Det er ærgerligt, at Socialdemokraterne som et progressivt parti ikke har taget initiativ til at få kriminaliseret købesexkunderne.”

Det siger Poul Erik Skov Christensen, formand for landets næststørste fagforbund, 3F.

Vi har for nylig indsamlet over 100.000 underskrifter på kravet ‘stop kvindehandel nu’, og det er folk fra alle lag i samfundet, der støtter det krav. Hvis en kriminalisering af sexkøb er dét, der skal til, så vil jeg ikke have noget imod det.”

3F-formanden henviser til, at forud for det svenske forbud mod sexkøb i 1999, gik to af den svenske fagbevægelses mandlige sværvægtere offentligt i brechen for forslaget, så det ikke længere kunne afvises som udelukkende et kvindepolitisk spørgsmål.

Han er enig i grundtanken bag det svenske forbud, nemlig at det er vold mod en kvinde, hvis hendes krop skal sælges på linje med andre varer. Poul Erik Skov Christensen håber derfor, at hans appel nu vil igangsætte en tilsvarende proces i Danmark - og at det passende starter på socialdemokraternes kongres i Aalborg lørdag-søndag:

Socialdemokraterne burde stille lovforslag om det i Folketinget. Jeg er sikker på, at partiet i den her sag godt kunne løfte fanen noget højere.”

- Hvorfor har Helle Thorning-Schmidt ikke for længst grebet den bold?

Jeg ved det ikke. For jeg fatter ikke, hvorfor det skal være lovligt at betale sig fra at misbruge en kvinde seksuelt. Og det er jo det, der sker.”

3F’ere som kunder?

Ingen medlemmer af Folketinget kan være uvidende om, hvad der foregår, for det finder sted hver eneste dag ganske få hundrede meter fra Christiansborg. Så politikerne sætter kikkerten for det blinde øje, så længe de ikke effektivt får stoppet den trafik.”

- Mon ikke nogle af dine egne medlemmer er blandt kunderne?

Det kan da godt være. Kunderne kommer sikkert fra alle samfundslag, men det spiller ingen rolle for mit synspunkt. Jeg kan ikke se, at nogen har ret til at misbruge andre. Og al den snak om mandens ret… Ingen mand er født med retten til at tage, hvad man vil, uanset de skader det forvolder på andre. Vi lever jo ikke i stenalderen.”

Jeg ved ikke, om mit synspunkt bakkes op af andre faglige ledere, men jeg vil da bestemt tro det. For jeg kan dårligt forestille mig, at en forbundsformand med streg under mand kan mene noget andet. Det er jo forfærdeligt at høre og læse om de forhold, som ikke mindst afrikanske kvinder lider under, når de tvinges til at sælge deres krop. Alle de drømme og forhåbninger, de har til livet, de bliver godt og grundigt mast på lagnerne rundt om på danske bordeller.”

Ifølge Poul Erik Skov Christensen skal et samfund bedømmes på sin moral:

Og det er efter min mening dobbeltmoralsk, at vi godt kan have en lov, der forbyder at slå børn, men en lov, der kan forbyde vold mod og misbrug af dybt ulykkelige kvinder, den vil man ikke røre ved. Og selv om man måske vurderer, at et forbud mod sexkøb ikke er en umiddelbar vindersag blandt mange vælgere, så må man tage diskussionen. Vores erfaringer fra underskriftsindsamlingen er, at kravet har støtte i alle lag af befolkningen.”

Gå den nordiske vej

Når 3F har brugt mange kræfter mod kvindehandel, er det ud fra et perspektiv om ligestilling. Da Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) og Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD) blev slået sammen, var kampen mod ulighed både i samfundet og mellem kønnene en mærkesag. Og til dem, der mener, at det må være en menneskeret at købe en kvinde og have sex med, til dem vil jeg sige, at det er efter min vurdering et udtryk for afstumpethed.”

Poul Erik Skov Christensen forestiller sig, at et forbud skal følges op af massiv støtte til de handlede kvinder. Ikke mindst dem, der bryder med bagmænd og rufferkarle:

Det er forfærdeligt at skulle se, at selv de kvinder, der kæmper sig fri af alfonser og bagmænd og endda hjælper politiet med deres farlige insideviden, at de ikke kan være sikre på at kunne blive i Danmark.”

I stedet bliver disse kvinder typisk sendt hjem, tilbage til den egn i Afrika, hvor de kommer fra. Men når de har hjulpet dansk politi med at udpege bagmænd, så kan det for nogle være direkte livsfarligt. Det kan vi simpelthen ikke vær bekendt, og her ligger en meget stor opgave for Socialdemokraterne. Ikke mindst for partiets kvindelige formand. Så min opfordring til hende og de øvrige kongresdeltagere skal være: Gør som socialdemokraterne for længst har gjort i de andre nordiske lande. Følg deres spor, og få forbudt sexkøb, så vi effektivt kan komme kvindehandlen til livs, ” siger Poul Erik Skov Christensen.