Når min gamle, hvidhårede sanglærer i 1950’erne syntes, at der var for meget uro i klassen, bankede han med violinbuen i bordpladen foran sig – hvorefter han en dag opgivende konstaterede, at resultatet blot var, at de, der i forvejen sang med, sang endnu højere, mens resten snakkede videre. Det er efter min mangeårige erfaring et meget godt billede på, hvordan samfundet fungerer: Mange mennesker opfører sig rimelig hæderligt og bidrager til, at vi har et af verdens bedste samfund, mens mange andre trækker i den gale retning.
Jeg har på det sidste underholdt mig med at spørge venner og bekendte i godt lag, hvor mange de mener, der er i hver kategori. Det handler ikke om paragrafrytteri. »Loven plus 10 procent,« har jeg sagt. Hvis man har en ven, der er radiomekaniker, så er det ok at få ham til at reparere ens fjernsyn, men hvis man siger nej til at skulle have en regning hos sin automekaniker og dermed sparer momsen, så er man på den forkerte side af den moralske grænse.
Spørgsmålet har som regel skabt livlig debat, idet svarene har varieret mellem 50 og 90 procent hæderlige mennesker.
Selvfølgelig kan man ikke skille det skarpt ad. Nogen er samfundsstøtter på nogle områder og asociale på andre, men ifølge mine venner og bekendte skulle der altså være mellem 10 og 50 procent samfundssvindlere og bedragere iblandt os.
Det er alt lige fra direktøren, der snyder i skat og får udført sort arbejde, til den etniske kioskejer, der sælger afgiftsfrie sodavand.
Og det er værre jo længere bort fra København, man kommer.
Man skulle ellers tro, at svindel og bedrag trivedes bedst i storbyer, men i Danmark er det lige omvendt. For en del år siden så jeg en undersøgelse, der viste, at sort arbejde mv. udgjorde 42 procent af økonomien i Sønderjylland, som var det værste sted i landet.
Øget polarisering
Jeg har også spurgt de samme venner og bekendte om, hvad vej de mener, at det går: Bliver samfundsmoralen bedre eller går det den gale vej? Her refererer mange til de nye undersøgelser, der viser, at det bliver mindre og mindre socialt acceptabelt at snyde i skat, få udført sort arbejde og køre bil med sprit i blodet. Men her tror jeg igen, at min gamle sanglærer får ret: Som på så mange andre områder i disse år sker der en polarisering, som betyder, at mange af os strammer op på, hvad der er acceptabelt at prale af i et middagsselskab eller ved frokostbordet på arbejdspladsen, mens en stor del af befolkningen snyder og bedrager endnu mere hæmningsløst.
Selv fatter jeg ikke, at folk, der ejer millioner, kan få sig selv til at underbetale østarbejdere eller for den sags skyld købe en CO2-svinende SUV på gule plader. Men svindel og dårlig samfundsmoral florerer i alle lag af befolkningen, og moralen er ikke bedre hos alle de, der smider affald i gaderne eller maler graffiti på steder, hvor der absolut ikke skal males graffiti. Det er alt sammen med til at gøre livet grimmere, end det burde være. Og for de mange hundrede tusinde danskere, der laver frivilligt arbejde, betaler til idealistiske organisationer eller sågar sparer på energien og køber økologiske varer er det hamrende irriterende og demoraliserende at se, hvordan andre snyder i skat, kører brutalt i trafikken og har et vanvittigt overforbrug. Jeg er overbevist om, at mange flere ville være villige til at yde en indsats, hvis ikke der var så mange, der åbenlyst blæser det hele en hatfuld, for nu at sige det pænt.
Dobbeltmoral
Da jeg voksede op i 50’erne og 60’erne var den socialdemokratiske samfundsmodel i fremmarch.
Velfærdssamfundet blev udviklet til et af de bedste i verden, og en stor majoritet i befolkningen mente, at fællesskabet havde et stort ansvar for, at alle fik gode chancer her i livet. Svindel, bedrageri og dårlig samfundsmoral var der sikkert masser af, men svineriet var ikke så påtrængende i gadebilledet.
Siden har den socialdemokratiske samfundsmodel været under voldsomt pres. Det har ikke alene resulteret i den mest borgerlige regering i mands minde, men der er også sket en generel udvikling i retning af at være sig selv nok – selv om dette klart nok ikke er i overensstemmelse med konservative dyder. Paradoksalt nok har alle vi fra ungdomsoprørets tid bidraget stærkt til nedbrydningen af samfundsmoralen. Hvor de aktive 68’ere i dag er blandt samfundets mest ansvarsbevidste medborgere, har nedbrydningen af autoriteter og frisætningen af individet desværre også medført, at mange mennesker har droppet hensynet til fællesskabet.
Resultatet er, at regeringen har placeret sig i et dilemma, hvor det liberalistiske menneskesyn medfører en svækkelse af fællesskabsfølelsen og dermed samfundsmoralen, samtidig med at borgerlige dyder tilsiger, at vi skal opføre os både hensynsfuldt og ansvarligt.
Resultatet er en dobbeltmoral, hvor man appellerer til egoisme med skattestop og »pengene skal følge borgeren,« mens man taler om den enkeltes ansvarlighed både i relation til miljøet og til at tage vare på sit eget og andres liv. Jeg er ikke i tvivl om, at de mener det seriøst, men det hænger ikke sammen.
Hans Meltofte er biolog, dr. scient. og seniorrådgiver
