Jeg synes først, det var vanskeligt at tage stilling til, om vi skulle gå med i Irak-krigen eller ej,” siger Carsten Jensen.

Vi er tilbage i månederne inden, Danmark den 20. marts 2003 sammen med en række andre europæiske lande og anført af USA gik i krig i Irak. Carsten Jensen fortæller, at han i denne tid brugte sin søndagsklumme i Politiken på at diskutere med sig selv, om han var for eller imod invasionen.

Der var to ting, som spillede ind, når man skulle tage stilling. Var det troværdigt, som amerikanerne hævdede, at Saddam Hussein var en international trussel og i ledtog med Osama bin Laden? Nej. Var han en ulykke og en tragedie for irakerne? Ja, det var han. Så skulle vi gøre det for deres skyld? Det, synes jeg, var et moralsk meget svært spørgsmål at svare på,” siger forfatteren.

Carsten Jensen endte med at være imod krigen, og en del af den beslutning hang sammen med, at han følte, der blev løjet over for ham.

At hævde, at Saddam Hussein, en nationalistisk, sekulær leder, hvis forbillede var Stalin, skulle være i ledtog med Osama bin Laden, syntes jeg, var en fornærmelse mod ethvert tænkende menneskes intelligens. Påstanden om masseødelæggelsesvåben anså jeg også for at være vildt usandsynlig. Hele Irak blev nærmest røntgenfotograferet fra satellithøjde 24 timer i døgnet, og landet var fallit. Saddam var et monster, men han var et kastreret monster. Derfor følte jeg, at jeg blev trukket rundt ved næsen. Det spillede også en meget væsentlig rolle for mig, at det var fuldstændig uklart, hvad der skulle ske efter invasionen. Derfor sagde jeg nej,” fortæller han.

Forråelsen

Carsten Jensen mener, at Irak-krigen har tydeliggjort en forråelse i den danske befolkning.

Hvis man er uberørt af at have et aktivt medansvar for en krig, der udløser et barbari, som næsten er uden historisk sidestykke, er det, fordi man er blevet forrået. Løgnen er blevet en del af den politiske kultur. Konstant og vedvarende lyves vi for af de regerende, uden at nogen anfægtes. Jeg mener virkelig alvorligt, at vores demokrati er under angreb,” siger Carsten Jensen.

Han mener også, at befolkningens ligegladhed over for krigen er et tegn på, at danskerne har mistet interessen for den verden, vi befinder os i.

Når man kan være ligeglad med en international krig, som man deltager i, og som koster uhyrlige tab i menneskeliv, er det, fordi man er holdt op med at interessere sig for omverdenen. Det er en militant ligegladhed med den globale sammenhæng. Irakkrigen spillede ingen rolle ved sidste valg. Det kommer den heller ikke til ved det næste, og jeg vil skamme mig ned i det sorteste helvede, når jeg skal høre på en debat, der kun handler om skattelettelser og velfærdsstat,” siger han.

Meningsløst sprog

Sagen om de knap 600 afviste irakiske asylansøgere fremhæver Carsten Jensen også som et tegn på forråelsen i den danske befolkning.

Jeg forstår ikke, at der ikke nærmest er en folkehær, som går ud og rykker hegnet ned og tager de 600 asylansøgere med hjem. Hvordan kan nogen politikere overleve at dømme 600 uskyldige mennesker til en langsom kvælningsdød? Men det kan de. De bliver oven i købet populære på det. Der er noget helt, helt galt med danskerne,” siger han.

Carsten Jensen mener, at befolkningens apati er tæt forbundet med regeringens politik, som han kalder “en form for moralsk absolution”.

Denne regering lover os ansvarsfrihed på alle områder. Ingen, heller ikke statsministeren eller de magtfulde ministre, skal stå til ansvar for noget som helst. De taler så meget om frihed og værdier. Men det, de mener, er: frihed for alle værdier. Fogh deler gavmildt ud af sin værdi-nihilisme,” siger han.

Et centralt punkt er her regeringens “sprogfornyende” karakter, som i høj grad er kommet til udtryk i Irak-krigen.

Regeringen arbejder konstant og konsekvent på alle områder på at gøre det danske sprog meningsløst og løsrevet fra enhver forbindelse til virkeligheden,” siger han og følger op med et eksempel fra Irak-krigen.

Fogh lancerede afslutningen på vores engagement i Irak-krigen ved at sige, at vi med invasionen gav irakerne et tilbud om demokrati, som de så desværre havde lidt svært ved at administrere. Men hvad betyder det at få et tilbud? At man har lov til at sige nej tak. Altså har et frit valg. Blev irakerne spurgt, om de ville invaderes? Blev der afholdt en folkeafstemning? Selvfølgelig ikke. Derudover er den første forudsætning for, at et samfund kan fungere, at der er et minimum af infrastruktur. Den flåede amerikanerne fra hinanden. Vi afskaffede det, der gør et samfund til et samfund, det, som Anders Fogh kalder sammenhængskraften, og så sagde vi: Lav jeres eget demokrati. Og det kalder man et tilbud om demokrati. Altså, vi befinder os jo i Sandhedsministeriet i George Orwells 1984, hvor to plus to er fem,” understreger Carsten Jensen.

Han mener dog ikke, politikerne er ene om ansvaret, og kritiserer pressen for en “enestående mangel på kritisk holdning” i forbindelse med Irak-krigen.

Jeg mener, den danske presse bærer en væsentlig grad af medansvaret for den totale mangel på debat under Irak-krigen. Jeg tror, den danske presse i stigende grad styres efter de samme principper som politik. Man laver opinionsundersøgelser for at se, hvad der interesserer læserne, og har slet ingen opfattelse af, at man skal have en dagsordenssættende, opdragende eller forandrende funktion.”

Christiansborg hedder i journalist-jargon ‘Borgen’, og det siger alt. Folketinget er blevet en middelalderborg og politikerne de nye herremænd, mens journalisterne udgør det benovede hof. Alle journalisters forbillede er Michael Ulvemann, statsministerens spindoktor, som ikke er andet end en højt gageret løgnhals. Og når statsministeren en dag får brug for en endnu mere skruppelløs Karl Rove-type vil køen af ansøgere række herfra til Gedser, og Ulvemann selv kan se frem til en stjernestatus som politisk kommentator på tv eller i pressen,” siger Carsten Jensen.

Uantagelig tankegang

Hvis vi vender tilbage til Carsten Jensens diskussion med sig selv i Politikens spalter tilbage i månederne inden invasionen, var der også flere argumenter fra krigsmodstanderne, som han ikke accepterede.

Argumenterne med folkeretten og suverænitetstanken går jeg ikke ind for. Med de argumenter ville man for eksempel ikke kunne være gået ind i Kosovo. For med de argumenter kan man kun se passivt til, og det, synes jeg, er en helt uantagelig tankegang. Det svarer til at sige, at jøde-forfølgelsen i Tyskland under Hitler var et internt tysk problem, som vi desværre af respekt for folkeretten ikke kunne gøre andet ved end at vende det hvide ud af øjnene og sende postkort til Auschwitz,” siger han og tilføjer:

Jeg synes netop, det internationale samfund var inde på det rigtige spor i 1990’erne, hvor vi satte en stopper for folkemordet først i Bosnien og siden i Kosovo og andre steder. Dengang handlede det om at etablere en international retsorden. Men hele tanken om at skabe en form for global retssikkerhed er sandsynligvis død på grund af Irak. Så nu kan vi bare sidde og se til, mens globaliseringen går sin vilde, blodige gang, og den ene stat efter den anden kollapser og med sit sammenbrud udløser etniske krige.”

Fakta

Serie: Krigens pris

En lang række militærfolk, forskere, politikere og debattører har rejst kravet om en undersøgelse af Danmarks deltagelse i Irak-krigen

Information belyser i en artikelserie, hvordan de fire år i ørkensandet har forandret Danmark og danskerne: Hvad har politikerne lært? Hvad har befolkningen lært? Hvorfor gik det så galt? Og hvem bærer ansvaret?

Interviewet med Carsten Jensen i dag er sjette og sidste artikel i serien