Mindst 11 personer blev dræbt, mens 23 andre blev såret, da en bombe eksploderede i en stor menneskemængde i byen Batna i den østlige del af Algeriet. Menneskemængden var samlet for at modtage landets præsident, Abdelaziz Bouteflika, der skal besøge regionen, der ligger 430 kilometer sydøst for hovedstaden Algier. Præsidenten var dog ikke nået frem til Batna, da bomben eksploderede. Ifølge øjenvidner var det en selvmordsbombemand, som bragte bomben til sprængning. Der er ingen oplysninger om bombemandens tilhørsforhold. Algeriet har i 15 år været præget af en blodig konflikt mellem islamiske partier og landets halvmilitære regering. Det anslås, at op mod 200.000 mennesker er omkommet i konflikten.
ritzau/Reuters


