SF: Dumpekarakter til strategi for klimasikring

Hvis det er et videnskabeligt faktum at nogle former for videnskabelige sandhedskriterier står i vejen for sandheden og sandhedens funktion i omverdenen til det videnskabelige system, er det et videnskabeligt problem at forklare det. I dag befinder og behandles klimaproblemerne fx, som om man kan forvente den absolut deduktive redegørelse for fremtidens klima. Men hvis fremtidens klima sammen med dets betingelse i den socialhumane realitet er udtryk for et komplekst og ikke trivielt fænomen, så er det eneste vi kan vide her, det at vi ikke kommer til at kende det fuldt ud på forhånd. Kravet om absolut forudsigelse blokerer på den måde for den praktiske anvendelse af den eneste form for indsigt, som gælder videnskabeligt på området.
I demokratiets navn svømmer medier og debatfora over med selvbestaltede usandsynligheder på området, fordi de, der ved noget om hvor meget man kan vide, aldrig kan udrydde den sidste rest af sandsynlighed for, at den globale temperaturstigning ikke først og fremmest er andet end menneskeskabt. Medier og politikere griber fat i denne sidste rest af usandsynlighed og forsøger at kvalificere sandheden demokratisk og fordømmer den videnskabelige konsensus som mangel på respekt for det moderne demokrati.
Connie Hedegård forsvarer regeringens seneste handlingsplan med at man i stedet for konkrete handlinger anvisninger osv. skal have mere forskning, viden før man handler.
Et overblik over mediedanmark viser med al tydelighed hvordan hele det etablerede mediekabinet omgås ”sandheden” omkring miljøproblemerne. Ethvert påskud og enhver løgn kan bruges til at skabe usikkerhed, som i sandhedens navn og osv. skal udryddes før man inddrager hensynet til det man kan vide i en eller anden form for adfærdsregulering.
Den herskende rationalitet benytter sig fx på den måde af de sidste 1 til 10 procents usikkerhed, der hersker om menneskets rolle i forholdet til den globale opvarmning, som begrundelsen for ikke at gøre noget. Først når vi er 100 procent sikre på at det er mennesket selv, der er skyld i hvad der sker, at vi ved nøjagtigt hvilke resultater enhver indskrænkning over for den økonomiske aktivitet vil have, og først når vi har 100 procents forvisning om at det kan betale sig overhovedet at vurdere om det kan betale sig at vurdere om det kan betale sig at bekymre sig, skal vi begynde at bekymre os om at gøre det vi ved, vi aldrig vil kunne vide før det er for sent.
Videnskaben bygger på en lang tradition for kriterier for omgang med indikationsværdien sandhed og dens negation. Disse kriterier virker stabilt, stabiliserende for det videnskabelige system og har bl.a. i form af videnskabelige hypoteser funktion som teoretiske rammer, der kvalificerer indikationer af atidslige former for nødvendighed. En historisk betragtning af videnskaben kan vise genesen bag traditionen for teoretisk og praktisk omgang med sandhedskriterier. Fx er selve evolutionsteorien kun bredt accepteret som det, der hedder en falsificerbar teori. Dvs. der er tale om en hypotese, ud fra hvilken man kan sandsynliggøre livets udvikling. Men som teori kan den aldrig verificeres ud fra kravet om deduktion ud fra atidslig nødvendighed, og den er klart nok resultat af noget der selv kan kaldes evolution, tilblivelse.
I det hele taget er det svært overhovedet at etablere den absolutte sandhed om et fremtidigt fænomen ud fra den viden, man mener at have oparbejdet i fortiden. Det forudsætter nemlig, at det der fremstår som sandheden om fremtiden dybest set er fortiden, eller det atidslige i den forstand, at det ikke kan være andet, end det der kan henføres til det der var. Videnskaben har i den forstand haft en ekstraordinær forkærlighed for de atidslige fænomener eller det uforanderlige i forandringen.
Det er min pointe at man i bestræbelsen på at opnå den absolutte sandhed har tenderet mod at reducere det levende til det døde, dvs. bortforklaret livet. På den måde har man tenderet mod at påstå, at kun det der ikke kan være anderledes, har krav på egentligt at være, fordi det er det eneste der danner grundlag for entydig deduktion af fremtiden ud fra fortiden. Ønsket om at holde fast i idealet, i det der har kunnet deduceres, er gledet over i en forveksling af dette med spørgsmålet om grader af væren i det forudsagte eller indikerede. At man ikke kan forudsige de sociale fænomener ud fra den deduktive naturvidenskabelige mekanistiske model gør imidlertid ikke de sociale fænomener mindre virkelige.
De kartesianske primære egenskaber kan eksempelvis ikke redegøre for hverken psyken eller det sociale som kognitiv systemdannelse . Og den mekanisistiske og naturvidenskabelige forståelse med dens patent på væren har i sidste ende også bortforklaret et hvert formål med det at vide, det at kunne forudsige og beherske, helt i tråd med den vestlige verdens succeskriterium, den socialdarwinistiske evolutionsteori, som siger at det at kunne overleve alt andet er det egentlige succeskriterium.
Evnen til overlevelse har været betinget i viden og naturbeherskelse, det at kunne, det at have råd, evnen potentialet i sig selv, magten, billedet på magten (guden), selve intentionaliteten, målet, som skaber billedet på evolutionens retning. Evnen til at overleve alt inkl. sig selv og enhver kvalitativ forskel eller mening med det at overleve, er den socialdarwinistiske naturvidenskabelige idealisme på formel, udtryk for en semantik uden selvrefleksion, dogmatisk og destruktiv.
Adorno og Horkheimer beskriver det på deres egen måde i ”Oplysningens dialektik” med fx udtryk som ”formålsmæssig formålsmæssighed”. Deres genstand for analyse er måske først og fremmest nazi-tyskland og det USA de måtte flygte til, og deres teoretiske forudsætninger var nogle andre end dem jeg arbejder med. Men analysen kunne lige så godt bruges på den moderne verdens herskende succeskriterier.
Det videnskabelige systems stabile egenværdier, dets indikationsværdier er ikke tilfældige. Nogle sejlivede former for identifikation lever ved at verden belønner iagttagelsesformer, som arbejder med identifikationer, der rækker sikkert frem i tiden når uforanderligheden, gentageligheden, hvad disse identifikationer angår, tages for givet. Men det at noget tilsyneladende kan forudsiges imens andet er mere problematisk at forudsige og beherske, (kvaliteter lyst- og ulystfænomener, systemtilstande modsat determineret omverden) vidner om de kognitive evner med hensyn til at kunne forudsige fænomenerne og om fænomenernes karakter af stabilitet. Det forudsigelige og evnen til forudsigelse er ikke af den grund udtryk for noget mere virkeligt, eller ontologisk primært i forhold til det uforudsigelige. (Heinz Von Foerster Wissen und Gewissen)
Og i det hele taget er det svært at se hvordan erfaringen skulle kunne slippe uden om selve tidslighedens distinktion mellem forandring og uforanderlighed. Det at tiden går lader sig næppe afgøre uden forandring, lige som det uforanderlige kun kan erfares på baggrund af forandring. Uden det ene, heller ikke det andet.
Ethvert kognitivt system må opretholde sig selv, tilpasse sig sig selv i forskel fra en omverden og i en omverden. Opkoblingen på verden og selvfornyende ordensdannelse, fx i form af nye kognitive strukturer er en del af livets nødvendighed. Men livet selv er på ingen måde nogen nødvendighed. Livet er skrøbeligt og forgængeligt og på ingen måde nogen selvfølge. Det, man kan sige om livet, er, at hvis det skal fortsætte, må det forny sig kontinuert opretholde sig i sin verden, dvs. adskille sig fra sin omverden reorganisere og opretholde sine forudsætninger for at reorganisere og opretholde sine forudsætninger for at reorganisere og opretholde sine forud.. osv. Det handler om orden på orden på orden.
Hvor fremtiden afhænger af det foranderlige, f ex måden hvorpå et kognitivt system operativt ændrer på vilkårene for egne og andre systemers hændelsesværdi, i den verden har de klassiske primære egenskaber ikke længere karakter af højere væren eller nødvendighed, heller ikke selv om det emergente i sidste instans kun er udslag af noget, som lige så godt kunne kaldes en form for nødvendighed som udslag af frihed. Om det kaldes frihed eller nødvendighed, kommer helt an på måden hvorpå det udslagsgivne i evolutionens sandsynliggørelse af sin selvforstærkende usandsynlighed indikeres i relation til distinktionen frihed/nødvendighed.
Der findes stabile strukturer og indikationsværdier. I meget få sammenhænge ville det fx danne mening at stille spørgsmålstegn ved tyngdekraften, og det har helt klart en sammenhæng med de kognitive systemers opkobling i deres funktionelle sammenhæng. Den kognitive konstruktion er ingen tilfældighed, den vidner om tilpasning alene i kraft af sin evne til fortsættelse af autopoiesis. Det levendes orden er udtryk for en i matematisk forstand usandsynlig orden, men sandsynliggjort i sin egen genese, sin egen livsbane. Det absolutte tilfælde var systemets død?(kaos)
Evolution er ikke det levendes tilpasning til det døde. Forudsigelsen; viden er blevet identificeret med det fremtidiges reduktion til fortiden, til nødvendigheden eller det der ikke ville kunne være anderledes; det deduktive ideal tillader kun de konklusioner, som følger med nødvendighed af det der vides med sikkerhed, og som ikke kan være anderledes. Hvis a svarer til det, der kan vides som nødvendighed i den forstand, og b følger med nødvendighed af a, så kan vi gå fra a til b. Livet er ingen nødvendighed og kan aldrig forklares ud fra dette kriterium.
Kun de primære egenskaber har krav på væren i klassisk europæisk filosofi. I den materialistiske udgave vil det sige, at kun det, som kan vejes og måles, har krav på væren. Hvad man ikke forstår på denne måde eksisterer ikke for denne forståelsesform. Livet er på den måde bortforklaret til fordel for sikkerheden i forudsigelsen, til fordel for døden. Men der er en masse som ændrer sig og det eneste kognitivt interessante må i sidste ende gå på evolutionens sandsynliggørelse af sit eget usandsynlige produktive forløb. Her finder man værdier, semantik, oplevelse, kvalitet, mening og alt det, der dybest set tilhører det emergente plan, som på ingen måde kan reduceres til atidslighedens nødvendighed den antikverede og hårde naturvidenskabs patent på sandhed. Problemet er at redegøre for dette forhold i en verden, hvor den hårde videnskab hersker i kraft af den ulidelige lethed, hvormed den bortforklarer, hvad den ikke kan se.
Den hårde videnskab har givet mennesket et redskab, en rationalitet, som sætter det i stand til at overleve det meste, også sine egne livsforudsætninger, dem som findes i dets omverden. Men den formår ikke at begribe og redegøre for sig selv eller den beherskelsessemantik den indtræder i. Her kommer den til kort med sit rigide identitetsprincip. Den forstår sin omverden, som det der ikke kan ændres. Men som en livsform er den selv ufatteligt meget mere. For ikke at se sin egen utilstrækkelighed, har den da også indført forbudet mod tænkningen, refleksionen over sig selv, med logikken som forbyder refleksionen over det identiskes tilsynekomst.
I en verden, hvor den hårde videnskab har patent på sandhed, der vil hele det sociale blive ladt i stikken, hvis der skulle opstå et problemstilling, som går på det selvnegerende i dets egne succeskriterier. Det ville stille den hårde videnskab over for noget, den umuligt kan forklare.
Men selvfølgelig må man arbejde med begrebet nødvendighed i den sammenhæng. Omverdenen er en nødvendig forudsætning for det sociale, og den hårde videnskab kan også bruges til at give nogle kvantitative optegnelser over fx akkumuleringen af CO2 i atmosfæren. Men den kan ikke forklare, hvordan det hænger sammen, at det økonomiske systems beregninger, over hvad der kan betale sig, ikke kan se at dets beregninger tenderer mod at negere sin egen rationalitet, når individer, virksomheder stater og organisationer regner ud, at det ikke kan betale sig at integrere det økonomiske systems bivirkninger i omverdenen i de økonomiske beregninger og når den økonomiske rationalitet ophører hvor de identificerede interesser ophører. Den kan heller ikke forklare, at store dele af det sociale, som følge af en meget bestemt værdiforståelse, står uforstående over for det faktum, at økonomisk identificerede interesser blot skyldes en semantik blandt andre, og at det økonomiske system ikke er det primære i forhold til alle andre, og at alle andre problemers løsning ikke afhænger entydigt af det økonomiske system.

Luhmann har ikke levet forgæves.