Borgmester undskylder pr. brev

Københavns børne- og ungdomsborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF), har nu alligevel sendt et nyt brev til københavnske forældre, hvor han beklager, at han i et tidligere brev skrev, at det nye budgetforlig i Københavns Kommune ville medføre "flere pædagogtimer."

Det er lodret forkert, hvilket han over for Information beklagede i sidste uge. Her afviste han dog, at han i et nyt brev ville informere forældrene om denne usandhed.

Men i går modtog knap 50.000 københavnske forældre så alligevel et brev, hvor Bo Asmus Kjeldgaard skriver om den tidligere formulering om flere pædagogtimer, at "det ikke er korrekt, og vi beklager formuleringen."

I øjeblikket protesterer forældre og pædagoger imod, at der næste år skal skæres 120 mio. på børne- og ungebudgettet i København næste år.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her