Energi til global vækst og velfærd

Adgangen til sikker, miljørigtig og billig energi er et af de væsentligste temaer i globaliseringen. Uden energi ingen økonomisk vækst, ingen velfærd hos os, ingen udryddelse af fattigdom i verden og ingen politisk stabilitet. Behovet for energi er stærkt stigende. Men det er udfordringerne desværre også.

Et stadigt større globalt energiforbrug fører til et massivt udslip af CO2, der skader vores klima, og det fører til en global kamp om adgang til de fossile energiressourcer - især olie og gas. Finder vi ikke en løsning på den udfordring går vi ikke en bæredygtig fremtid i møde. Vores behov for energi og løsningen herpå er afgørende for verdens tilstand - både nu og i fremtiden.

Energi en nøglefaktor

I herrens mange år har det været god latin at tænke globalt og handle lokalt. Men så simpel er verden ikke længere på energiområdet.

Trods mange diskussioner om national selvforsyning, nationale mål for udbygning af vedvarende energi, energibesparelser og CO2-reduktioner - så finder vi ikke løsningen på energiudfordringen uden et stadigt tættere overnationalt samarbejde.

Og derfor er det afgørende, at det internationale samfund i form af FN og EU lige netop på dette område får et mandat til og mulighed for at gøre en forskel.

Der er mindst tre sammenhængende områder, hvor energien er en nøglefaktor og således bestemmende for globaliseringens udvikling og resultater. Det er, når det drejer sig om bekæmpelse af fattigdommen, klimaudfordringen og sikkerhedspolitikken.

Fattigdom

Økonomisk udvikling kræver adgang til rigelig, stabil og billig energi. Det gælder hos os i den rige verden og det gælder især i Den Tredje Verden, hvor mangel på energi er en alvorlig begrænsende faktor. Størstedelen af verdens landdistrikter har ingen adgang til elektricitet. Megen tid og mange kræfter går til at skaffe brændsel til opvarmning og til madlavning. Mange lande uden egne energiressourcer bruger voldsomme beløb på at købe energi i rige lande - ofte mere end hvad de modtager i udviklingsbistand.

Miljø og fattigdom i samspil kan desuden fremprovokere forfærdelige menneskeskabte katastrofer som f.eks. volden i Darfur. Når der udbryder en krig som i Darfur, forsøger de fleste politikere at finde en politisk forklaring og en politisk løsning. Det er forståeligt nok, men ved at forstå betydningen af geografien, klimaet og adgangen til energiressourcer kan vi finde mere realistiske løsninger, end hvis vi udelukkende koncentrerer os om politik.

Udfordringen er derfor at skaffe energi - først og fremmest elektricitet - til hele verdens befolkning. Dernæst at skaffe alle lande en økonomisk vækst så de kan købe den energi, der ikke kan skaffes lokalt. Løsningen er teknologioverførsel og kompetenceopbygning. Alt sammen støttet af os i de rige lande i en hidtil uset målestok samt en fri adgang til de riges landes markeder, som jo er den eneste reelle forudsætning for økonomisk vækst.

Klimaudfordringen

Det ukontrollable udslip af drivhusgasser ændrer det globale klima, og klimaet diskriminerer ikke. Det er ligeglad med, om udslippet sker i Danmark eller i Indien. Konsekvenserne er oversvømmelser, sygdom og sult og deraf følgende massive folkevandringer i områder, der allerede er hårdt ramte. Højere temperaturer og mindre nedbør vil gå ud over afgrøderne og føre til flere konflikter og mere hungersnød, sygdom og fattigdom. I 2050 kan 250 mio. mennesker over hele verden være blevet drevet på flugt på grund af hungersnød. Det betyder øget ustabilitet i nogle af de allerede mest urolige områder i verden.

Det tragiske er, at det igen vil være de mest sårbare og dem, der har mindst mulighed for at klare sig, der vil blive ramt først. Man kan ikke vælge mellem at skabe et stabilt miljø og kæmpe mod fattigdom. Opnår man ikke det første, vil kampen mod fattigdom være tabt.

Udfordringen er, at reducere udledningen af drivhusgasser alle steder, hvor der findes tekniske og økonomiske forsvarlige løsninger. Den gode nyhed er, at hvor problemet på den ene side er skabt af mennesker, så er det på den anden side også muligt for mennesker at finde en løsning. Vi har i hovedtræk teknologien på plads, eller vi ved i hvert fald godt, hvor der skal sættes ind, for at vi kommer i mål. Den dårlige nyhed er, at løsningen kræver en hidtil uset global politisk handlekraft.

som blot endnu en teknisk handelshindring. Løsningen skal her findes i arbejderbevægelsens gamle politiske ideal om at yde efter evne og nyde efter behov. De samfund, som har de tekniske og økonomiske muligheder, skal reducere mest for at give plads til økonomisk vækst i resten af verden. Samtidig skal de rige lande betale for teknologioverførsel og kompetenceopbygning hos de fattige lande. Vi skal støtte en økonomisk vækst og samtidig sikre den mindst mulige miljøbelastning i alle lande.

Mange lande opfatter krav om reduktionsmål på CO2

Man kan også se på det som en form for differentieret ansvar. De forskellige lande skal betale i forhold til, hvor stor en skyld de har for verdens tilstand i dag.

Sikkerhedspolitikken

Størstedelen af verdens traditionelle energiressourcer findes i politisk ustabile områder. I Mellemøsten har 100 års utrættelig jagt på netop energiressourcer uden tvivl været en væsentlig destabiliserende faktor.

Vi må se den risiko i øjnene, at fremtidens konflikter - og mulige krige - i langt højere grad end nu - kan komme til at handle om energiforsyning. Kina er på mange måder også her en global gigant, også når det gælder stigningen i energiforbruget, og det forklarer, at Kina nu er aktiv i Iran, Afrika og Latinamerika.

Udfordringen er her at mindske verdens afhængighed af de energikilder, der kun findes i et fåtal af steder verden over, men at gøre det på en måde, så man ikke ødelægger økonomi og levevilkår i de lande, der i dag er helt afhængige af salg af energiråstoffer. På samme måde som vi mener at have krav på forsyningssikkerhed - security of supply - så har disse lande også krav på security of demand - i hvert fald i en overgangsperiode. Løsningen er - for tredje gang - teknologioverførsel, kompetenceopbygning og en fair markedsadgang.

Hvem og hvordan

Tilbage står så spørgsmålene om hvem og hvordan. Svaret herpå er todelt. Der skal for det første ske en væsentlig indsats fra alle OECD-landene i form af egne initiativer.

Her spiller de igangværende danske forhandlinger om en ny og reelt offensiv energipolitik en nøglerolle. Og her kan vi konstatere, at oppositionen med Socialdemokraterne i spidsen er den kraft, som trækker ambitionsniveauet op. Vi har trukket hesten - regeringen - til truget. Nu må forhandlingerne vise, om den er i stand til at drikke.

Men det er ikke tilstrækkeligt. Den barske sandhed er jo desværre, at hvis vi ikke kommer videre i EU og på globalt plan, så vil Danmarks indsats nok være sympatisk og moralsk nødvendig, men samtidig tæt på virkningsløs i forhold til de udfordringer, som vi står overfor.

Der er derfor et enormt behov for et anerkendt internationalt organ, der kan koordinere, skabe rammebetingelser og sikre fælles mål. For os at se er FN's komité for bæredygtig udvikling (UN-CSD) det mest oplagte forum. Danmark skal derfor insistere over for alle verdens lande på, at de tilslutter sig de globale forhandlinger i regi af FN.

Sideløbende skal EU op i gear. Baggrunden for det EU, vi kender i dag, er kul- og stålunionen. Et politisk samarbejde, der havde fokus på strategiske råstoffer inklusive energi. Udvikling af det indre marked var den næste store udfordring, og den udfordring er på mange måder løst.

Nu er tiden inde til at hæve ambitionsniveauet. For os at se er EU's væsentligste opgave de næste 20 år at sikre en bæredygtig energiforsyning, der både giver plads til økonomisk vækst, miljømæssige forbedringer og et stabilt sikkerhedspolitisk klima. Det nuværende ambitionsniveau på 20 procents energibesparelser, 20 procent vedvarende energi og 20 procents reduktion af CO2 i 2020 er nok et fremskridt, men ikke tilstrækkeligt.

Danmark i spidsen

Danmark bør derfor sætte sig i spidsen for formuleringen af en endnu mere offensiv europæisk energipolitik, der sikrer en langt større andel af vedvarende energi, energibesparelser og CO2-reduktioner. Samtidig må Europa ofre langt større midler på udvikling og spredning af nye energi-teknologier.

Alle med interesse i en bæredygtig fremtid står i en ny situation. Det er godt at tænke lokalt - men langt fra nok. Det stigende behov for energi og klimaforandringerne er en trussel, der kan bringe os sammen, hvis vi er kloge nok til at forhindre det i at splitte os. Og løsningen skal findes i Europa og i FN.

Poul Nyrup Rasmussen er formand for de Europæiske Socialdemokrater og Kim Mortensen er energiordfører for Socialdemokraterne