BUENOS AIRES - Den unge lømmel rækker hurtigt en genstand indhyllet i et håndklæde over disken.
"Politiet," siger han nervøst.
Den ældre dame folder håndklædet ud og tager et sikkert greb om politipistolen.
"300 pesos," siger hun og giver pengene til teenagedrengen, der sætter sig bag på kammeratens knallert og kører væk i en støvsky.
Den ældre dame lukker skodderne og trasker ind til de nybagte empanadas (sydamerikanske brød med kød, ost og grøntsager, red.).
"Argentinas middelklasse og alle pensionisterne med penge i madrassen burde hanke op i sig selv og gøre noget for de fattige," siger 82-årige Lidia Burry.
Som hun sidder der, er det svært at se, hun er så langt oppe i årene. Og når hun fortæller, hvordan hun de sidste syv år har indsamlet over 1.000 skydevåben i de mest barske forstæder til den argentinske hovedstad, Buenos Aires, lyder det som en røverhistorie. Og det er det på sin vis også.
Da Lidia Burry, mor til seks børn og geografilærer i 50 år, blev enke, besluttede hun at engagere sig i Argentinas mange folkekøkkener.
Det førte til - udover indsamling af ingredienser og tøj - til en solstrålehistorie med Lidia Burry selv i hovedrollen: Opsøgende arbejde blandt de marginaliserede unge for at opkøbe deres dødbringende våben mod mad, penge og tøj.
Symbolsk handling
I regn og slud kører Lidia Burry. Hver hverdag er hun tidligt oppe for at købe friske ingredienser, hvorefter hun kokkererer, og et par timer senere sætter hun kursen mod et af de mange slumkvarterer oftest i bil sammen med sin bror.
Hvorfor? Er det ikke farligt? Hvad siger hendes familie? Hvordan reagerer de unge bevæbnede lømler?
"Ja, jo og det går skam altid, fordi jeg netop kommer for at hjælpe," næsten klukker Lidia Burry.
Til at begynde med bad Lidia Burry de unge småbanditters søstre og kærester om at overtale dem til våben for penge-mad-tøj-byttet. Delvis fordi de unge piger klagede over mange og farlige skudvekslinger på vej til de folkekøkkener, som Lidia Burry hjalp til i.
"Da jeg begyndte i folkekøkkenerne var jeg over 70 år, og det var et chok for mig at se, hvor dårligt 'dem på den anden side' har det i et overordnet rigt samfund som det argentinske. Manglen på arbejde, uddannelse og ordentlig ernæring tvinger den argentinske marginaliserede ungdom ud i kriminalitet. Min gerning er en symbolsk, måske uendelig lille handling, men det er underordnet, så længe jeg kan hjælpe et par unge fra at sulte eller skyde hinanden til blods," siger hun.
31.043 drab
Skydevåben er et alvorligt problem i Argentina og resten af Sydamerika. Skudsår er den næsthyppigste dødsårsag i landet. Myndighederne har indledt en indsamlingskampagne, hvor indehavere af skydevåben kan indlevere til de nærmeste myndigheder uden nærgående spørgsmål. Ud af Argentinas formentlig 2,5 mio. skydevåben i omløb er kun én mio. legale. Statistikken viser, at 9,8 procent af Argentinas voksne befolkning har et skydevåben.
31.043 blev dræbt med skydevåben fra 1997 til 2005, og en tredjedel af periodens 2.710 selvmord blev begået med skydevåben. 97 procent af alle skydevåben i Argentina ejes af mænd, men langt størstedelen af de våben, som indleveres til myndighederne, afleveres af kvinder.
"Den statistik er jo indlysende for enhver. Men de argentinske magthavere er bange for at få smuds på hænderne og for at lægge sig ud med fortalerne for retten til selvforsvar. Men de ulovlige våben i omløb er en stor forretning, som selv politiet ikke ønsker at stoppe - af indlysende årsager."
En sejr over døden
Lidia Burry fortæller, at hun i den første tid bragte sækkene med indleverede skydevåben til den lokale politistation. Efter nogle måneder kom disse tidligere indleverede skydevåben tilbage til hende igen. Hun klagede til den lokale politikommissær, der frakendte sig al skyld og frarådede hende at vise sig i slumkvartererne.
"Men min far, som udvandrede fra Spanien, opdrog os til et liv med moral, arbejde og retfærdighed, så jeg stopper ikke mit arbejde. Nu får skydevåbnene bare en med hammeren, så de er ubrugelige."
I forstaden La Plata, hvor Lidia Burry har boet hele sit liv, har lokale kunstnere smeltet en skulptur af skydevåben - til ære for hende. Påskriften lyder: "Det er en kvinde, der ikke bliver voldtaget. Det er en familie, der ikke bliver ofre. Det er et hus, der ikke bliver berøvet. Hvert ødelagt skydevåben er en sejr for livet over døden."
Lidia Burry er blevet truet med en pistol en gang. Det var en ung knægt, der ville have hendes tegnebog. Hun bad om at få lov til at beholde sine identitetspapirer fra tegnebogen, hvorefter knægten bad om flere penge. De aftalte, at han skulle komme forbi senere ved hendes hus - hvilket han gjorde. I mellemtiden havde Lidia Burry anmeldt det væbnede røveri til politiet, der tog ham med uden for hendes hus.
Hjælp til selvhjælp
"Problemet ligger i, at disse drenge før eller siden begår en ny forbrydelse - med eller uden skydevåben. Mit arbejde er en dråbe i havet, så længe de ikke lærer at dyrke jorden," siger hun.
Lidia Burry er begyndt at tage ud på skoler for at undervise de unge i at lave ting til hjemmet af genbrugsmaterialer.
Det er dog sværere end som så, da de unge har været vant til passivt at vente på hjælp. Lidia Burrys hjælp til selvhjælp sigter på at gøre de unge mere aktive - og derigennem få dem ud af en ond cirkel, hvor de venter i desperation og dermed til sidst tvinges ud i forbrydelser med eller uden skydevåben.
