Vi befinder os i hjertet af Istanbul, en myldrende metropol, som officielt tæller 13 millioner indbyggere, uofficielt snarere 16. Er det nøjagtige indbyggertal usikkert, ligger det til gengæld fast, at Istanbul, som den eneste storby i verden, spænder over to kontinenter, Europa og Asien. De to dele adskilles af Bosporusstrædet, der forbinder Sortehavet og Marmarahavet og har bidraget til fordums strategiske vigtighed.
Fra hotellets tagcafé kan vi skue ud over Marmarahavet og en broget flade af hustage, der som et kæmpe kludetæppe, folder sig ud bag hotellet og skråner stejlt ned mod havet. Istanbul er ikke præget af den retlinjede, symmetriske regelmæssighed, som man møder i mange vestlige storbyer, det er en vildtvoksende, skæv, tæt og labyrintisk by, hvor man let taber orienteringen, og når man er ved at forvilde sig ud i en forfalden afkrog, priser man sig lykkelig for de himmelstræbende minareter, der kan tjene som pejlemærker. Omkring byen breder sig vidtstrakte forstadsområder, der konstant knopskyder for at gøre plads til vandringen fra land til by; siden 1980 er byen mere end tredoblet.
Kakofoni af lyde
Hotellet er placeret i den gamle bydel. Og omkring os stiger byens kakofoni af lyde op og akkompagnerer vores morgenmad. Højtråbende gadesælgere, der trasker af sted med ramponerede vogne, tæppehandlere, der falbyder deres kelimtæpper, tyrkisk popmusik, der strømmer ud fra butikker og biler og i det fjerne et tudende horn fra en forbiglidende Mærsk-tanker. Fem gange om dagen, som et rytmisk tilbagevendende omkvæd, overdøves byens øvrige lyde af bønnekald fra minareterne. Et syngende og klagende orientalsk tonevæld, nogle gange som en intens duel mellem forskellige imamer fra hver sin moske, andre gange som en musikalsk dialog, hvor den ene svarer den anden som et let varieret ekko.
Istanbul har i århundreder været en central scene for mødet mellem Østen og Vesten, og er det i dag med Tyrkiets tilnærmelser til EU mere end nogensinde.
Historisk var byen et knudepunkt på Silkevejen, handelsruten, der som en pulserende åre forsynede Vesten med varer, kunst og indtryk fra Østen. Men strømmen af mennesker og tanker gik også den anden vej, hvad den pompøse stationsbygning, Sirkeci, der frem til 1977 var endemålet for Orientekspressen, stadig står som et sindbilledligt udtryk for. Rige og berømte vesterlændinge tog i 1800- og 1900-tallet turen med 'kongernes tog, togenes konge' for at opleve Østens dragende mystik og forførende sensualitet, en forestilling som de fandt næring til i mødet med sufi-mystikere, haremer, basarer og vandpibehuler. Det vesterlandske blik, som fokuserede på alt det fremmede, der kunne sætte den vestlige identitet i relief, var med til at forme et forenklet billede af Istanbul og Orienten. Men de rejsende var også ophav til en rig litteratur om Istanbul, der siden har fungeret som et reservoir af beskrivelser, refleksioner og projektioner, som tyrkiske forfattere har ladet sig inspirere og udfordre af; ikke mindst nobelpristageren, Orhan Pamuk, der i sin seneste bog Istanbul fremhæver forfatterne Gustave Flaubert, Gérard de Nerval og Theophile Gautier som inspirationskilder.
Fremmed og velkendt
Når man som rejsende møder Istanbul i dag, er dobbeltheden af det fremmede og det velkendte indlejret i byens rum overalt, hvor man går. Øst og vest, modernitet og historie, ruiner og nybyggeri er vævet så tæt sammen, at det bliver vanskeligt at skille ad, og gradvis bliver man i tvivl om begrebernes brugbarhed.
Hagia Sofia, hvis kuppel knejser lige over for Den Blå Moske, var en kristen katedral i byzantinsk tid, den fik tilføjet minareter og blev omdannet til moske i den osmanniske æra, og er i dag et museum fyldt med både kristne og muslimske symboler. Snurrende dervisher, som søger nærheden til Allah, udfolder sig ikke langt fra klubber, hvor der danses og flirtes, som var det Vega på Vesterbro. Vandpibehuler, basarer og mavedanserinder ligner skiftevis et udtryk for autentisk tyrkisk folklore og en iscenesat turistattraktion, som kun overlever på grund af den tiltagende strøm af turister fra Vesten.
Tyrker fra Herning
På en slentretur i den gamle bydel bliver vi tiltalt af en lavstammet tyrkisk mand. Tiltalt, lokket og besnakket bliver man som turist konstant i den gamle by, men her skiller tiltalen sig ud, idet den fremføres på klingende jysk med let accent: "Er I fra Danmark?". Vi tilstår og manden fortæller, at han er vokset op i Herning og spørger, om vi vil se hans butik.
Vi følger med ind i en smal smøge, hvor Michael, som han hedder, har en butik med skindvarer. En fremtrædende plads på væggen prydes af det danske kongehus, og Michael beretter med slet skjult stolthed, at Prins Joachim har besøgt hans butik før øjeblikkets fine gæster. Michaels kone serverer æblete, mens han leverer en salgstale for sine læderjakker; med 35 grader udenfor er det nu ikke det første, vi overvejer at forsyne os med.
Vi går tomhændede fra butikken, men ser senere, at vores ven har fået nye, måske mere købelystne skandinaver på krogen.
På en sejltur nedad Bosporusstrædet veksler osmanniske træhuse med nybyggede luksusvillaer, det synlige resultat af den økonomiske vækst, som Tyrkiet har gennemgået de seneste år. Efter to timers sejlads når vi den ottesporede motorvejsbro, der som et levende monument over modernitetens fremdrift forbinder den europæiske og den asiatiske side af Istanbul.
Her vender båden, og vi kan nu beskue middelalderborgen Rumeli Hisari, der rejser sig på den europæiske bred med velbevarede mure, skydeskår og tårne. Ifølge overleveringen lød beskeden i 1452 fra Mehmet II til storvesirerne, som fik ansvaret for byggeriet: 'Byg dit tårn til tiden eller bød med dit liv'. Og i løbet af fire måneder stod byggeriet færdigt. Borgen skulle tjene det strategiske formål at afskære forsyninger fra Sortehavet i at nå frem til byzantinernes hovedstad Konstantinopel, det nuværende Istanbul. Og i 1453 kunne Mehmet Erobreren så indtage Konstantinopel og forvandle den til centrum i Det Osmanniske Rige, et vældigt imperium, der i storhedstiden kom til at strække sig helt fra Marokko til Det Kaspiske Hav.
Den europæiske og den asiatiske bred slår gnister mod hinanden i guidens rivende ordstrøm. Uden at afsløre nogle værdiladninger beretter hun først om den eksklusive klub, hvor bl.a. Madonna og Robert De Niro har slået deres folder, og kort efter fortæller hun med afsæt i en fornem, statelig facade: "hér ser I det militærakademi, hvor både Gadaffi og Saddam Hussein har siddet på skolebænken". Man bliver et øjeblik i tvivl om, hvad hun er mest stolt eller forlegen over. Men med hele sin attitude, det rappe mundtøj og den dekorative tatovering, udstråler hun en frigjorthed, der u-tvetydigt forbinder hende med et kvindeligt emancipationsideal (eller med Madonna, om man vil) og ikke med repressive mørkemænd som Gadaffi og Saddam.
Tyrkisk melankoli
Ifølge Orhan Pamuk er Istanbul gennemsyret af hüzün. En særlig tyrkisk melankoli, som i modsætning til den vestlige variant ikke er præget af ensomhedsfølelse, men derimod har karakter af en kollektiv molstemning, der binder menneskene sammen, fletter dem følelsesmæssigt sammen med rigets forfaldshistorie, og genspejler sig i byens gader, der overalt bærer vidnesbyrd om fordums storhed og nutidens stedvise forfald.
Måske er det den stemning vi bliver ramt af, da vi en aften havner i et armensk befolket område, hvor gamle luvslidte mænd på vakkelvorne stole sidder og stirrer mod et ubestemt punkt i det fjerne, og man aner, at tyrkernes fortiede folkedrab på armenierne i 1915 står aftegnet i de furede og rynkede ansigter.
Men kan man blive grebet af hüzün i Istanbul, er det mangfoldigheden, der virker stærkest. Hjertevarmen og gæstfriheden. Den ofte larmende opfindsomhed i kampen om kunderne. Og ikke mindst den fornyede vished, som ikke blev formindsket ved valget i juli, at demokrati og islam lader sig forene. Landsfaderen Kemal Atatürks kontrafej hænger overalt i Tyrkiet, og når man forlader Istanbul er man forvisset om, at den moderniserings- og demokratiseringsproces, som han initierede, ikke kan rulles tilbage.
Steffen Groth er cand. mag.
