Danmark og Brasilien har indgået en aftale om et tættere samarbejde på energi-området. Aftalen er ikke bindende, og det er i høj grad op til virksomhederne at gøre samarbejdet konkret.
Den nye energiaftale, der på diplomatsprog går under navnet memorandum of understanding, skal ses som en politisk ramme, der skal gøre det nemmere for de danske og brasilianske energivirksomheder at samarbejde. Danmark og Brasilien har udpeget en række områder, hvor landene ser muligheder for samhandel. Det drejer sig blandt andet om mere energieffektive løsninger i bygninger, vedvarende energi, biobrændstoffer, olieproduktion og bedre affaldshåndtering
Aftalen blev i går underskrevet af Brasiliens udenrigsminister, Celso Amorim, og Danmarks nye transport- og energiminister, Jakob Axel Nielsen (K), og er en opfølgning på en erklæring, som Danmark og Brasilien underskrev under statsminister Anders Fogh Rasmussens besøg i Brasilien i april.
"Vi kan lære meget af brasilianernes praktiske erfaringer med anvendelse af bio-ethanol i bilerne. Samtidig kan Brasilien drage fordel af Danmarks viden om vedvarende energi og effektiv energiteknologi," siger transport- og energiminister, Jakob Axel Nielsen.
Biobrændstoffer
Brasilien har store erfaringer med anvendelse af biobrændstoffer i biler. Siden 1970'erne har brasilianerne blandet alkohol eller bio-ethanol udvundet af sukkerrør i benzinen, mens den danske regering har besluttet, at biobrændstoffer skal udgøre 5,75 procent af det samlede brændstofforbrug til transport i 2010.
Den brasilianske præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, besøger i denne uge Sverige, Finland, Danmark og Norge. Danmark har de seneste år haltet en smule efter flere af de øvrige nordiske lande, når det gælder samhandel med Sydamerikas største land, Brasilien. Det seneste halve år har Dansk Industri dog forsøgt at sætte fokus på danske virksomheders handel med de toneangivende sydamerikanske lande.





