Socialborgmester Mikkel Varmning afviser mere eller mindre i et læserbrev den 31. august, at kriminalisering af prostitutionskunder kan være i strid med menneskerettighederne.

At kriminalisering kan stride mod retten til at vælge erhverv, kalder han for en teoretisk betragtning, der er løsrevet fra den sociale virkelighed.

Han overser imidlertid nuancerne i problematikken, når han f.eks henviser til, at der jo også er andre erhverv, vi forbyder, “fordi vi som fællesskab har besluttet, at de ikke ville være gode muligheder for den enkelte eller samfundet”.

Menneskerettighederne bygger på den tænkning, at den enkelte borger er udstyret med en ret til frihed. Denne frihed omfatter både valgfrihed med hensyn til den måde, vi vælger at indrette vores liv på, og de relationer, vi ønsker at udvikle, men også med hensyn til valg af erhverv.

Da det ikke er ulovligt at ernære sig ved prostitution i Danmark, kan en kriminalisering af kunderne derfor indirekte medvirke til, at erhvervet hverken kan opretholdes eller tilvælges.

Man kan godt med menneskerettighederne i hånden afskære prostitution som erhvervsmulighed. Men så kræver det en lovbestemmelse og en begrundelse, der overbeviser om, at de samfundsmæssige hensyn vejer tungere end hensynet til den enkelte prostituerede kvinde eller mand.

Sådan et sådan forbud har vi jo ikke, og jeg har heller ikke hørt det foreslået. Derfor bliver vi nødt til at se på, hvordan vi bl.a. ved hjælp af en anden type lovgivning kan løse de mange alvorlige sociale problemer og menneskelige konsekvenser, der er forbundet med prostitution.

Jeg har tidligere beskrevet her i avisen, hvordan kriminalisering af kunder er et egnet redskab i forhold til de kvinder, der er ofre for kvindehandel, og i forhold til de kvinder, der må anses som tvangsprostituerede, fordi de socialt, økonomisk, psykologisk og/eller på grund af misbrug ikke har reelle alternativer. Disse kvinder er krænket på så mange måder og bliver det dagligt, at staten har en forpligtelse til at sørge for, at de kan forlade prostitutionen.

Samtidig må vi imidlertid erkende og acceptere, at et mindre antal kvinder har valgt at arbejde som sexarbejdere, og at dette valg er frit og udtryk for deres selvbestemmelsesret til at ernære sig ved et lovligt erhverv. Jeg har derfor argumenteret for, at en kriminalisering af kunder til sådanne sexarbejdere vil gribe ind i kvindernes frie adgang til erhverv og i deres selvbestemmelsesret.

Individets frihed

Ganske vist kan man indvende, at erhvervet også for disse kvinder er skadeligt, fordi det har både sociale, sundhedsmæssige, følelsesmæssig, seksuelle og måske endda kønsligestillingsmæssige konsekvenser. Og at man derfor bør forbyde det. Men selvom en sådan løsning er fint forankret i en velfærdsstatslig tradition, så er den ikke forenelig med en rettighedstænkning, hvor individets frihed er central og kun i undtagelsessituationer kan begrænses.

Derfor er der behov for en flerstrenget strategi, der skaber egnede og holdbare løsninger for både tvangsprostituerede og sexarbejdere. Det behov opfylder en generel kriminalisering af prostitutionskunder ikke. I stedet fremstår det netop som løsrevet fra den sociale virkelighed.

Birgitte Kofod Olsen, Afdelingsleder, Ph.d., Institut for Menneskerettigheder