Så er endnu en årsdag for 11. september passeret, og vanen tro er den blevet mindet med et utal af artikler, som fokuserer på den såkaldte terror-trussel.

Mens nogle forskere for et år siden hævdede, at al-Qaeda var stærkt svækket, er budskabet nu det modsatte. Det sikkerhedspolitiske institut i London, IISS, kunne tirsdag erklære, at al-Qaeda er stærkere end for seks år siden, og at truslen fortsat vil vokse. Organisationens ideologi har nu så stærkt fodfæste, at den kun kan udryddes efter »årtiers« indsats.

Mængden af læsestof og udtalelser, som analyserer og opreklamerer truslen, er så overvældende, at man nemt kan overse nogle paradokser.
Det mest afslørende paradoks er, at aldrig har så mange sagt og skrevet så meget om noget, som de har så ringe kendskab til. Det er ikke en selverkendelse, som mange ’eksperter’ ligefrem flager med. Men nogle af de mest erfarne på feltet anser uvidenhed for et alvorligt problem. Eksempelvis har amerikaneren Bruce Hoffman, som med årtiers forskning har gjort sig fortjent til et ry for ekspertise, konstateret:
»Vi kender stadig ikke vores fjende og forstår ham endnu mindre.«
Trods denne uvidenhed segner bogreolen under vægten fra eksperternes produktion.

Afslørende paradokser
Der er mange flere paradokser. I en omtale af rapporten fra IISS nævnes det kort, at instituttet anser klimaforandringen for en trussel, der kan sammenlignes med »atomkrig«, men alligevel snupper al-Qaeda overskrifterne. Terroristerne er blot myg, som vi frygtsomt slår ud efter, men vi vandrer stadigt længere ud i en sikkerhedspolitisk sump med mange ellers ganske iøjnefaldende trusler.

Enorme ressourcer er indsat i ’krigen mod terror’, men alligevel bliver verden mere farlig, og sejr er end ikke et lys, som kan skimtes for enden af tunnellen. Det amerikanske tidsskrift Foreign Policy har sammensat et panel, som skal være repræsentativt for USA’s sikkerhedspolitiske elite, og i september-udgaven kan det rapportere, at 91 procent mener, at verden er blevet mere farlig, og 84 procent mener ikke, at man er ved at vinde i krigen.

For snævert
Så måske kunne tiden være inde til lidt selvkritik. Bevares, det skorter ikke på kritiske røster, som retter deres vid og bid mod Bush, muslimer, generaler og imamer. Men kritikken er ofte alt for snæver. Man kunne i stedet mobilisere nysgerrighed lidt bredere: hvorfor gør ’vi’ – de krigsførende samfund – en del galt?

Store summer strømmer til forskere, som vil studere terror-truslen, men stort set ingen retter luppen den anden vej til en videnskabelig analyse af de eksperter, politikere og institutioner, der analyserer truslen. Mellem de få undtagelser er professor Philip Jenkins fra Pennsylvania State University, som fremhæver, at ’terrorismen’ er et samfundsskabt problem. Hans pointe er ikke den banale, at terrorismen er samfundets skyld. Jenkins påpeger, at opfattelsen af terror kan svinge en del – over tid samt fra samfund til samfund – idet inden- og udenrigspolitiske hensyn, institutionelle behov og økonomiske faktorer spiller afgørende ind. Forståelsen af et samfundsproblem opstår i et samspil mellem politikere, bureaukrater, interessegrupper og nyhedsmedier, idet alle efterstræber deres personlige og institutionelle interesser, konstaterer Jenkins.

Behov for selvkritik
Paradokserne kunne være et centralt forskningsobjekt. Er den store produktion af angivelig lærdom på tryk kun en proces, som ad åre vil føre til reel indsigt? Eller har adskillige producenter andre motiver? Hvis det er rigtigt, at radikaliseringen, som gør nogle til terrorister, er en meget personlig proces, har ’pæne’ hvide akademikere så de rette personlige kvalifikationer, når de skal analysere og forstå processen?

Hvilken rolle spiller erfaringer fra Den Kolde Krig i de nye trusselsvurderinger? Hvad er sammenhængen mellem den påståede frygt for, at islam vil erobre Europa, og det forhold, at kristendommen oplever en militant genkomst? Hvorfor spiller tidligere venstreekstremister en så fremtrædende rolle i kampagnen mod islam? Kan velfærdssamfund, som bygger på tilfredsstillelse af umiddelbare behov, ikke forsvare sig selv langsigtet, hvis det er ensbetydende med brug af ressourcer til mindre håndgribelige opgaver (f.eks. den militære og civile indsats i fjerne områder)?
Denne forskning og debat vil utvivlsomt gøre ondt. Vi er stolte af et demokrati, som er blevet en effektiv sikkerhedsventil, der stopper eller dæmper store folkelige oprør.

Men virker denne sikkerhedsventil også for de nye mindretals vedkommende? Kan der være en sammenhæng mellem fraværet af en debat om vores krige og den frustration, som inspirerer nogle til terror? Hvor kan man i en demokratisk ånd være aktiv, hvis man er vred og fortvivlet?
For mange hundrede år siden bidrog den kinesiske strateg Sun Tzu til krigs-videnskaben med en læresætning om, at man skal kende sin fjende, som man kender sig selv. Den ofte over-
sete forudsætning er, at man skal kende sig selv, før man kan kende sin fjende. Det er måske denne mangel på indsigt i, hvordan vi farver vores egne briller, som lige nu er den største trussel.

udland@information.dk