I disse dage forsøger præsident George W. Bush og USA's øverste militære leder i Irak, general Petraeus, at overbevise verden om, at det går bedre i Irak som følge af Bushs troppeforøgelse på 22.000 mand.
Fremgangen illustreres ved, at tidligere al-Qaeda- sympatisører i den hærgrede al-Anbar provins nu har sluttet sig til amerikanerne, hvor de deltager i kampen mod deres tidligere våbenbrødre.
"Irakerne har set vejen frem," sagde George W. Bush således under et lynvisit i sidste uge til al-Anbar-provinsen, som han nu beskriver som model for fremtidens Irak.
Og ganske rigtigt var netop al-Anbar tidligere et af Iraks mest berygtede områder, der blev regnet som al-Qaedas stærkeste bastion. Men at der nu er ro i området - og det er der ifølge militære og civile kilder - skal næppe ses som et resultat af Bushs meget omdiskuterede troppeforøgelse. Det forklarer Jens Ringsmose, der forsker i oprørsstrategier ved Dansk Institut for Militære Studier:
"Man har i lang tid forsøgt at skabe bånd til blandt andre sunni-grupperne i al-Anbar. At det så sker nu, mener jeg er tilfældigt. Men det bliver selvfølgelig udlagt af præsident Bush som et tegn på, at man har fat i den rigtige strategi."
Jens Ringsmose mener i stedet, at svaret skal findes i, at de værste af de oprørske sunni-arabere i al-Anbar kom udefra. Og at de tilbageværende sunnier, der fortrinsvis er tidligere medlemmer af Saddam HusseinsBaath-parti, kan se en umiddelbar og kortsigtet fordel i at være på amerikanernes hold.
"Sunnierne er den gruppe, der står til at tabe mest, hvis amerikanerne forsvinder. Derfor er det strategisk bedre for dem at være organiseret. Det kan tale for, at de nu ønsker at lade sig organisere i alliance med amerikanerne," siger Jens Ringsmose, der ikke mener, at man kan tale om en al-Anbar model.
Primært fordi kampene andre steder er meget anderledes. I syd er der fortrinsvis tale om interne shiamuslimske kampe, mens det centrale Irak og Bagdad præges af etniske konflikter mellem sunni-arabere og shiamuslimer. Det er meget anderledes konflikter end kampen mod al-Qaeda.
Ingen model
Major Ed Sullivan, der har været udstationeret i al-Anbar provinsen siden 2004, mener ligeledes, at der er alt for meget fokus på at gøre en enkelt succes til en model.
"Alle leder efter en model - al-Anbar-modellen. Men der er ingen al-Anbar model," siger major Ed Sullivan til Los Angeles Times.
Talsmand for de amerikanske styrker i Anbar-provinsen, major Jeff Pool, svarer ligeledes, at der "er alt for mange unikke variabler" til, at man kan kalde det en model, der umiddelbart kan anvendes andre steder i Irak:
"At eksportere denne model løser ikke Iraks problemer. Løsningen er, at lokale ledere andre steder finder ud af, hvad der er muligt i deres lokale områder," lyder vurderingen fra Jeff Pool i Los Angeles Times.
Alligevel mener Jens Ringsmose, at general David Petraeus har anlagt en ny og positiv militær kurs i Irak.
"Det er sådan set fornuftigt, hvad Petraeus gør. Han har foretaget et skifte fra at jage oprørere - det man kalder body counts - hvor man tæller faldne som udtryk for, hvor godt krigen går. Det er et meget forfejlet parameter i den her konflikt. I stedet har Petraeus lagt som strategi at skabe sikkerhed i samarbejde med lokalbefolkningen," siger Jens Ringsmose, der dog mener, at det strategiske skifte "sandsynligvis kommer alt for sent".
Klassik oprør
For at forstå konflikten i Irak - og ikke mindst den strategi, som general Petraeus siden sin indtrædelse i febraur har forsøgt sig med - er det nødvendigt at skelne mellem konflikttyper. Det forklarer Jens Ringsmose:
"Der er rigtig mange ligheder mellem det klassiske oprør og krigene i Afghanistan og Irak. Og Petraeus' nye oprørsbekæmpelsesstrategi tager i høj grad afsæt i det klassiske oprør."
I modsætning til konventionel krigsførelse, hvor krigen vindes ved at nedkæmpe fjenden og fjendtlige positioner, tager det klassiske oprør afsæt i winning hearts and minds - at vinde lokalbefolkningens hjerter og sind. Det forklarer Jens Ringsmose:
"Forskellen ligger i, at det her fortrinsvis er en politisk konflikt. Ikke en militær konflikt. Derfor kan konflikten ikke løses igennem militær intervenering. Men det tog alt for lang tid, inden man blev klar over, hvad for en krig man var involveret i."
Forsøger man at angribe i konventionel forstand, så bliver man alles fjende og ingens venner.
"Problemet i Irak er, at man nu kæmper mod mange fjender. Samtidig er krigen meget assymetrisk. Det vil sige, at styrkeforholdet er så ulige, at man tvinger fjenden til at anvende krigsteknikker som selvmordsbomber og vejsidebomber - altså terror, hvor fjenden er usynlig," siger Jens Ringsmose, der henviser til sidst, hvor USA begik samme fejl:
"Efter Vietnam sagde alle, at USA aldrig igen skulle deltage i en sådan krig. Men der er sket et institutionelt hukomelsestab."
