Dette er et opråb! Et opråb fra kvinder, der sælger sex på gaden. Gadepigerne. Det er et opråb til Jer Socialdemokrater. I håbet om, at I fortsat vil være vores allierede. Vi har brug for Jer. Vi ved, at I kæmper for os på så mange andre måder. I kæmper for eksempel for at kunne give os fixerum og heroinbehandling. Det er vi Jer meget taknemlige for.

Men beslutter I at ville kriminalisere vores kunder, skaber I blot nye og meget alvorlige problemer for os. Uanset hvor gode Jeres hensigter er, vil en kriminalisering ikke på nogen måde være en hjælp for os. Tvært-imod. Lyt nu til os.

Lyt ikke til dem, som påstår at være vores hjælpere, når de argumenterer for kriminalisering. De taler ikke vores sag. De siger, at salg af sex er et problem for os. Det er det ikke. De siger, at køb af seksuelle ydelser er vold mod den, der sælger dem. Sikke noget sludder. En del af os har været udsat for vold og anden alvorlig omsorgssvigt, fra vi var små. Vi ved godt, hvad vold er.

Langt de fleste kunder opfører sig helt, som de skal. Salg af sex er ikke et problem for os. Det er derimod en løsning. Måske ikke en løsning, der gør os lykkelige. Men en ok løsning. Det er nemlig en løsning der giver os magt over vores liv, når de er allersværest. En løsning, der giver os en frihed i et vanskeligt liv. En frihed vi for nuværende ikke kan opnå på andre måder. Salg af sex er en løsning på en lang række alvorlige problemer.

Afhængigheden

De fleste af os gadepiger er afhængige af stoffer. Stoffer, som er kriminaliserede og derfor så dyre, at vi ikke kan finansiere dem på en kontanthjælp. Vi bruger ikke stoffer for at dø, men for at kunne holde ud at være i det liv, som er blevet vores. De fleste af os har mange gange forsøgt at blive clean. Men det går bare ikke så let. En del af os kommer formentlig til at bruge stoffer, til vi dør. At sikre os muligheden for at komme i heroinbehandling, vil være en stor hjælp. At sikre os adgang til relevante behandlingstilbud ved kokainafhængighed er også meget vigtigt. At åbne for lægelig ordination af benzodiazepin - også de stærke af slagsen - til de af os, som nu er henvist til at købe dem illegalt i dyre domme af pensionister og kriminelle bander er presserende.

Vi har gældsproblemer så store, at de tynger os i knæ. Gæld til offentlige myndigheder og ofte også den særligt farlige gæld til en skrupelløs underverden. Altså en lang række alvorlige problemer, som vi bedst løser ved salg af sex. Fordi vi pt. ikke har andre muligheder.

Vi kan ikke få ordineret heroinen, som heroinafhængige kan det i andre lande. Der findes ikke relevante behandlingstilbud for kokainafhængige. Vi kan ikke finde læger, som vil hjælpe os med vores benzodiazepinafhængighed. I stedet lider vi under den konstante risiko for at få kramper - og i værste fald dø af kramperne - når vi ikke kan skaffe stoffet på det illegale marked.

Vi ønsker ikke at stjæle og begå indbrud for at finansiere stofafhængigheden. For vi vil så vidt overhovedet muligt ikke belaste andre mennesker. Ved salg af sex løber vi allerhøjst en risiko for at skade os selv.

Vores løsning

Når salg af sex ikke er vores problem, men vores løsning - og den eneste vi aktuelt har - holder vi selvfølgelig ikke op med at sælge sex, fordi kunderne bliver kriminaliserede. Til gengæld vil det blive langt farligere for os. For det er netop de gode kunder, som aldrig vil kunne finde på at skade os, der vil holde op med at købe sex. De gode kunder har nemlig noget at miste. Arbejde, familie, anseelse, position. Tilbage er så de kunder, som vi i dag vælger fra, fordi vi ikke bliver trygge ved dem under de afgørende minutter, hvor vi ‘tester’ dem, inden vi beslutter, om vi vil stå ind i bilen eller ej. De farlige kunder. En kriminalisering af kunderne vil koste os disse afgørende minutter. Vi må bare springe ind i bilerne. Vi vil komme til at køre med de farlige. Med overhængende risiko for fatale følger.

Selv de allerbedste hensigter kan have alvorlige konsekvenser. Her må I træffe et valg. I kan selvfølgelig mene, hvad I vil, og vælge at udsende signaler, som I lyster. Men vid, at Jeres ståsted kan blive afgørende for vores velfærd. Jeres valg kan tynge os helt i knæ.

Mille og resten af Gadepigerne. Navn og kontaktinformation er redaktionen bekendt