MALAGA - Ernest Hemingway skrev engang, at folk, der overværer en tyrefægtning, groft sagt kan inddeles i to grupper: Dem, der identificerer sig med dyrene, og dem, der identificerer sig med mændene. Fra min stenbænk på Malagas tyrefægterarena kan jeg konstatere, at jeg hører til sidstnævnte.
Nede på det fine grus står den udmattede tyr og bløder fra sin massive nakkemuskel, hvor seks spyd sidder boret fast. Jeg er aldeles opslugt af matadorens bevægelser, mens han hæver den store klinge højt og gør klar til det endelige stød. Min franske sidekvinde har for længst vendt blikket nedad og skjult øjnene bag hænderne. Tyren samler kræfter til endnu et angreb.
En halv time tidligere er situationen en ganske anden. Den store, sorte tyr kommer stormende ud i arenaen og begynder straks at jage de tre banderilleros, der udfører det indledende kappearbejde. På skift påkalder de sig tyrens opmærksomhed for så at løbe i skjul bag afhegningen eller afværge dens stangende horn ved hjælp af kappen. En banderillero knæler foran tyren, der angriber øjeblikkeligt. Med en lynsnar håndbevægelse får han lokket den højre om sig, men idet den passerer, stanger den pludseligt ud til siden. Han undviger det sylespidse horn, og et lettelsens suk går gennem publikum.
Det ser farligere ud, end det er, for tyren er overraskende nok mest harmløs i denne den første af kampens tre tredjedele, som det kaldes. Her er dens tilstand levantado - ‘høj’ eller ‘båret’ - og den angriber med løftet hoved på alt, hvad der rører sig. Selvsikkert stormer den mod banderilleroerne, stanger uden at tage nøjere sigte og vender sig lynsnart som en polohest for at angribe videre.
Fem minutter senere ankommer to picadorer på hesteryg, hver med deres lanse, pica, i hånden. Tyren nærmer sig langsomt den ene hest fra siden, sænker hovedet og stanger nedefra og op i hestens bug, alt imens picadoren gentagne gange hugger lansen et par centimeter ned i tyrens nakkemuskel.
Tidligere var hestene ubeskyttede og led som oftest en grusom skæbne i form af en opsprættet bug, hvorfra indvoldene væltede ud af hesten, der stavrede stivbenet omkring eller blev spiddet på tyrens horn. I dag er hestene pansrede, ikke mindst for at skåne sarte øjne for det grufulde, men efter sigende ret komiske, syn. At de usårlige heste så er med til at svække tyrens kampmod og tro på, at dens anstrengelser giver resultat, er en beklagelig bivirkning, der har ærgret mangt en afficionado, som kendere af tyrefægtning betegnes.
Spydkamp
Efter 10-15 minutter er tyren parado. Dens tempo er nedsat, hovedet er sænket en smule, og den angriber mere målrettet. Desuden har matadoren haft lejlighed til at se, hvilket horn tyren foretrækker at bruge.
Tiden er kommet til banderilla-akten. Normalt er det banderilloerne, der står for at spidde tyrens nakkemuskel yderligere med de farverige banderilla-spyd, men i dag klarer matadoren det selv. David Fandila - eller ‘El Fandi’, som han kaldes i folkemunde og på de talrige plakater, der hænger på husmure og lygtepæle rundt omkring i Malaga, trækker de to første spyd frem til publikums udelte begejstring. Over 10.000 tilskuere på det 130 år gamle Plaza de Toros de la Malagueta jubler, mens tyren tordner frem mod El Fandi, der hastigt skridter skråt baglæns, indtil tyren er lige ud for ham, hvorefter han springer brat til siden og svævende gennem luften placerer de to spyd i tyrens nakkemuskel.
Publikums bifald bølger ned mod den unge matador, der tager imod med hagen højt løftet og armen til vejrs. To midaldrende kvinder rejser sig fra deres plasticstole på balkonens første række og klapper ivrigt. Den ene af dem tager et hvidt lommetørklæde frem og vinker hengivent ned mod El Fandi.
Yderligere to sæt spyd når han at anbringe, og de bliver nøje placeret. Banderillaerne skal nemlig ikke blot sænke tyrens angreb og dermed give den et mere sikkert og præcist sigte. Spydene skal tillige placeres nøje i forhold til rygradden for at modarbejde tyrens tendens til at stange til den ene side. Alt sammen er med til at trætte tyren og gøre den mere nøgtern og defensiv. Samtidig tvinger det matadoren til at arbejde tættere på tyren og muliggør større kunstneriske udfoldelser i arbejdet med det hjerteformede flonelsklæde, muletaen.
Manglende medfølelse
El Fandi kaster sin hat op i luften. Den lander med bunden nedad, og publikum klapper. Det er tegn på, at lykken vil tilsmile matadoren i kampens tredje og sidste fase, tercio de muerte.
Tyren er aplomado, tung og langsom, men fuld af styrke. Den angriber nu kun, når dewn er sikker på sit mål. El Fandi nærmer sig med sagte skridt og standser halvanden meter fra tyren. De to har øjenkontakt. Mens han langsomt trækker muletaen langs gruset frem mod tyren, forsøger El Fandi at fiksere tyrens blik på det skarlagenrøde klæde. Han kigger skiftevis på tyren og på muletaen. I samme øjeblik han får flyttet tyrens fokus, ryster han muletaen, og tyren går til angreb. Idet den passerer svajer El Fandi venstre om i angrebets rytme, fører langsomt klædet videre foran tyrens hoved, mens han med ubevægelige fødder drejer den ene kvartcirkel efter den anden om sin egen akse. Tyren cirkler med rundt og rundt som tryllebundet, dens sorte læderhud smyger sig op ad matadorens perlebesatte hvide dragt, mens orkesteret på øverste balkon akkompagnerer den blodige dødsdans.
Det er ikke uden forbløffelse over mit eget sindelag, at jeg noterer en fuldkommen mangel på medfølelse for dette prægtige dyr, der intetanende går den sikre død i møde. Køleskabet derhjemme er trods alt fyldt med både økologisk mælk og æg fra fritgående høns. Min billet er tilmed betalt af det spanske turistbureau, så mit udgangspunkt er skeptisk. Men fra min stenbænk denne sene eftermiddag i Sydspanien er mistanken om hykleri og dobbeltmoral uendelig langt væk.
Måske er jeg vidne til brutal dyremishandling, men i så fald er det ikke det, jeg ser. Foran mig udspiller der sig en betagende tragedie på liv og død. Et skuespil med to altoverskyggende hovedroller: matadoren og tyren, kunstneren og vilddyret.
Fra dens ankomst i arenaen, naiv og fuld af kampmod, bliver tyren hærdet og får et sådant kendskab til matadorens kunstgreb, at den gerne skal opnå sin største farlighed, netop som den dræbes. Selv den bedste tyrefægter er afhængig af tyrens evner for at kunne levere en tilfredsstillende forestilling.
Nej, jeg har ingen medfølelse for tyren. Den påkalder sig udelukkende min respekt.
Drabet
I kanten af den cirkelrunde arena har El Fandi fundet klingen frem. Den ene side af hans hvide dragt er rød af tyrens blod. Han går helt hen til den stakåndede tyr og hviler spidsen af klingen på dens pande. Publikum hujer. El Fandi træder et par skridt tilbage, holder muletaen foran sig med venstre hånd og hæver klingen med højre. “Sschhh,” lyder det blandt tilskuerne, og snart falder hele stadion til ro.
De står helt stille foran hinanden. Pludselig træder han frem mod tyren, den løber imod ham, men når kun et par skridt, før El Fandi læner sig ind over tyrens hoved og støder klingen dybt ned mellem skulderbladene. Han fører tyren til venstre med muletaen og fortsætter sin fremfærd langs dens højre flanke. Få sekunder senere falder tyren sammen.
Publikum giver los i et enormt jubelbrøl, overalt rejser de sig fra sæderne og klapper. En ældre herre i hvid skjorte og seler tager sin cigar i munden og klapper med, mens han nikker anerkendende til sin sidemand.
Snart begynder publikum at vifte med hvide lommetørklæder og hvide siddepuder og hvad som helst hvidt i anerkendelse af den mesterpræstation, de netop har overværet. Alle holder spændt øje med præsidentlogen, hvor ‘el Presidente’ overvejer, om El Fandi skal tildeles et hvidt flag og dermed modtage et af tyrens ører, eller om der ligefrem skal to hvide flag frem.
Publikum er ikke i tvivl, El Fandi har fortjent begge ører, jublen vil vitterligt ingen ende tage. Men lige lidt hjælper det. Den unge matador må nøjes med et enkelt.
Kommentarer
Det fremgår af artiklen, at det er det spanske turistbureau, der har betalt skribentens billet. Den eneste undskyldning Information kan have for at bringe denne tekst, må da vist også være, at det spanske turistbureau har betalt en god pris for at få artiklen bragt. Skribenten er i hvert fald ikke i besiddelse af hverken omtanke, medfølelse eller respekt, og selv har jeg heller ingen respekt for en skribent, der kan skrive et sådant romantiserende indlæg om dyremishandling af den mest barbariske art.
Pouls indlæg for mig til at tænke på et afsnit i Hemingways bog, Døden kommer om eftermiddagen:
“Som når det gælder alle andre kunstarter, vokser glæden med indsigten, men allerede første gang man går til en tyrefægtning, vil man vide, om man sætter pris på den eller ej, forudsat at man ellers møder med et åbent sind og kun giver sig selv lov til at føle, hvad man virkelig føler, og ikke de ting, som man mener, at man bør føle. Det er naturligvis muligt, at man aldeles ikke sætter pris på tyrefægtningen, ganske ligegyldigt om den er god eller dårlig, og ethvert forsøg på forklaringer vil være spildt over for mennesker, der fordømmer tyrefægtningen moralsk, ganske ligesom der er mennesker, der vægrer sig ved at drikke vine, de måske ellers kunne nyde, fordi de principielt anser vindrikning for at være forkastelig.”
Pouls indlæg får mig til at tænke på et afsnit i Hemingways bog, Døden kommer om eftermiddagen:
“Som når det gælder alle andre kunstarter, vokser glæden med indsigten, men allerede første gang man går til en tyrefægtning, vil man vide, om man sætter pris på den eller ej, forudsat at man ellers møder med et åbent sind og kun giver sig selv lov til at føle, hvad man virkelig føler, og ikke de ting, som man mener, at man bør føle. Det er naturligvis muligt, at man aldeles ikke sætter pris på tyrefægtningen, ganske ligegyldigt om den er god eller dårlig, og ethvert forsøg på forklaringer vil være spildt over for mennesker, der fordømmer tyrefægtningen moralsk, ganske ligesom der er mennesker, der vægrer sig ved at drikke vine, de måske ellers kunne nyde, fordi de principielt anser vindrikning for at være forkastelig.”
Der er ingen tvivl om, at der er basis for uenighed mellem Nordeuropa og Sydeuropa i tyrefægtningsspørgsmålet. Indimellem kan man få indtryk af at der er et næsten religiøst forhold til “sandheden” i begge lejre.
Som bosiddende dansker i Sydeuropa er man utaknemmelig, hvis man ikke udviser respekt for de lokale indbyggeres måde at tænke og indrette samfundet på - også i forhold til en bloddryppende underholdning som tyrefægtning.
Der er i Portugal en meget mindre afstand til det traditionelle landbrugssamfund end der er i Skandinavien og England. I Danmark lukker forbrugerne i vid udstrækning øjnene for sygdom og smertefuld død i husdyrbesætninger, som i dag på mange måder fungerer som lukkede fabrikker. I England har der været regulære aktioner af “modstandsfolk” mod minkfarme og forsøgslaboratorier i “sandhedens” navn. Hvis man f.eks. leverer udstyr til forsøgsdyrslaboratorier, undlader man i England at fortælle om, hvad man laver.
Vi har på http://www.portugalnyt.dk forsøgt at fange noget af den portugisiske stemning omkring tyrefægtning. Artiklen kan læses her:
http://www.portugalnyt.dk/content/portugaltyrefaegtning.aspx
Der er ingen tvivl om at tyrefægtning er en del af det sydlige Portugals kulturarv. Hvis man i dag kunne bestemme om tyrefægtning skulle være “opfundet” eller ej, ville de fleste nok sige nej, men at afskaffe en folkeunderholdning med forbud fra dag til dag, er en anden sag. Det er et spørgsmål om det er klogt af de nordiske lande med bl.a. politikeren Gitte Seeberg i front at forsøge at tvinge et forbud mod tyrefægtning igennem i lande, hvor folkestemningen ikke er til det.
Vi ville jo som danskere heller ikke bryde os om, hvis Polen kom og forlangte at hospitalerne skulle holde op med at udføre aborter i Danmark, hvilket i øvrigt først i 2007 efter folkeafstemning er blevet legaliseret i Portugal.