Hvis vi mener det alvorligt med demokrati i Mellemøsten, er vi nødt til at forholde os til, at politik i Somalia eller Tyrkiet ikke er det samme som politik i Danmark. Uden sammenligning i øvrigt er det vigtigste for den almindelige somalier eller tyrker ikke, hvilke værdier samfundene opbygges af, men i hvor høj grad den enkelte føler, at hun eller han repræsenteres af politikerne, og at politikerne er i stand til at opfylde en række konkrete forventninger.
Derfor er det meningsløst i lande som Irak og Somalia, at Vesten arbejder for at tilbyde indbyggerne et valg mellem liberalisme, konservatisme eller socialdemokrati, når folk først og fremmest er optagede af deres personlige sikkerhed, vandforsyning og priserne på brød og benzin.
I Tyrkiet er befolkningen delt mellem dem, der gerne vil diskutere værdierne, og dem, der i højere grad går op i, hvilken personlig relation de har til den politiker, de stemmer på. Fælles for Tyrkiet og landene i Mellemøsten er imidlertid, at islam er blevet den vigtigste politiske strømning.
Ingen af de traditionelle politiske ideologier kan hamle op med de religiøse, der overalt fremstår velorganiserede, ukorrupte og frem for alt med en vision og en ideologisk rygrad, som de fleste kan forstå. Set med vestlige øjne er det ikke altid lige rare bevægelser og partier, men trods vores ubehag er vi nødt til at forholde os til, at rigtig mange millioner mennesker fra Irak i nord til Somalia i syd gerne vil have de islamiske bevægelser og deres brug af sharia-loven til at sikre lov og orden.
Gårsdagens valg af Abdullah Gül som Tyrkiets næste præsident understreger, at islam som politisk tendens i høj grad også gør sig gældende i Tyrkiet.
Takket været landets grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk, og hans revolution står Tyrkiet i dag på et solidt demokratisk fundament. Det blev ganske vist lagt med udemokratiske metoder, men i dag ligger det urokkeligt under den tyrkiske nation og hæver landet over den elendighed, der præger og plager landene syd for dets grænser. De lande er ikke bygget på visioner, der inddrager befolkningerne og garanterer deres udvikling. Og deri ligger svaret på, hvorfor ingen af dem er demokratiske lande af Tyrkiets standard.
For Tyrkiet betød Atatürks revolution, at islam gennem årtier blev presset ud af samfundet af den elite, der siden landsfaderens tid har ledet landet. Med valget af ministerpræsident Erdogan og præsident Gül er landet for alvor begyndt at lempe religionen tilbage i det tyrkiske samfund. For i mellemtiden er tyrkerne ikke holdt op med at være muslimer. Det er de stadigvæk næsten alle sammen, men det er givetvis lykkedes den tyrkiske stat at filtrere de politiske aspekter af islam ud, så Gül, Erdogan og mange af deres vælgere er både troende og sekulære.
Eksemplet Tyrkiet viser, at der i den ende af verden stadig er et stort behov for personlig identifikation mellem vælgere og politikere. Det viser også, at der ingen modsætning er mellem islam og demokrati.
