Peter Schaufuss Balletten har forladt Lars Tyndskids mark i udkanten af Holstebro og er draget til London med en danseforestilling til Rolling Stones' musik. Forestillingen hedder Satisfaction. En anmelder kunne derfor ikke dy sig for at skrive: "Can't get no satisfaction". Det gjaldt faktisk alle de engelske anmeldere. De fandt at forestillingen var "spild af tid", "en skandale", "latterlig", "gammeldags". Og i The Times fik den en ud af fem stjerner.
Men publikum strømmer til. Det gør de også herhjemme. Peter Schaufuss kan fylde teatersalene. Nu får han snart sit eget Dansens Teater midt i Holstebro med op til 1.000 pladser. Det skal også nok blive fyldt op, for Schaufuss har vist, at han er villig til at betale prisen for fulde huse. Han har altid været villig til at betale med sit ry som seriøs danser og koreograf for i stedet at tækkes publikum. Og det er ikke første gang, han får dårlige anmeldelser i udlandet.
Alt, hvad han laver og får lavet, er glat, overfladisk, sentimentalt, klichéfyldt, vulgært og så banalt, at man vrider sig i sædet af skam. For det ville være løgn at benægte, at man kan blive grebet i at være grebet. Han er en mester i tomme effekter, også kaldet kitsch.
Hvis man lader underbetalte, udenlandske balletdansere hoppe rundt til musik af Elvis, Beatles, Stones og nu snart Michael Jackson, kan det aldrig gå helt galt, sådan publikumsmæssigt. Og som en lokal venstremand for nylig udtalte, så er "Schaufuss en kunstner, der netop har trukket 5.500 ind til fire forestillinger i København."
Kultur i provinshullet
Navnet Holstebro betyder et hul med en bro over. En dag fandt byens vise fædre ud af at fylde provinshullet op med kultur. Lige siden har byen indtaget førstepladsen blandt danske kulturbyer. Byen formelig strutter af kultur, og af angst for at miste sit ry som kulturby allierede bystyret sig i 1997 med en balletmester med et generalieblad, som ville få en Stroessner eller en Pinochet til at blegne af misundelse.
I New York, London, Berlin og København kom Schaufuss op at toppes med kolleger på grund af 'kunstneriske uoverensstemmelser'. I København syntes danserne under Schaufuss' ledelse, at det var dødens pølse at skulle triumfere i Dødens Triumf. Det giver ligesom ingen mening at stå på tå, når balletchefen har sænket niveauet til under gulvhøjde.
I Schaufuss Ballettens bestyrelse sidder typer som PR-manden Christian Have. Udstillingsarrangør Teit Ritzau nåede at tildele Schaufuss UEG-Prisen, før han gik på røven med firmaet UEG. Møllehave motiverede prisen. Hans datter er gift med Ritzau, der i øvrigt er i bestyrelsen for Den Kongelige Danske Ballets Fond. Have, Ritzau og Schaufuss havde alle tre snablen dybt nede iH.C. Andersen-Fondens pengekasse.
Om føje år vil Schaufuss blive fejret og husket som den, der bragte balletten ud til folket. Men var det ballet? Ikke hvis man skal tro de engelske balletanmeldere. Men deres kritik vil være glemt til den tid.
