ISLAMABAD - Forhandlingerne om en magtdelingsaftale imellem den pakistanske præsident, Pervez Musharraf, og den tidligere premierminister Benazir Bhutto er nu kommet i fare for at lide skibbrud, og det værste skær ser ud til at blive endnu en eksileret ekspremierministers umiddelbart forestående tilbagevenden.
Ingen havde forudset den risiko, Nawaz Sharif udgjorde. Så sent som onsdag udtalte Bhutto, at hun og Musharraf kun var "et katteknurhår" væk fra en pagt, der ville gøre ham til Pakistans valgte præsident for en yderligere fem års periode, mens hun selv kunne vende tilbage til Pakistan for at stå i spidsen for sit Pakistanske Folkeparti (PPP) ved parlamentsvalget.
Musharraf lovede tillige at træde tilbage som hærchef inden årets udgang, sagde Bhutto. Samtidig ville korruptionsanklager imod hende og hendes mand i forbindelse med hendes tidligere premierministerperiode blive frafaldet. Eneste tilbageværende forhindring så ud til at være den præcise arbejdsdeling mellem deres fremtidige roller som præsident og premierminister.
En gammel nemesis
Men ingen af dem havde regnet med en gammel nemesis. Igennem 1990'erne var Sharif Bhuttos bitreste rival, og begge søgte at få hæren over på sin side for at bringe den andens regering til fald. I 1999 væltede general Musharraf så premierminister Sharif ved et kup og sendte ham i eksil i Saudi-Arabien for en periode af ti år.
Eller sådan havde i Musharraf i al fald tænkt sig det. Men i sidste uge afgjorde Pakistans nye selvbevidste højesteret, at der retsligt intet var til hinder for, at Sharif kunne vende tilbage til sit hjemland. Og torsdag - på et velbesøgt pressemøde i London - sagde Sharif, at han ville ankomme til Islamabad 10. september for "at indlede den afgørende kamp imod diktaturet". Hvad angår regeringens trusler om yderligere forvisning eller fængsling, var disse blot "de desperate råb fra et rædselsslagent regime, der ser sin undergang i møde", sagde han.
Arrestation farlig
Det var et element af dumdristig udæsken i disse udtalelser - men kun et element. For statslige pakistanske advokater indrømmer, at regeringen vil gøre sig skyldig i 'foragt for retten', hvis den skulle beslutte sig for at deportere Sharif, når han lander. Præsident Musharrafs rådgivere er endvidere opmærksomme på, at en arrestation af Sharif ikke blot vil styrke hans status som martyr, men også kunne udløse masseprotester i gaderne. Demonstrationsoptog er allerede under forberedelse i Sharifs hjemby, Lahore.
Hertil kommer et yderligere problem: Mange ministre og medlemmer af Musharrafs regerende parti, Den Muslimske Liga (ML), er forhenværende medlemmer af Sharifs parti. I overensstemmelse med en lang og skændig pakistansk tradition skiftede de side, da Musharraf greb magten. Nu - med Musharraf i frit fald og Sharif på vej op igen - er det, som der igen høres hastig trippen fra rotter, der er ved at forlade den synkende skude. Kilder i Sharifs inderkreds siger, at så mange som 30 ML-medlemmer, deriblandt visse ministre, har ytret ønske om at tilslutte sig deres gamle boss.
Risikerer opløsning
ML's ledere ved udmærket, at sivningen risikerer at blive til en flodbølge. På et krisemøde med Musharraf torsdag sagde de, at en aftale med Bhutto forud for valget risikerede at medføre ML's endeligt og masseafhopninger til Sharif. Præsidenten rapporteredes at have lyttet "tålmodigt" til deres bekymringer. Hans talsmand, generalmajor Rashid Quereshi, sagde imidlertid, at der ikke forelå nogen sådan aftale med PPP, men at "dialogen fortsatte".
Vil det så betyde, at der ikke bliver noget af 'aftalen' mellem Musharraf og Bhutto? Den politiske analytiker Naseem Zehra medgiver, at det i denne sælsomme tango imellem tre pakistanske ledere, er Sharif, der lige nu ser ud til at være ovenpå.
"For det første har han ikke indgået nogen handler med en militærdiktator, hvilket tæller i hans favør. For det andet har han ingen andel i, hvad mange i Pakistan betragter som et arrangement, der kun er blevet til i kraft af amerikansk pres. Og for det tredje står han til at vinde på ikke at være del af den ustabilitet, som uundgåeligt vil sætte sit præg på en pagt imellem Musharraf og Bhutto."
Paradoksalt nok mener han dog, at Sharifs genfødsel har gjort en alliance mellem Musharraf og Bhutto ikke mindre, men mere nødvendig. Ikke af hensyn til national forsoning og endnu mindre af hensyn til demokratiske principper, men af hensyn til politisk overlevelse.
"Der er to desperate personer i pakistansk politik i dag," siger Zehra. "Hvis aftalen ikke går igennem, bliver Musharraf nødt til at forhandle med andre partier eller trække sig. Hvad angår Bhutto, vil hun se endnu værre ud end nu. Hendes troværdighed vil have lidt et alvorligt knæk, ikke mindst blandt de af hendes partimedlemmer, der fra begyndelsen af var imod at forhandle med en 'diktator'. Med andre ord har hverken Musharraf eller Bhutto råd til at fejle."
Oversat af Niels Ivar Larsen
