De er få i antal, men deres navne stråler som stjerner på kunstens himmel. Herhjemme har de heddet Carl Jacobsen og Knud W. Jensen. I udlandet er det navne som Peggy Guggenheim, Gertrude Whitney og Baron Thyssen-Bornemisza, der har tegnet de store kunstsamlingers profiler i det 20. århundrede. De private lommer har altid været dybere, hurtigere og mere risikovillige end de offentlige kasser, når det har drejet sig om indkøb af ny kunst. Og i virkeligheden er langt de fleste offentlige museer startet som private initiativer. Tænk bare på Louisiana og Ny Carlsberg Glyptotek herhjemme.
Alligevel er der noget ved efterårets udstilling, MAD LOVE, på Arken, der minder én om en grundlæggende forskel på den private og den offentlige kunstsamling. Nemlig den, at den offentlige samling skal reflektere fællesskabet og den nationale historie, mens den private samling kun behøver afspejle ejermandens personlige smag og æstetiske holdning.
Det går hurtigt på kunstscenen i disse år. Herhjemme som internationalt er markedet for ny kunst boomet, så man sjældent har set noget lignende, og nye gallerier er åbnet på stribe for at tilfredsstille efterspørgslen efter det nye og det unikke. Det at samle på kunst er blevet en global trend blandt den velstillede middelklasse, for hvem de rette navne på væggene signalerer langt mere identitet og kulturelt overskud end store biler i garagen.
De største af samlerne etablerer fortsat deres egne museer. Som den franske finansfyrste Francois Pinault, der ville have bygget et museum til sin berømte samling af ny kunst på en ø i Seinen i Paris, men på grund af uoverensstemmelser om den efterfølgende administration af stedet nu har valgt at etablere museet i et palads i Venedig. Så kan de lære det i Paris!
Udansk udstilling
MAD LOVE er umiddelbart en meget udansk udstilling. Ikke blot fordi, det kun er en lille del af de udstillede kunstnere, som er danske af oprindelse. Men fordi der er noget meget udansk over at udstille sine private kunstindkøb med navns nævnelse. Ved nogle af værkerne fremgår det, at de er i 'privateje', hvilket betyder, at ejerne har ønsket at forblive anonyme. Men for flertallets vedkommende er samlerne ikke bange for at stå frem og lade sig identificere med de ofteoutrerede og grænsesøgende værker.
Særligt to samler-profiler skiller sig ud på MAD LOVE med det ene dristige kunstværk efter det andet. Det er henholdsvis Leif Djurhuus' og Ole Faarups samlinger. Både Djurhuus og Faarup har været på banen som kunstsamlere i en årrække, og for dem begge gælder det, at mange af deres indkøb har været både kreative og forud for deres tid. Der er langt mellem de traditionelle oliemalerier i Djurhuus' og Faarups samlinger, der til gengæld byder på et hav af fantastiske skulpturer og installationsværker, som de fleste sikkert ville betakke sig for at have stående hjemme i stuen.
Et sådant værk fra Djurhuus' samling, der alligevel vil være for stort hos de fleste, er Jes Brinch og Henrik Plenge Jacobsens seks meter høje Engangssprøjte fra 1996. Bøjet i neon og hængt op i Ingerslevsgade på Vesterbro i København i forbindelse med udstillingen City Space, kommenterer værket på narkomanien og prostitutionens sociale slagside og elendighed. Sprøjten er halvt fuld af blod, skabt med røde neonrør, og der er en grel modsætning mellem sprøjtens industrielle og reklameagtige udseende og så den kropslige nød, den tematiserer.
Begavet kunst
En anden, stærkt begavet kunstner købt af Leif Djurhuus er den sydafrikanske kunstner William Kentridge. Kentridge blev i foråret vist på Malmø Konsthall med en fornem soloudstilling, der demonstrerede dybden af kunstnerens poetiske refleksion over Sydafrikas hvide skyld efter apartheid. William Kentridge skaber klassiske, tegnede animationsfilm, og Djurhuus har på et tidligt tidspunkt erhvervet adskillige af disse film fra begyndelsen af 1990'erne, heriblandt hovedværket Felix in exile fra 1994. Det er film, som store museer verden over ville være lykkelige for at eje, men som de færreste nu har råd til.
Værkerne i Ole Faarups samling handler ofte om køn og krop og har ikke sjældent erotiske undertoner. Et godt eksempel på en af linjerne i Faarups samling er kunstnerduo'en Elmgreen og Dragsets fine skulptur Strike fra 2002. Konkret besår værket af en boremaskine, der borer løs i en træplade på væggen. Elmgreen og Dragset er kendt for de subtile, homo-erotiske referencer i deres værker, og Strike begriber dygtigt ironien i boremaskinens falliske udtryk.
Anderledes feminine motiver er på spil hos de britiske kunstner-brødrer Jake og Dinos Chapman. Faarup må være den stolte ejer af det dybt foruroligende værk Satyr fra 1997, der forestiller en lillepige-skikkelse med to sæt ben. Med blik tilbage på barokkens karnivaleske skabninger, der ofte var groteske krydsninger mellem mennesker og dyr, fremhæver Chapman-brødrene menneskets dyriske sider og søger gennem værket at støde til det borgerlige forestilling om pænhed og uskyldighed.
Svært for videokunsten
Mens kunstbegrebet de senere år har udviklet sig i retning af stadig større stedsspecificitet og rumlig afhængighed af omgivelserne, illustrerer værkerne på MAD LOVE en tydelig forskel på den offentlige og den private samling. De er slet og ret værker i klassisk forstand, bundet til objekter, som man kan købe og tage med sig. Det er desværre symptomatisk for udstillingen, at der kun er et enkelt videoværk repræsenteret.
Netop videokunsten har svære betingelser på den kommercielle kunst-scene, fordi de private samlere trods alt fortsat passioneres mest af det unikke kunstværk, der bærer kunstnerens signatur og synlige finger-aftryk i materialet. Det er en skam taget i betragtning, hvor meget fremragende, fotografisk og elektronisk kunst, man efterhånden ser herhjemme og internationalt.
MAD LOVE er et privilegeret kig ind i en række spændende og velassorterede danske privatsamlinger af ung kunst. Men udstillingen er også en sund påmindelse om nødvendigheden af stærke, offentlige kunstinstitutioner, der kan løfte den individuelle betragtning af kunsten op i højde med fællesskabet.
MAD LOVE. Arken - Museum for Moderne Kunst. 15. september-9. december 2007www.arken.dk
Uwe Günther
7. november, 2007 #
Uwe.Guenther@bhz.ch