Opslag til denne artikel

Emneord:børn og unge, forældre, forældreansvarsloven, vold
Steder:Aabenraa

Kim Lindgreen, Aabenraa, kritiserer i et læserbrev i Information den 14. september, at det med den nye forældreansvarslov, som træder i kraft den 1. oktober, bliver muligt at anvende krisecenter-erklæringer som dokumentation for vold mod barnet i sager om samvær. Kim Lindgreen mener, at denne mulighed sætter retssikkerheden over styr.

Kim Lindgreen har imidlertid fokuseret meget snævert på ét element i forældreansvarsloven og forsømmer således det større perspektiv, nemlig ‘barnets perspektiv’ og virkningerne af dette begreb i den nye lov.

Vold mod et barn eller vold i familien er meget belastende for et barn, og jeg mener naturligvis, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at beskytte barnet mod samvær med en voldelig forælder. Dette er derfor et vigtigt element i forældreansvarsloven.

Af hensyn til at beskytte barnet mod samvær med en voldelig forælder, fremgår det nu af forældreansvarsloven, at en anmodning om ophævelse af samvær altid bør imødekommes, hvis der foreligger dokumentation for, at samværsforælderen har udøvet vold mod barnet. Det er denne ‘dokumentation’, Kim Lindgreen har misforstået.

Det fremgår af vejledningen til loven, at statsforvaltningen i alle sager, hvor der er påstået vold mod barnet eller andre medlemmer af husstanden, altid skal iværksætte en nærmere undersøgelse af sagen, f.eks. ved en børnesagkyndig undersøgelse. I forhold til børn og forældre, der opholder sig på krisecentre fremgår det, at en krisecentererklæring kan danne grundlag for suspension af samvær, hvor der er påstand om vold, imens statsforvaltningen behandler en anmodning om en egentlig ophævelse af samværet.

Det, der er centralt i forældreansvarsloven og ved afgørelser om bl.a. samvær er, hvad der er bedst for barnet. Statsforvaltningen skal derfor også i sager om ophævelse af samvær være særlig opmærksom på at belyse barnets perspektiv og synliggøre barnet i sagsbehandlingen. På den måde kan statsforvaltningen foretage en samlet vurdering af, hvad der er bedst for det enkelte barn i den konkrete sag.

Og den vurdering baseres altså ikke alene på en krisecentererklæring.