Enhedslisten vil en gang for alle have slået fast, at man ikke skal betale for at læse på universitetet i Danmark. Derfor fremsætter partiet til oktober et lovforslag, der kort og godt skal forbyde universiteter på dansk grund at opkræve penge fra de studerende.
"Vi er langsomt ved at lukke op for brugerbetaling herhjemme. Det seneste eksempel er, at private udenlandske universiteter må åbne afdelinger i Danmark. Når de må tage penge for deres uddannelser, vil det få de danske universiteter til at kræve den samme ret," siger Enhedslistens videnskabspolitiske ordfører, Per Clausen.
Og forslaget får opbakning fra både SF og Socialdemokraterne.
Mistillid
"Jeg synes, det er en udmærket idé en gang for alle at slå fast, at vi ikke skal betale for uddannelse herhjemme, for stemningen går i retning af brugerbetaling. Venstre og Konservative har lært mantraet om, at de er imod. Men der er en undertone af, at de dybest set er stemt for det, og det kan man se på flere af de seneste tiltag," siger Socialdemokraternes videnskabspolitiske ordfører, Rasmus Prehn, som også henviser til åbningen for private universiteter i Danmark som eksempel.
SF's Anne Grete Holmsgaard deler opfattelsen af, at brugerbetalingen er på vej:
"Man kan frygte mange ting med den her regering, og brugerbetaling på universiteterne er en af dem. De er bidt af ideen om skattestop, og så må man jo finde andre måder at skaffe penge på. Så hvis vi får en endegyldig beslutning om, at brugerbetaling ikke er tilladt, så har vi i hvert fald lukket for den mulighed," siger hun
Pseudoforslag
I Venstre mener man derimod ikke, at der er brug for en ny lov om brugerbetaling:
"Vi har et godt liberalt princip om, at der ikke skal være brugerbetaling på de danske universiteter. Men det her er altså ikke noget, der kræver lovændringer. For det er jo allerede sådan, at der ikke er brugerbetaling på universiteterne," siger han og tilføjer: "Det er ren symbolpolitik fra Enhedslistens side. Det er bare et slag i luften."
Dansk Folkepartis Jesper Langballe er heller ikke begejstret for ideen:
"Jeg kunne ikke drømme om at stemme for det forslag. Hvis man ikke vil have brugerbetaling på universiteterne, så kan man jo bare lade være med at indføre det. Vi er også imod brugerbetaling, men derfor skal vi da ikke have en lov, som forbyder os selv noget, som måske på et eller andet tidspunkt kunne vise sig at være hensigtsmæssigt," siger han og tilføjer, at der i forvejen bliver lovgivet alt for meget i Danmark.
Jesper Langballe ser det også mest af alt som et statement fra Enhedslistens side:
"De skal markere sig på et eller andet, og så kommer de med sådan noget."
Per Clausen afviser kritikken om, at der kun er tale om en politisk markering:
"Forslaget er ærligt ment. Men det er da klart, at vi også siger til regeringen, at de ikke skal tro, de kan luske brugerbetalingen igennem. De skal ikke kunne slippe af sted med at lave en masse tiltag, der går i retning af brugerbetaling, og så siden hen stå og lade, som om man ikke kan gøre for, at man nu bliver nødt til at indføre det," siger Per Clausen.
Han ærgrer sig desuden over regeringens og Dansk Folkepartis afvisning af forslaget:
"De siger altid, at de er imod brugerbetaling. Men hver gang, vi vil slå effektive søm i, vil de ikke være med," siger han.


