“Jeg synes først, det var vanskeligt at tage stilling til, om vi skulle gå med i Irak-krigen eller ej,” siger Carsten Jensen.
Vi er tilbage i månederne inden, Danmark den 20. marts 2003 sammen med en række andre europæiske lande og anført af USA gik i krig i Irak. Carsten Jensen fortæller, at han i denne tid brugte sin søndagsklumme i Politiken på at diskutere med sig selv, om han var for eller imod invasionen.
“Der var to ting, som spillede ind, når man skulle tage stilling. Var det troværdigt, som amerikanerne hævdede, at Saddam Hussein var en international trussel og i ledtog med Osama bin Laden? Nej. Var han en ulykke og en tragedie for irakerne? Ja, det var han. Så skulle vi gøre det for deres skyld? Det, synes jeg, var et moralsk meget svært spørgsmål at svare på,” siger forfatteren.
Carsten Jensen endte med at være imod krigen, og en del af den beslutning hang sammen med, at han følte, der blev løjet over for ham.
“At hævde, at Saddam Hussein, en nationalistisk, sekulær leder, hvis forbillede var Stalin, skulle være i ledtog med Osama bin Laden, syntes jeg, var en fornærmelse mod ethvert tænkende menneskes intelligens. Påstanden om masseødelæggelsesvåben anså jeg også for at være vildt usandsynlig. Hele Irak blev nærmest røntgenfotograferet fra satellithøjde 24 timer i døgnet, og landet var fallit. Saddam var et monster, men han var et kastreret monster. Derfor følte jeg, at jeg blev trukket rundt ved næsen. Det spillede også en meget væsentlig rolle for mig, at det var fuldstændig uklart, hvad der skulle ske efter invasionen. Derfor sagde jeg nej,” fortæller han.
Forråelsen
Carsten Jensen mener, at Irak-krigen har tydeliggjort en forråelse i den danske befolkning.
“Hvis man er uberørt af at have et aktivt medansvar for en krig, der udløser et barbari, som næsten er uden historisk sidestykke, er det, fordi man er blevet forrået. Løgnen er blevet en del af den politiske kultur. Konstant og vedvarende lyves vi for af de regerende, uden at nogen anfægtes. Jeg mener virkelig alvorligt, at vores demokrati er under angreb,” siger Carsten Jensen.
Han mener også, at befolkningens ligegladhed over for krigen er et tegn på, at danskerne har mistet interessen for den verden, vi befinder os i.
“Når man kan være ligeglad med en international krig, som man deltager i, og som koster uhyrlige tab i menneskeliv, er det, fordi man er holdt op med at interessere sig for omverdenen. Det er en militant ligegladhed med den globale sammenhæng. Irakkrigen spillede ingen rolle ved sidste valg. Det kommer den heller ikke til ved det næste, og jeg vil skamme mig ned i det sorteste helvede, når jeg skal høre på en debat, der kun handler om skattelettelser og velfærdsstat,” siger han.
Meningsløst sprog
Sagen om de knap 600 afviste irakiske asylansøgere fremhæver Carsten Jensen også som et tegn på forråelsen i den danske befolkning.
“Jeg forstår ikke, at der ikke nærmest er en folkehær, som går ud og rykker hegnet ned og tager de 600 asylansøgere med hjem. Hvordan kan nogen politikere overleve at dømme 600 uskyldige mennesker til en langsom kvælningsdød? Men det kan de. De bliver oven i købet populære på det. Der er noget helt, helt galt med danskerne,” siger han.
Carsten Jensen mener, at befolkningens apati er tæt forbundet med regeringens politik, som han kalder “en form for moralsk absolution”.
“Denne regering lover os ansvarsfrihed på alle områder. Ingen, heller ikke statsministeren eller de magtfulde ministre, skal stå til ansvar for noget som helst. De taler så meget om frihed og værdier. Men det, de mener, er: frihed for alle værdier. Fogh deler gavmildt ud af sin værdi-nihilisme,” siger han.
Et centralt punkt er her regeringens “sprogfornyende” karakter, som i høj grad er kommet til udtryk i Irak-krigen.
“Regeringen arbejder konstant og konsekvent på alle områder på at gøre det danske sprog meningsløst og løsrevet fra enhver forbindelse til virkeligheden,” siger han og følger op med et eksempel fra Irak-krigen.
“Fogh lancerede afslutningen på vores engagement i Irak-krigen ved at sige, at vi med invasionen gav irakerne et tilbud om demokrati, som de så desværre havde lidt svært ved at administrere. Men hvad betyder det at få et tilbud? At man har lov til at sige nej tak. Altså har et frit valg. Blev irakerne spurgt, om de ville invaderes? Blev der afholdt en folkeafstemning? Selvfølgelig ikke. Derudover er den første forudsætning for, at et samfund kan fungere, at der er et minimum af infrastruktur. Den flåede amerikanerne fra hinanden. Vi afskaffede det, der gør et samfund til et samfund, det, som Anders Fogh kalder sammenhængskraften, og så sagde vi: Lav jeres eget demokrati. Og det kalder man et tilbud om demokrati. Altså, vi befinder os jo i Sandhedsministeriet i George Orwells 1984, hvor to plus to er fem,” understreger Carsten Jensen.
Han mener dog ikke, politikerne er ene om ansvaret, og kritiserer pressen for en “enestående mangel på kritisk holdning” i forbindelse med Irak-krigen.
“Jeg mener, den danske presse bærer en væsentlig grad af medansvaret for den totale mangel på debat under Irak-krigen. Jeg tror, den danske presse i stigende grad styres efter de samme principper som politik. Man laver opinionsundersøgelser for at se, hvad der interesserer læserne, og har slet ingen opfattelse af, at man skal have en dagsordenssættende, opdragende eller forandrende funktion.”
“Christiansborg hedder i journalist-jargon ‘Borgen’, og det siger alt. Folketinget er blevet en middelalderborg og politikerne de nye herremænd, mens journalisterne udgør det benovede hof. Alle journalisters forbillede er Michael Ulvemann, statsministerens spindoktor, som ikke er andet end en højt gageret løgnhals. Og når statsministeren en dag får brug for en endnu mere skruppelløs Karl Rove-type vil køen af ansøgere række herfra til Gedser, og Ulvemann selv kan se frem til en stjernestatus som politisk kommentator på tv eller i pressen,” siger Carsten Jensen.
Uantagelig tankegang
Hvis vi vender tilbage til Carsten Jensens diskussion med sig selv i Politikens spalter tilbage i månederne inden invasionen, var der også flere argumenter fra krigsmodstanderne, som han ikke accepterede.
“Argumenterne med folkeretten og suverænitetstanken går jeg ikke ind for. Med de argumenter ville man for eksempel ikke kunne være gået ind i Kosovo. For med de argumenter kan man kun se passivt til, og det, synes jeg, er en helt uantagelig tankegang. Det svarer til at sige, at jøde-forfølgelsen i Tyskland under Hitler var et internt tysk problem, som vi desværre af respekt for folkeretten ikke kunne gøre andet ved end at vende det hvide ud af øjnene og sende postkort til Auschwitz,” siger han og tilføjer:
“Jeg synes netop, det internationale samfund var inde på det rigtige spor i 1990’erne, hvor vi satte en stopper for folkemordet først i Bosnien og siden i Kosovo og andre steder. Dengang handlede det om at etablere en international retsorden. Men hele tanken om at skabe en form for global retssikkerhed er sandsynligvis død på grund af Irak. Så nu kan vi bare sidde og se til, mens globaliseringen går sin vilde, blodige gang, og den ene stat efter den anden kollapser og med sit sammenbrud udløser etniske krige.”
Serie: Krigens pris
En lang række militærfolk, forskere, politikere og debattører har rejst kravet om en undersøgelse af Danmarks deltagelse i Irak-krigen
Information belyser i en artikelserie, hvordan de fire år i ørkensandet har forandret Danmark og danskerne: Hvad har politikerne lært? Hvad har befolkningen lært? Hvorfor gik det så galt? Og hvem bærer ansvaret?
Interviewet med Carsten Jensen i dag er sjette og sidste artikel i serien
Kommentarer
ja selv. Jakob Schmidt-Rasmussen beviser min point… vi har masser frygt til verden udenfor H/F Danmark, som er fyldt med farlige mennesker, der ikke vil som os…. og hvis det ikke var nok, så er menneskerne også, en bande folkemoderiske antidemokratiske muslimer, eller nogen som støtter dem…
“Der findes andre mensker end dem der er danske
De bor i huler og slås hele da’n
det har vi li’godt aldrig nogen sinde gjort
De varme lande er nå’d lort.”
Tak til Carsten Jensen for en fremragende artikel. Jeg kan kun dele hans mismod over, hvad Danmark er ved at ud(af)vikle sig til.
Spil for Galleriet
1/ Carsten Jensen skulle tage og m blive voksen og indse, at problemer, også politiske problemer, bedst løses ved at man tager stilling den rationelle fornuft. Han har ret i, at etablering af civiliserede forhold i Irak var et prisværdigt projekt, men når han var imod den, ”fordi han blev løjet for”, så er han ude i pjat. I stedet burde han have lyttet til sin rationelle fornuft, for den ville have fortalt ham, at sandsynligheden for, at projektet kunne føres igennem til sit mål, var alt for tæt på nul. DERFOR var det ikke indsatsen og omkostningerne (herunder omkostningerne i menneskeliv) værd.
2/ Også når Carsten Jensen vil have en ”moralsk” afregning med de ”skyldige” er han på vildspor, men sådanne moralske afregninger er ikke bare overflødige, de er skadelige, for de fjerner opmærksomheden fra, hvad vi kan lære af fejltagelserne i Irak, NÆSTE gang, vi bliver blandet ind i en international (muligvis etnisk) konflikt.
Hvis Carsten Jensen gerne vil have lidt indflydelse med sine udfald mod Gud og hvermand, skal han nok tænkte på at skabe et budskab, der er lidt mere end en nedladende sammenligning af hans gode moral med resten af de danske bonderøves dårlige moral. Det er for nemt, Carsten Jensen!
Carstens Jensens ord er mine. Spørgsmålet er så, hvad pokker vi skal gøre ved det. Hvis man må konstatere at det meste af befolkningen er ligeglad med Irakkrigen er det let selv at resignere eller holde sig til sine meningsfæller.
Men jeg tror egentlig, at der eksisterer en udbredt erkendelse af, at Irakkrigen var helt gal - folk ved bare ikke hvad de skal bruge den erfaring til. Men den kan udløses den dag der tegner sig politiske alternativer til den nuværende regering. Det tror jeg stadig på.
Måske skulle vi, der er enige med Carsten Jensen, mødes og se at få gjort noget ved det hegn om asylcentret?
Nej, spøg til side, sådan gør pæne mennesker jo ikke. Det ville også være upraktisk osv. osv. - men gud, hvor jeg forstår, man kan få lyst!
Ud af Carsten Jensens fabuleringen kan man jo næsten kun konkludere at vi må lade de kaotiske, udemokratiske stater (som jo for i øvrigt udgør et overvældende flertal af FN’s medlemmer, som befinder sig i denne organisation uden noget folkeligt mandat) sejle deres egen sø.
Hvorfor ikke bare lade dem dog myrde hinanden i Allah’s, Guds, Buddhas navn så meget de vil ude i den store, stygge verden. Hvad fanden rager det dog os? Lad venstrefløjen og fredsvennerne sende deres velmenende og gode tanker til de efterladte i Hallabja, som Saddam tog så frygtelig gas på. Eller til shiaerne i Sydirak, som i 1991 forgæves ventede på hjælp fra vesten.
Der vil næppe nogensinde komme konstruktive løsninger fra FN, der har mere travlt med at drøfte om islamkritik (og kritik af religioner generelt) skal sidestilles med racisme. Det betyder jo også langt mere end menneskeliv om nogle mullaher føler sig ‘krænkede’ i deres tro.
FN’s fine noble målsætninger er ved at drukne i fråds og korruption (den forrige generalsekretær sørgede jo som bekendt rigtigt godt for sin familie), selvbestaltede ‘rappoteurs’ sidder f.eks. i Afrika og beskæftiger sig med forhold, de intet aner om (som f.eks. den påståede ‘racisme’ i Danmark) og som de kun kender fra visse segmenter af dansk presse.
Men formår - eller ønsker - nogen af FN’s lande at gribe ind, når det virkelig brænder på? Folkemordet i Rwanda og Darfur er ‘glimrende’ eksempler på det modsatte. Menneskerettigheder? Åbenbart ikke, når det er sorte mennesker, det drejer sig om. Jamen kan man dog sammenstille 8.000 bosniakker med 1½ mio rwandaere? Nogen mennesker er mere værd end andre, skulle man tro. Eller Europa og Mellemøsten de vigtigste områder i denne verden.
Næ, fremover skal U.S.A. nok holde sig væk og så kan den impotente, udemokratiske, unyttige og korrupte forsamling af medlemslande jo se, hvordan de klarer det. Og selv betale regningen for at have et bundt unyttige embedsfolk placeret i N.Y. Man kan ikke bebrejde U.S.A. at de tøver med at betale regninger for det show. FN ligner mere og mere sin forgænger, Folkeforbundet, der som bekendt intet kunne stille op overfor diktatorerne.
Og Danmark? Lad os aldrig mere prøve at give vores lille bidrag til ‘kampen for den gode’ sag. Lad andre om at snavse fingrene til. Hvorfor ofre liv, penge og tid på at bygge skoler og lokale, demokratiske institutioner i Iraq, når det primære for de mennesker tilsyneladende er at slagte hinanden? Lad dem dog få sig en ny diktator som med hård hånd kan skabe ro og orden.
Demokrati er - heller ikke - en by i Irak. Om 50-100 år - måske. Inshallah.
Men ikke nu. Demokrati kan ikke eksporteres. Vi var som bekendt mange år om at udvikle det fra 1849 til 1953.
Det er utroligt, at nogen - Chris Henriksen - kan læse en artikel SÅ modsat, hvad alle vi andre får ud af den.
Carsten Jensen er med rette bekymret over flertallets tilsyneladende forråelse. Virkeligheden er dog mere nuanceret end som så. Ikke alle danskere er helt så bedøvende ligeglade med at være medansvarlige for de rædsler, vi som krigsførende nation har påført Irak.
Grundlovskomiteen - GK 2003 – er hjemstedet for de 26 sagsøgere som har anlagt sag mod statsministeren for grundlovsbrud i forbindelse med angrebskrigen mod Irak. Vi har kontakt med
små 4.000 støttesagsøgere til vores sag, og heraf giver rigtig mange udtryk for stor indignation over krigen og en stor lettelse over at have et forum, hvor indignationen kan omsættes til handling. I stedet for ”bare at registrere verdens elendighed og uretfærdighed”, som der stod i artiklen om Chomsky på samme side som interviewet med Carsten Jensen. ”Det er der jo nok af. Der er ikke mange, som fastholder det kritiske globale perspektiv og stadig insisterer på det åbenlyse, at kritikken også gør en positiv forskel. Men det gør Chomsky, og det gør en forskel.”
Problemet for Grundlovskomiteen er, at aviserne ikke omtaler vores sag. Det er åbenbart vilkåret for sager, som ikke lever op til mediernes krav om en umiddelbar nyhedsværdi.
Vores usynlighed får apatien til at fremstå langt større end den i virkeligheden er.
Tak, Eva Bertram, for at minde om at man ikke skal give op.
Vi skal måske lige have et link med:
http://www.gk2003.dk/exp/index.php/site/C1/
Carsten Jensen er moralens vogter; en af de gode. Og danskerne er noge onde og fælde nogen.
Hvem er det forøvrigt der siger at danskerne er ligeglade med Irak ? Hvor er det i har læst eller hørt det henne?
Forventer CJ at alle danskere skal gå rundt og ikke snakke om andet, eller hvad forventer han de skal gøre.
Uhhh, selve det danske demokrati er i fare. De onde i regeringen misbruger sproget…….
Flot CJ. Det er nemlig noget helt nyt at politikere taler sådan. Det er kun onde borgerlige og neokonservative (og hvide kristne mænd) der taler sådan, mens CJ og andre naurligvis kun fortæller tingene som de er.
Hmm, lad os f.eks. se på de foregående årtiers flygtninge og indvandrer politik. Har politikerne løjet for befolkningen om omfanget og konsekvenserne af den ? Det tror jeg nok de har. De har sågar forsøgt at forklare befolkningen at flygtninge strømmen var en berigelse for det danske samfund. Hvabehar……
At vi har et ansvar for at hjælpe flygtninge kan vi da hurtigt blive enige om, men at påstå at de har været en berigelse for DK er da den mest håbløse fordrejelse og løgn i de sidste 100 år.
Men det er naturligvis noget andet - for det var jo de “gode” der fortalte løgnen
Ja - politikerne har ganske rigtigt løjet om omfanget og konsekvenserne af indvandringen. Det er faktisk lykkedes dem at bilde en masse godtroende stakler ind, at “danskheden er i fare” på grund af indvandringen.
Men det var måske ikke det, du mente?
Indenfor den strategiske teori har man et begreb, der kaldes ”brændende platform”. Det betyder, at grundlaget for forretningens aktiviteter er hastigt forsvindende – populært sagt, man har ryggen mod muren. Den situation skal man selvfølgelig prøve at undgå at komme i, det er indlysende. Men når man er nået dertil hvor (1) en ”Grundlovsforening” vil føre en sag, som savner ethvert grundlag i Grundloven og (2) hvor et ekstremistisk parti opstiller en etnisk araber til Folketinget, angiveligt for at demonstrere sin kulturelle åbenhed, og herefter lader en etnisk dansker overtage diskussionen af hendes kandidatur i Informations spalter, så bør man rette blikket nedad, og se efter, om ikke jorden brænder under éns politik.
Tak til Carsten Jensen for at blive i diskussionen om Danmarks krig mod Irak.
Jeg er uenig på et punkt. Af lutter egen interesse. Vi bliver nødt til at holde fast i en form for demokrati og i det personlige ansvar. Man kan ikke hævde et retssamfund, hvis de almindeligste regler bøjes af alle. Man kan ikke opretholde en småstat, hvis den stærkeste har ret til at invadere efter sin lyst.
Af disse grunde kan man ikke acceptere en ledelse, som praktiserer og løfter selvtægt til det højeste niveau i samfundet. Og man kan ikke acceptere en gengældelse, som benytter den samme selvtægt. Vi er henvist til at synliggøre protesten overalt. Hver især. Søren Krarups tese om de 10.000 læserbreve handlede om dette. Desværre vandt hans fortegn. Og desværre er vi andre henvist til at finde nye kanaler til offentligheden, fordi vi bliver censureret ud af medierne.
Og må vi så bede om at få sportsjournalisterne sat på Christiansborg. Kritisk journalistik er en stor mangelvare.