Kassetænkningens svøbe

Dagen før, det blev kendt, at de to kvindelige chefer bag Danmarks Radios succeskanal, DR2, sagde deres stillinger op, kunne man på Ritzau læse et stillingsopslag fra Danmarks Radio:

"DR Programmer/nyheder søger menneskechef," hed det, og af fortsættelsen kunne man forstå, at kanalens udlandsredaktør har søgt andre græsgange, så derfor "søger vi (DR, red.) hans afløser som menneskechef for en stor gruppe reportere". Og den heldige vil se sig placeret i et stærkt ledelsesteam af blandt andre programchefer, hele fire menneskechefer og en divisionschef.

Danmarks Radio er i krise. Det kræver ikke den store indsigt at få øje på det. En del af det vedrører den famøse udflytning til Ørestaden.

Hertil er der hele det politiske slagsmål om, hvem der bærer skylden for det økonomiske morads, som Danmarks Radio er endt i. En ikke uvæsentlig del er selvforskyldt, men en del handler naturligvis også om politisk modvilje. Mildt sagt.

Men at Danmarks Radios krise ikke kun har med spadestik, fordyrede boliglån og politisk modvilje at gøre, er efterhånden også tydeligt for enhver, der er i bare perifer kontakt med institutionen.

Krisen er også strukturel og ledelsesmæssig, og karakteren af den demonstreres af den citerede stillingsannonce.

I gamle dage var der noget, der hed redaktører, og når man ansatte sådan nogen - for eksempel som her til at tage sig af udlandsdækningen - ja, så gik man ud fra, at det var det, vedkommende gjorde. Talte med korrespondenterne, satte historier i gang, redigerede, skærpede og coachede for at have den bedst mulige dækning på dagen.

Man har nu afskaffet begrebet redaktør og erstattet det af noget bureaukratisk sludder, som ingen forstår, og endnu færre kan tage alvorligt. I stedet for at forestille sig, at flere funktioner kan rummes i én person og stilling, er funktioner nu opdelt i ressourcechefer, menneskechefer, projektchefer og et hav af andre chefer. Moderne kassetækning, som ingen forstår et kvidder af.

Danmarks Radios generaldirektør, Kenneth Plummer, forsøgte for nylig at afvise, at Danmarks Radio skulle være i krise. På den netop afholdte tv-festival høstede Danmarks Radio 13 ud af 20 priser. Det fik Kenneth Plummer til at pege på priserne og sige: Se, vi er en kreativ og moderne medievirksomhed, der lever af og vinder anerkendelse for vores kreative medieproduktion. Og flot var det.

Men lige så lidt som generaldirektøren kan gemme sig bag sine medarbejderes kreative medieproduktion, lige så lidt kan det skjules, at hans institution er i krise. Stort set sammenfaldende med tv-festivalen sendte den ene afdeling efter den anden protestbreve til direktionen, mens medarbejderne truede med at opsige det formelle samarbejde med ledelsen. En del skyldes nedskæringer og fyringer, men grundlæggende skyldes det mangel på tillid. Stemningen er elendig, forlyder det, og medarbejderne søger væk. Selv om ingen er uundværlige, og DR2 såmænd nok skal blive ved at sende, så er det alligevel det, der er bekymrende ved kanalchefernes opsigelse, fordi den ligner et symptom på hele sygdommen. Selv ikke dem, der skulle gå forrest, tror tilsyneladende længere på projektet.

Fortsætter den tendens, giver det svære vilkår for public service, og det er nærliggende at få den tanke, at der er en sammenhæng mellem dette symptom og Plummmers kække managementfilosofi, der som så meget andet stammer fra Californien. Men hvor håbet sikkert har været at skabe en rationel og gennemskuelig ledelsesstruktur, er resultatet af den rationelle kassetænkning det modsatte. At tro, at en kreativ mediearbejdsplads kan opdeles i et lydefri og lydtæt ledelsesunivers, er vanvid og nærmer sig noget skræmmende.

Public service har forandret sig radikalt i takt med samfundsudviklingen og handler ikke længere om enhedskultur og opdragelse af folket, men handler om at udforske og udfordre vaneforestillinger.

Som det blev formuleret i Information fredag af de afgående kanalchefer, er public service ikke pligt, men en lyst til at gå til grænsen, lyst til at eksperimentere, lyst til at udfordre og ikke mindst til at vise folk tillid.

Det hele begynder med tilliden, for af den udspringer erkendelsen af, at ingen - heller ikke chefer - kan puttes i kasser, som det forsøges i Danmarks Radio. De bedste af dem - og man kunne for eksempel bare kalde dem redaktører - er både menneskechefer, ressourcechefer og projektchefer og kan derfor også rumme de modsætninger og konflikter, som kreative medievirksomheder er afhængige af, hvis de fortsat vil være kreative. Det andet ligner en blindgyde, og selv om de afgående kanalchefer ikke smækker med døren, ligner det en tanke, når de, på spørgsmålet om deres afgang er en indirekte kritik af DR, svarer: "Det er mere en reaktion, end det er en kritik." Reaktion. Kritik. Hvad er forskellen?