Ny bog

En operaelsker i aktion

Peter Dürrfelds lystvandring gennem operahistorien er et lige lovligt letbenet stykke liebhaveri, hvor man savner en værdsættelse af musikken som andet end handlings-formidlende
6. september 2007
Af: Ståle Wikshåland

Det er ikke så ofte, at opera-elskerne, og hermed mener jeg de virkelige amatører, kommer til orde.

Det har Informations Forlag nu gjort noget ved med udsendelsen af sin skak-redaktør, Peter Dürrfelds, 232 sider lange operaguide. Ifølge forlaget selv: "En lystvandring igennem 400 års operahistorie - garanteret fri for kedsommelige handlingsreferater om forbyttede fyrstebørn og forsmåede elskere".

Sidste del af selvangivelsen - den om de "forbyttede fyrstebørn og forsmåede elskere" - må være inspireret af de berømte Stabreime i Wagners operaer. Selv har jeg i al fald aldrig tænkt på "forbyttede fyrstebørn" som typisk operastof.

Men pyt nu med det. Dürrfeld trækker gerne en pointe frem for den gode formulerings skyld, og det vil jeg ikke bebrejde ham.

Hovedsporets slagne vej

Forfatter og forlag byder på en letlæst tekst. Dette er ikke uden videre ment som en anbefaling. Nogle steder bliver det lovlig letbenet. Forsøgene på at drage Monteverdi ind i kanon rammer så decideret ved siden af, og Dürrfeld får end ikke de simpleste historiske fakta på plads. Ej heller får han fat på, hvad et storværk som Pop-peas kroning i grunden drejer sig om. Lige så galt går det, så såre Dürrfeld bevæger sig ind i det 20. århundrede for slet ikke at tale om det 21.

Her mærkes det, at det er en Liebhaber, som skriver og tilmed en på mange måder traditionel Liebhaber, som ikke har så meget kært i operaens verden ud over hovedsporets slagne vej. Bogen slutter omtrent med Puccini (og udelader Richard Strauss!), på samme måde som den først rigtig begynder med Händel.

Dog har vi ikke med en operaelsker at gøre, som ynder mest at skrive om gamle dage. Dürrfeld drysser rask væk om sig med referencer til nyere opsætninger og - til benefice for lænestolspublikummet - frem for alt til nyere DVD-indspilninger. Og her træffer ofte de måske ikke mest udfordrende og spændstige forestillinger, men så afgjort en hel række af de virkelig gode og klassiske.

Man kan læse Dürrfelds tekster og danne sig et billede af sin komponist i sin helhed og undertiden også af de enkelte operaer, han skrev. Her skiller Dürrfelds personlige favoritter sig klart ud: Mozart, Verdi og Puccini.

For idiosynkratisk

Men opfylder han så de forventninger, som mange vel har, når de køber en sådan bog - nemlig at kunne forberede sig gennem læsning på en opera, som man har tænkt sig at se på scenen eller på tv-skærmen?

Dette har været den grundlæggende funktion, som flere velprøvede operaleksika har søgt at imødekomme, men en sådan standard lever Dürrfelds tekst ikke op til. Det bliver for knapt og til tider også for idiosynkratisk til, at man som læser bliver udstyret med tilstrækkeligt med informationer til, at noget kan bundfælde sig og bliver aktiveret, når forestillingen går i gang.

Til gengæld får man så Dürrfelds kvikke meningsytringer om dette og hint, undertiden præcist rammende som i omtalen af Verdis Don Carlos, andre gange helt meningsløse, som når Dürrfeld bundter Rossini, Donizetti og Bellini sammen til mere eller mindre en og samme pakke. Da bliver resultatet til det, man på norsk kalder å bære staur ('at bære stave', underforstået: som springer i alle retninger, red.).

Men hvad man ikke får, og dette er egentlig min vigtigste indvending imod bogen, er træffende beskrivelser af musikken. Det kan godt være, at musikken skal fortælle en handling og er vigtigste virkemiddel i så henseende, men det betyder ikke, at det meste er sagt om musikken, når handlingen er fortalt.

Måske er dette amatøren, som fornemmer sine egne grænser og holder sig til det, han kan, og som begejstrer ham. Men i så fald begriber jeg ikke, hvordan han kan insistere, som han gør i både overskrift og brødtekst, på at omtale en af romantikkens kæreste arier, fra Bellinis Norma som "Costa (sic!) Diva" (og ikke "Casta Diva", red.). Kan man have tillid til en skribent, som signerer trykfejl i kernerepertoiret?

Ståle Wikshåland er professor i Musikvidenskab ved Oslo Universitet og anmelder af klassisk musik for det norske Dagbladet

Oversat af Niels Ivar Larsen

Operaguide

Peter Dürrfeld
- Informations Forlag
- 232 sider
- 248 kroner
- ISBN 978-87-7514-1630.

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • Sanserne, sundheden og hospitalsmiljøet

    Et psykiatrisk sundhedshus i Helsingør sætter tidssvarende fysisk dagsorden. For omgivelserne har betydning for helbredelsen, så nærmiljøet er vigtigt i planlægningen af om- og tilbygninger, fremgår det af en bog om Sansernes Hospital
  • Spil er ikke længere underholdning - det er ved at blive alvor

    Computerspillet har overhalet filmen og musikken som det medie, der på mange måder bedst tilfredsstiller det moderne menneskes behov. Og med de rige muligheder for at være medproducent i de stigende både fysiske og psykiske udfoldelser, spillet indeholder, har vi muligvis kun set toppen af isbjerget
  • Dame i dårligt selskab

    Regeringsdeltagelsen ruinerer Rønns ry og rygte
  • guidetilgroenlivsstil.jpg

    Og lige pludselig handlede det hele om CO2

    Først var det atomkraft, så var det syreregn, så forsvandt ozonlaget, og nu handler alt om CO2. Så blev atomkraft godt alligevel, økologi var lige pludselig ude, og alt det med at købe lokalt blev en løgn. For forskerne kræver det kæmpe analyser at finde ud af den rigtige måde at handle på. For alle os andre er det noget rod
  • Nu kan kvinden også være et skvat

    En række kvindelige forfattere har lagt fløjshandskerne og offerrollen væk og beskriver skyggesiden af de kvindelige dyder. Velkommen til antiheltinden og kvinden som skvat
  • ff20080904-211444-pic-76299106.jpg

    'EF-Domstolens rolle kan godt tones ned'

    I forbindelse med balladen om Danmarks udlændingeregler, er EF-Domstolen blevet beskyldt for at politisere. Men sådan er domstolens rolle defineret, siger professor Jørgen Grønnegaard Christensen, der dog mener, at det godt kunne være anderledes