"Altså, jeg har aldrig oplevet, at der ikke var folk til Charlie Dee," siger dørvogteren selvbevidst.
Det skal nok passe. Lige nu er der bare halvtomt nede på Pier 1 i Århus Havn, her en time inden Charlie går på scenen. Århus Festuge har godt nok flyttet al folkeligheden ned til havnen, men lørdag aften er folket forsvundet. Enten sidder århusianerne og spiser, eller også er de til Police koncert ude på Vestereng.
Festugen har ellers investeret i et nyt, hidsigt vartegn: Et overdimensioneret pariserhjul, der blinker hidsigt og orangerødt for enden af molen, omtrent i samme højde som rådhustårnet. Tysk pop knitrer ud af højttalerne, der næsten overdøver tyrolermonotonien nede fra Royals øltelt; dér kan man til gengæld få literglasset med for 120 kroner. Og restauratøren på Pier-restauranten har godt med kartoffelsalat tilbage på buffeten. Her er der ingen røde lygter.
Selv inde i byens hjerte på Clemens Bro er der god plads. Her plejer man ellers at stå som sild i en teenagertønde sammen med udsøgte langfingrede, men nu er der kun indianerne med deres kommercialiserede fløjter. Og man kan få et bord på lige akkurat den café, man har lyst til. Også nede ved den øde å.
Nå nej, nede på Store Torv slænger folk sig på de fleste af sæderne i den nyopstillede, røde sofa. Megamøblet skal sikre sig en plads i Guinness Rekordbog, og om ikke andet viser sofaen, at der er for få siddepladser til daglig på denne stentrekant. Omme på Pustervig rykker folk dog sammen mellem fadøllene, "indtil alting er'r forbi ..."
3D-transformation
Festugen startede fredag. Eller faktisk allerede torsdag, hvor Steffen Brandt havde inviteret til uofficielt åbningsbal på Rådhuset, hvilket åbenbart har været så muntert, at alle taler om, at det skal være festugens nye tradition. Men Brandt har åbenbart fået byens festbatteri til at gå i rødt.
Nå, men fredag aften kom så dronningen i rødt chiffon og improviserede talegaver.
"Hermed erklærer jeg Århus Festuge 2007 i bevægelse," sagde hun fabulerende.
Og folk rykkede en anelse på slipsene og krattede med de høje hæle, sådan bare for at være med i bevægelsen. For det er den, der er i fokus dette år: bevægelsen.
Så tog vi allesammen 3D-briller på, for så var der dømt Stravinskij med billede på, nemlig Klaus Obermaiers fortolkning af Le Sacre du printemps. Den flotte, engelske danserinde Julia Mach bevægede sig rundt på en lille scene med blondiehår og hvid underkjole. Hun tegnede med hænderne i luften, og straks tegnede de samme linjer sig som røde streger på et kæmpe video-lærred. Hun krummede sig sammen, og fluks gled hun rundt i 12 sammenkrummede simultanversioner på lærredet. Hun rakte armene ud, og pludselig voksede hendes arme på lærredet som manipulerede og længselsfulde grene.
DR Radiosymfoniorkestret lagde ud med de blødeste, sprødeste træblæsere, næsten som om de ville bevise, at Stravinskij kan spilles med jysk morgengry. Indtil altså at selv dirigenten Thomas Dausgaard måtte kapitulere og lade slagtøjet buldre i offervrede. Alligevel blev slutningen underligt uforløst: som om afslutningsakkorderne kom bag på dirigenten, der ikke kunne mønstre den hævnkraft og sejrslyst, som musikken bærer i sig. Måske blev han bare forført af Julia Machs lange ben, lige som os andre, der nogle gange næsten glemte at lytte. Eller også blev han døvet af den monstrøse videoprojektor bag i salen, der larmede som en hotelstøvsuger. Men sansepirrende var denne Sacre med dens røde, hemmelige tegn.
Fortovsforvandling
Ude i byen er der også røde, indforståede tegn. Årets byforvandling er 'Den Røde Rute', der løber i en cirkel fra Klostergade ned om Honnørkajen og Spanien til Jægergårdsgade og Musikhuset og Møllestien. Røde, firkantede fliseplader med mere eller mindre subtile Morten Albæk-tekster er limet fast på fortovet, så man hele tiden kan føle sig tryg: Festugen er lige her, hvor du står!
De forretninger, der er fremme i skoen, har da også fundet alt det rødeste røde frem i vinduerne: Fra Lædersmedens håndsyede støvler til Coutures røde kjole på drejegine - ved siden af den uundværlige, røde avisholder og den røde sandwichmadkasse med plads til et rødt æble...
Selv Kvindemuseet byder på rød rabarberkage. Nogle siger endda, at Musikhuset har investeret i røde toiletsæder.
Men ellers skete der ikke noget på Route Rouge. I hvert fald ikke på de meter, jeg fik trisset henad i løbet af lørdagen. Ikke så meget som en rød klovnenæse mødte jeg undervejs. Selv Frontløberne var ude af syne. Måske ruten alligevel er blevet for lang, og det sjove for spredt?
Først uden for Rosenteatret mødte jeg den røde farves kraft. Her sad en underskøn sangerinde med dybblød stemme og røde hårlokker. Hun sang fuldblods Waits, så selv businessmænd standsede op og satte sig på deres fly-trolleys. Hvem hun var, fortonede sig. Denne festuge bruger ikke kræfter på plakater med navne. Du må selv kysse prinsessen, hvis du vil vide, hvem hun er.
Smagsforvirring
Eller måske er det hele planlagt? Måske skal vi pirres og sanseudhungres, så vi til sidst forlader den ølfokuserede folkelighed og søger ind mod kunsten? Måske er det tricket hos den nye festugechef Jens Folmer Jepsen? At han elegant overvinder festugens uhelbredelige skisma mellem det folkelige og det elitære ved at få folket til selv at søge væk fra ølteltene og over mod kunsten af lutter kedsomhed?
Efterhånden som lørdag aften skred frem, føltes det endnu mere fantastisk at have en billet til Enrique Vargas' sanseforestilling Måltidet nede på restaurant Svineriet i Mejlgade. Kun 32 pladser er der oppe under taget i baggården. Og rygterne holdt stik: Undervejs i forestillingen får vi bind for øjnene...
Mørket foruroliger. Men så kommer en blød englehånd, der fører mine fingre op mod en tallerken, hvor jeg kan mærke mig frem til en udsøgt ret: Vådt eller blødt eller varmt? Suppe eller and eller ost?
I tavsheden og mørket bliver ordene væk. Som om maden og lugtene mister deres navne. Tilbage er kun følelsen af det, munden gerne vil have mere af - og det, den ikke kan lide. Lysten til at træde ind i fiktionen får overtaget. Og langsomt dukker dufte og smagsgenkendelser op - i et lydunivers med en mundharmonika, der sukker, og knive, der hakker.
Her mærker jeg pludselig drømmen om at se rødt. Drømmen om at lade vreden og glæden koge over med festugekraft. Jeg ser pludselig duften af roser, og jeg hører smagen af tomat. Lykkesnert hedder det vist. Og min engel i mørket lægger af og til vingen på min skulder.
Men pludselig er englen væk. Trappetrinene i Svineret ligger bag mig. Og festugens virkelighed råber op med fulde teenagepiger i lårkort og vrede mobiler. Busserne er gule, og taxaerne er grå. Og den røde lykke forsvinder i mørket.
Århus Festuge, åbningsforestilling: Le Sacre du printemps af Stravinskij. DR Radiosymfoniorkestret. Dirigent: Thomas Dausgaard. Koncept: Klaus Obermaier. Dans: Julia Mach. Østrig/England. Fredag.
Måltidet af Enrique Vargas. Duftdesign: Giovanna Pezzullo. Lyddesign: Stephan Leidet. Iscenesættelse: Gabriella Salvaterra. Teatro de los Sentidos. Spanien. Svineriet, Mejlgade 35. Lørdag. Spilles også 5-8. sep. kl. 18 og 22. Kr. 530 inkl. mad og drikke.
