bin al-Khattab som en tyran. Men den slags detaljer kan selvfølgelig ikke genere en ret troende.
Mohammed Alhaidary
28. marts, 2008 #
Iraq blev underkastet Umars tyrani før Baghdad bliver bygget i over 100 år. Desvære abu-laban (abu betyder far på arabisk, laban betyder yougurt), jeg synes at du skulle tilbage til Umars pardis og beskæftige dig med yougurt produktion, end at bo i dette land, som du hader.
Janus
29. marts, 2008 #
Martin Mikkelsen
Godt indblik og godt beskrevet.
Desværre er der mange journalister og forsker, der tror man lappe sammen på et lands tidligere storhedstid og bygge landet op efter samme standarter fra fordums tid. Sålænge der er interne stridigheder mellem shia og sunnier vil Iraq aldrig genrejse sig i samme målstok fra Dareios tid - men så langt kan journalister og forskere nok ikke tænke.