Et af resultaterne af den trepartsaftale, der blev indgået i juni, er en øget satsning på veluddannede offentlige ledere. Det kan vi kun være tilfredse med. Det er en væsentlig forudsætning for udvikling af den offentlige sektor, at ledelsen styrkes på alle niveauer. Men hvis ikke satsningen skal ende som varm luft, er det vigtigt at tage stilling til, hvad “en styrkelse af ledelsesopgaven” reelt bør indebære.

Ledelsesopgaven i sundhedsvæsenet er i høj grad afhængig af konteksten og er således præget af en række særlige karakteristika:

For det første er der tale om en stærkt politiseret sektor, hvor enkeltsager ofte trækker overskrifter i pressen. Det skaber store udfordringer for lederne.

For det andet skal ledelsen hænge sammen, og den skal udføres på alle niveauer. Hvis toplederne og politikerne ikke tager deres del af ansvaret, forskydes det længere ned i organisationen til ledere og medarbejdere, der alt for sjældent har mulighed for selv at gøre noget ved problemet. Hvis den lokale ledelse skal udvikles og gøres bedre, er det væsentligt, at den også får handlemuligheder.

For det tredje må det afklares, om politikerne fortsat forventer, at lederne er forpligtede i forhold til værdier som lige adgang til behandling og prioriteringer mellem patienter, styret af sundhedsfaglige vurderinger. Det overlades alt for ofte til den enkelte leder at foretage de vanskelige, værdibetingede valg.

For det fjerde er sundhedsvæsen et fyldt med modsigelser mellem styringsmodeller. På den ene side forventes det, at man konkurrerer, og på den anden side forventes det, at man samarbejder for at løse den samlede opgave.

Det sætter lokale ledende læger og sygeplejersker i en række dilemmaer.

Endelig skal lederne kunne skabe samspil mellem sundhedsvæsenet og patienterne. De skal kunne medvirke til at skabe sammenhængende patientforløb og arbejde med dokumentation og standarder i et fagligt udviklingsperspektiv.

Konstante sceneskift

Samlet set foregår offentlig ledelse og ikke mindst ledelse i sundhedsvæsenet i en kontekst, der er præget af politisk styring, modstridende styringssignaler og manglende afklaring af ledelsesrummet. Samtidig er sundhedsvæsenet i en stadig forandringsproces, som på nogle punkter rokker ved velfærdsstatens grundlag om lige adgang for borgerne og sundhedsfaglige prioriteringer som styrende.

For at ledelsesopgaven kan fungere optimalt, kræver det, at de offentlige leder es vilkår forbedres markant. Dette arbejde må begynde på det allerøverste politiske niveau, hvor ministre og politikere bør kunne skabe mere sikre og langsigtede økonomiske og politiske rammer for ledelse. Sundhedsvæsenets ledere er ikke tjent med det usammenhængende politiske grundlag, der fremkommer som resultat af højt profilerede enkeltsager og heller ikke med den korte tidshorisont, der følger af etårige økonomiaftaler mellem regioner og regering.

Større eftertænksomhed

Vi savner større politisk eftertænksomhed og visioner, når beslutninger - også om det fremtidige ledelsessystem - træffes og vi foreslår derfor en samlet ledelsespolitik med fokus på følgende elementer:

Ledere på alle niveauer skal have reelle ledelsesmæssige handlemuligheder og pligter - både i forhold til daglig drift og udviklingsopgaver.

Der skal være sammenhæng mellem ledelsesopgaven og de ressourcer, der stilles til rådighed. Og der skal være sammenhæng mellem ledelsesopgaven og det antal personer, der ledes.

De decentrale ledelser skal have større mulighed for at eksperimentere med lokale ledelsesformer og -modeller. Man kan udmærket have en entydig placering af det formelle ledelsesansvar, selv om man arbejder med ledelsesteams og tværgående ledelsesmodeller.

Alle ledere bør tilbydes en lederuddannelse, der svarer til deres ledelsesopgave. Det skal være uddannelsestilbud, der er målrettet offentlig ledelse og som tager udgangspunkt i de faktiske dilemmaer, magtkampe og konflikter, der eksisterer.

Med trepartsaftalen får bl.a. de sygeplejefaglige ledere ret til en lederuddannelse. Uddannelse kan dog langt fra stå alene. God offentlig ledelse handler også om at skabe bedre politiske rammer for ledelse. Men tiltaget er et solidt skridt i den rigtige retning. Samtidig håber vi, de nye toner er et signal om, at politikerne og arbejdsgiverne for alvor anerkender behovet for at satse på ledelse i sundhedsvæsenet - til gavn for patienter, medarbejdere og ledere.

Peter Kragh Jespersen er lektor i organisationsteori ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet

Dorte Steenberg er sygeplejerske og næstfmd. i Dansk Sygeplejeråd