Ved VK regeringens tiltræden skete et totalt kursskifte fra SR regeringens miljøpolitik. Drastiske besparelser i Miljøministeriet, hovedsageligt i Miljøstyrelsen, medførte betydelige afskedigelser og et endeligt farvel til Miljøstyrelsens rolle i det danske samfund som kontrollant og planlægger af miljøets tilstand.
Klimaforskningen blev sparet væk, i stedet oprettedes Institut for Miljøvurdering med Lomborg som chef. Som bekendt advokerer Lomborg for, at klimaændringer ikke skal imødegås ved langsigtede miljøinvesteringer.
Forskning i og udvikling af vindkraft blev sat i stå. Foghs kamp mod SR’s miljøpolitik (og måske især Aukens indsats og resultater) var drastisk og ubarmhjertig, og tilmed ideologisk under felttoget mod ‘smagsdommerne’ (hertil regnedes Lomborg åbenbart ikke).
Om det så var det danske returflaskesystem, som Auken forsøgte at bibeholde trods EU’s protester, og som ansås for et af verdens bedste, blev det ødelagt. Det nuværende system er en gribende oplevelse for enhver, der står ved en returemballageautomat og ser alle mulige forskellige emballagetyper i mere eller mindre molestreret tilstand forsøgt kørt gennem automaten.
Den udbygning af den kollektive trafik, som er en forudsætning for nedsættelsen af privatbilismens energiforbrug og tilhørende CO2 udledning, er stort set udeblevet. Og den privatisering og opsplitning af togdriften, som medfører ineffektivitet i den overordnede planlægning, er fortsat, støttet af et af de forligsivrige oppositionspartier.
Mens man investerer i udbygning af privatbilismen gennem bygningen af en Femern Bælt forbindelse, støttet af det andet af de forligsivrige oppositionspartier. Bompenge, som ville nedsætte forureningen og udledningen af drivhusgasser, har været en succes i bl.a. Stockholm.
Men Fogh har afvist at indføre det i København med begrundelse i det af ham vedtagne skattestop. Det er typisk, at den af regeringen nedsatte infrastrukturkommission (Foghs ‘smagsdommere’?) vil satse på en massiv udbygning af vejnettet, mens den kollektive trafik fortsat forsømmes.
På det seneste har den internationale klimakonference i København i 2009 været ført frem som en ekstra indsats fra regeringens side overfor klimaproblemerne. Desværre ser det ud til, at den skal finansieres, ikke over en bevilling på Finansloven, men af Miljøministeriets og andre ministeriers budgetter og herunder især skal trække på Miljøstyrelsens budget og arbejdskraft.
Ved regeringens tiltræden så det ud til, at neglegeringen af miljø- og klimaforskning og af forskning i energi og vindkraft ville blive uproblematisk politisk, idet man kunne forvente, at de negative konsekvenser ikke ville vise sig i regeringens levetid. Desværre for Foghs (og Lomborgs) kalkulationer kunne det se ud til, at forandringerne i klimaet kommer betydeligt hurtigere og voldsommere end ventet. Det betyder, at den lange løbetid, som i Lomborgs rentesrente beregninger gjorde investeringer af klimahensyn relativt urentable, er blevet dramatisk kortere.
Og for Fogh er de usædvanlige klimaforhold (f.eks. 143 mm regn i Sønderjylland på få timer) blevet noget, der kan koste stemmer her og nu. Hvorfor han lader sig fotografere med bekymret mine med et grønlandsk isbjerg som baggrund.
Dette er nok hans til dato væsentligste bidrag i indsatsen mod menneskeskabte miljøproblemer.
Holger Lindgreen er Dr. scient., Ph.D.
Kommentarer
Kritikken af Foghregeringen er rigtig. Det er nemt, for nemt. Man gør det for let i det meste af hvad der skrives om miljøproblematikken. Det drejer sig om den moderne selvforståelse, det modernes muligheder for overhovedet at forstå og behandle samfundets betydning for sit eget livsgrundlag.
Auken forstod sig selv som en der gjorde noget, det gjorde han også. Han bestræbte sig dog mest på at fremstille det positive i det han gjorde, men dybest set var han et med de samme destruktive succeskriterier som Foghregeringen står for.
Der skal helt andre boller på suppen, hvis debatten om miljøproblemerne skal op på et relevant niveau.
I menneskets kamp med omverdenen er truede succeskriterier altid blevet hævdet stadigt strengere i overgangstider og i takt med at de farer er tiltaget, som mennesket har stået over for. Det historisk nye for arten er at truslen ikke længere kommer ude fra, at truslen er de herskende succeskriterier selv. De nedarvede reaktionsmønstre over for det faktum, at mennesket selv fylder for meget i biosfæren, medfører blot at de samme kriterier fremføres endnu mere rigidt.
Det kan blive et problem at overleve, fordi vi lever, som om det var det!
Paradoks, selvmodsigelse eller modsigelse?
Den definition af paradokset, der ligger til grund for engagementet i fremførte skrivelse, er funderet i forståelsen af nogle af de kontraintenderede virkninger af den moderne livsførelse. Pointen er, at det moderne liv medfører tilstande og effekter, der ligger i en helt anden retning end den intenderede, og som viser sig som forhindringer for opnåelsen af netop det intenderede. Man er i forståelsen af denne form for paradoksi umiddelbart nødt til at arbejde med et minimum af intentionalitet, formålsmæssighed, vilje, drift eller anden form for retningsgivende opmærksomhed.
I beskrivelsen af en hændelse eller et hændelsesforløb kan man tilskrive intentionen fra beskriverens side. Beskrivelsen kan være forfattet af aktøren i hændelsen eller hændelsesforløbet eller af en ekstern iagttager. Det er fx meget almindeligt at betragte levende organismer som værende i besiddelse af en vilje til at overleve. Det er nu ikke nødvendigt, men forenkler beskrivelsen i mange biologiske og antropologiske betragtninger. Hvis man på den måde udstyrer den ganske menneskehed med vilje til overlevelse, og lige frem beskriver menneskehedens virke som et stort overlevelsesforsøg og hertil lægger, at den aktuelle konkretisering af denne intentionalitet ser ud til at føre til det stik modsatte, så har man paradokset. Der er da tale om en for menneskeheden selvnegerende intention.
For at der kan være tale om et paradoks, er det ikke nok, at intentionen ikke går i opfyldelse. Man må tilføje en yderligere forudsætning, nemlig at det er intentionen selv, der virker mod sig selv, altså at det er problemet “at mennesket lever for at overleve”, og at det, hvis det i øvrigt primært levede for noget andet, ellers ikke nødvendigvis ville være noget problem at overleve. Intentionen er kun paradoksal fordi netop intentionen negerer sig selv og intet andet.
Når der stadigt i den rige del af verden leves for at overleve, er der naturligvis tale om et “som om”. I grunden er det ikke noget problem, nødvendigheden er for længst afskaffet i den form, hvor sulten fx står og banker på. Der er langt flere materielle og økonomiske muligheder end der behøves for at overleve. Overskuddet er der i materiel og økonomisk forstand, og alligevel er den fremherskende målsætning at opnå flere økonomiske muligheder.
De fleste vil nok fremføre, over for påstanden om at vi lever, som det drejede sig om overlevelse, at der med den økonomiske vækst er tale om noget andet, nemlig en kvalitativ forbedring af tilværelsen, som ikke kender grænser, og at det på ingen måde drejer sig om overlevelse. Det er selvfølgelig oplevelsen, og en god oplevelse er isoleret set af god kvalitet og sand som sådan. Men der er tale om en kvalitativ kvalificering, som er konstitueret på en faktuel baggrund, der kan henføres til konstitutive semantiske strukturer bygget op omkring overlevelsens logik.
Det moderne samfund lider af en fundamental angst for det ledige øjeblik, der ikke for længst er forstruktureret af den fortrolighed og de forventninger, som knytter sig til økonomisk vækst. Produktionen og forbruget har aldrig været større i vor del af verden. Vi taler og opfører os ”som om”, alle problemers løsning afhang af den udvikling, der ligger i forlængelse af økonomiske vækst. Sådan er vores kultur, vores religion!
Vi lever “som om problemet var at tilegne sig yderligere økonomiske midler”, dvs. med en indstilling til tilværelsen, som “har haft” sin gyldighed, al den tid hvor det stadigt var et elementært problem at kunne tilfredsstille elementære behov, eller hvor yderligere økonomisk vækst udgjorde en forudsætning for et bedre, sikrere og længere liv. Når vi gør det, skyldes nedarvede livsmønstre, mentale og sociale semantiske strukturer, som “burde have overlevet sig selv”, for problemet er, at vi truer med at begå kollektivt selvmord, netop fordi “vi lever som om problemet var at overleve”, hvilket det altså kun er, fordi vi lever ”som om” det var det!
Det moderne samfund er ikke noget organisk teleologisk hele, og den overordnede fornuft eksisterer ikke i den form, som rationalisterne og det moderne oplysningsprojekt forudsatte. Modsætningerne mødes i enhed, ikke som overvundne, men som paradoks; succes er ikke succes.
Når den paradoksale bestræbelses enhed her betegnes med “os/vi/menneskeheden”, er der ikke tale om nogen særligt veldefineret reference. Man kunne mene arten homo sapiens, det tænkende menneske, og bygge videre på ideen om det fornuftige dyr i traditionel vesterlandsk forstand. Men teoretisk er der andre muligheder for at definere enheder og enhedsdannelser. Foreløbigt må det bare konstateres, at et af de problemer det moderne samfund har, er at det opfatter sig som rationelt i traditionel forstand. Diskursen fortsætter som om der var et rationalitetskontinuum. Men i det moderne demokratiske samfund med fri markedsøkonomi, der findes den instans, som kan tage ansvaret for de generelle trusler på traditionel forpligtende vis ikke. Samfundet er ikke repræsenteret i samfundet.
Individet med sine rettigheder kan ikke nægtes muligheden for at stræbe efter succes i de rammer det moderne samfund udgør. Heller ikke selv om det samlede resultat af individuel stræben er lammende. Individet tilstræber, henregner og måler sig på den baggrund. At der ikke er tale om løsrevet individuel selvforskyldt (autarkt fænomen) succes i tilfælde, hvor individet indentifiserer sig selv som værende i den heldige (eller uheldige) ende af den endimensionelle økonomiske skala fx, kan enhver sociolog se, hvilket på ingen måde betyder at man heri finder en forenkling af samfundet. Højere og lavere indkomst er blot en distinktion, som så mange andre iagttagelsesformer tager udgangspunkt i, dvs. en forskel som gør en forskel. Individets selvforståelse falder i meningsstrukturer, som det ikke kan sætte sig ud over. Det ser, at det bliver iagttaget på baggrund af dets økonomiske præstation, og det kan intet gøre ved det, også selv om det distancerer sig fra omverdenens anskuelsesform. Det er vilkåret. I den betydning af skyld kan man kalde individet uskyldigt, men vidne til egen skæbne. Man kan nærmest sige at kun idioter er i stand til at se stort på den baggrund, det omgivende samfund bestemmer individet på.
Det politiske system repræsenterer ikke samfundet. Dets konkrete magt og ansvar ligger i hænderne på vælgerne og vælgerne forholder sig forskelligt. Hvis menneskeheden samlet set udgør en trussel for sig selv i form af den livsførelse der praktiseres, er det endog meget usandsynligt, at det politiske system skulle kunne tage højde for det. De forskellige partier sælger sig selv på særinteresser og ideologi. Af politiske grunde forflygter det politiske system dygtigt og bevidst ansvaret for den ydre omverden, fx ved at tale om individuelt ansvar eller ved at henvise til andre sociale faktorer, som er uden for deres domæne.
Ingen og intet særskilt i det moderne samfund behøver at tage ansvaret for, at menneskeheden tenderer mod samlet at negere enhver bestræbelse på at opnå succes i forlængelse af de forskellige konkrete bestræbelser på at opnå succes. Udfordringen er at forklare det videnskabeligt, og i forbindelse hermed afklare den begrebslighed en smule, som skal fungere i projektet, dvs. at etablere en form for fungibel begrebslig referenceramme.
Modsigelsen kan iagttages i mange sammenhænge i det moderne samfund, uden at man nødvendigvis må tale om “selv”modsigelse. Der er mange forskellige interesser, som går på tværs af hinanden. Den rige del af verden lægger fx beslag på de fleste knappe goder og resten af verden har interesse i at få del i de samme goder. Der er her tale om forskellige interesser, som går på tværs af hinanden. Der behøver ikke af logiske grunde at være tale om selvmodsigelse, men blot om modsatte interesser.
Konkret er det ikke sådan, at bestræbelserne på at tilgodese egne interesser i partiel forstand behøver at medføre negation af mulighedsbetingelser for andre interessenter. Men i modsætning til opfattelsen i de økonomiske teorier er det oftest sådan. Kun knappe goder er økonomisk interessante og alle goder kan blive knappe, selv om de ikke er det. Økonomi er betinget af mangel. Jo færre muligheder, jo mere økonomi. Økonomien skaber mangel/efterspørgsel, dvs. grundlag for økonomisk virke idet afhjælpning af mangel et sted skaber mangel andets sted. Økonomiens paradoks kan ikke afhjælpes med produktion, der hvor der er tale om noget som ikke kan genskabes! Selve økonomiens grundlag ligger i dens omverden, det umistelige om man vil. Dette kan ikke erstattes med kapital. Et faktum som er tabuiseret i det fremstormende, vækstmaniske morderne samfund.
At man i iagttagelsen af og opsummeringen af særinteresser kan komme frem til en iagttagelse, som indikerer selvmodsigelse, forudsætter opsummeringen af særinteresser, således at de ikke bare står i modsætning til hinanden, men således at interesserne negerer hinanden gensidigt i en eller anden grad, eller at summen af mulighedsbetingelser, fx ud fra en eller anden form for overordnet utilitaristisk perspektivering, samlet ville aftage i takt med bestræbelserne på at realisere dem. Man kunne tale om den partielle selvmodsigelse. Kort sagt forringes de samlede muligheder i takt med bestræbelsen på at realisere dem.
Den absolutte selvmodsigelse forudsætter, at man fortsat arbejder med en omfattende enhed i iagttagelsen. Modsigelsen bliver til den altomfattende, altnegerende selvmodsigelse i det øjeblik, hvor muligheden overhovedet ophæver sig selv. Modsigelsen vil da være absolut i den forstand, at intentionen har medført negationen af samtlige muligheder/mulighedsbetingelse for samtlige interessenter. Det ville være det absolut paradoksale overlevelsesforsøg, absolut paradoks.
Forudsætningen for at kunne indføre refleksionen over paradoksien i det moderne samfunds succeskriterier er differentieringen af paradoksien. Den partielle selvmodsigelse er også en anfægtelse af selve den fremherskende rationalitet, og den bliver afvist med påstanden om at dommedagsprofetier ikke kan bruges til noget (absolutte paradokser er uinteressante). Sagt på en anden måde: ”Enten er du med moderne rationalitet hele vejen, eller også er du imod”. Spørgsmålet er om man på den måde hellere vil gå planken ud end at lære lidt om logikken i sin bevægelse?
Til Søren Rasmussen
Det er en meget spœndende analyse du kommer med, men også deprimerende lœsning jeg er langt hen af vejen enig. For mig at se er vi nået til et punkt hvor vores demokrati har overlevet sig selv og ikke er i stand til at komme med løsninger på de problemer vi står over for, for da slet ikke at tale om de problemer verden står overfor.
Desvœrre er det svœrt at se noget alternativ til den måde samfundet er organiseret, vi deltager jo alle som individer i en strœben mod at få mere end det vi har og vores regering er jo blot et produkt af denne kortsigtede strœben. Jeg er bange for at der først bliver œndret noget når vi står med kniven på struben og da er det måske allerede for sent…
Til E. Høyrup
Situationen er ikke deprimerende, den er fyldt med paradokser. På en måde er det vel en dejlig ting at det ikke er noget problem at overleve, at vi kun opfører os som om det var, og at det kun er derfor det kunne blive det.
Vi har altid haft kniven for struben. Det gode er at det nu er os selv der er kniven. Det er bare at tage den væk, nyde stilfærdigt at den er væk, og tage den med ro. Problemet hvis der er noget, er at vi er opdraget til at producere som om det skidehul vi sidder på er ved at brænde. Lokkumeret brænder ikke, men det kan meget vel komme til det fordi vi har ild i numsen.