Den tidligere amerikanske centralbankchef, Alan Greenspan, har, som de fleste sikkert noterede i ugen, der gik, i sine netop publicerede erindringer sat en fed streg under, at Irak-krigen udelukkende drejer sig om olie. Alan Greenspan har hele sit liv været republikaner og blev udnævnt i 1987 af præsident Reagan; han kan således ikke beskyldes for at være en venstreorienteret ballademager og er i øvrigt ikke kendt for at løbe med halve vinde. Som amerikansk finanspolitiks førstemand under fire præsidenter, af hvilke han for resten respekterer Bill Clinton højest, må hans overvejelser om motiver i sit lands storpolitik tillægges vægt. Det komiske i situationen er, at nogen overhovedet gider lægge mærke til udsagnet - i betragtning af dettes selvfølge.
Alligevel fik Berlingeren morgenkrydderen galt i halsen. På den ene side kan man jo dårligt skrive, at Greenspan er fuld af løgn, på den anden side kan regeringstro aviser jo heller ikke uden videre acceptere det indlysende, eftersom den begrundelse, olien, den har statsministeren blandt andre begrundelser i sin kreative bogføring af sandheden lige netop ikke valgt som krigsbegrundelse.
Så hvis man nu gik hen og gav Greenspan ret, ville korthuset skvatte sammen, og hele bedraget - eller snarere: den politiske inkompetence - være åbenbar. Det med olien kan og må ikke være rigtigt, for så er alle andre krigsbegrundelser enten helt eller delvis forkerte eller af mindre betydning, og så står Bush og Fogh Rasmussen med håret i hver sin større eller mindre postkasse. Blair blev som bekendt hængende i sin.
Og nu siger Greenspan altså, at det hele handler om olie. Ikke om masseødelæggelsesvåben. Det, mener den respekterede amerikaner, er en forrykt begrundelse, som jo også Anders Fogh Rasmussen efterhånden kom i tanker om. Og da slet ikke, at det handler om at indføre demokrati i Irak, det end ikke berører Greenspan i de uddybende interview om bogen. Manden er jo ikke dum. Det drejer sig kun om olie. Og det skal man lige lægge mærke til: Olie som rationel begrundelse for at fjerne Saddam, eftersom man kunne have grund til at frygte diktatorens blokade af Hormuz Strædet. Var det sket, havde Vestens økonomier været truet på livet.
Klart krigsmål
Altså kan man konkludere, at der var realpolitisk motivering for en aktion af en eller anden art mod Saddam. Krigens reelle sigte var blot et andet end det påståede, hvilket selvsagt blev afgørende for krigens førelse.
Clausewitz anbefaler sine læsere at gøre sig krigsmålet krystalklart for dermed at kunne afpasse krigens midler - hverken skyde under eller over målet. Krigen bliver med garanti en katastrofe - også for den tilsyneladende sejrherre - såfremt den efterfølgende - påtvungne - fred etableres på et falsk grundlag. Se selv efter.
Berlingske havde for at sukre pillen lidt ind fået tre eksperter til at udtale sig om Greenspans udsagn. De giver alle tre sympatiske bud på den kompleksitet, de mener, der trods alt må ligge i krigsbegrundelsen. Et interessant bud kommer fra projektforsker Søren Schmidt, Dansk Institut for Internationale Studier; Schmidt afviser oliebegrundelsen totalt; så ubegavet var Saddam ikke, at han ville standse sin egen olieeksport. Krigens årsag er at finde i en dysfunktionel Bush-regering med skumle og grumsede motiver.
Det er sikkert også rigtigt. Det lyder besnærende og falder i tråd med de nu snart gængse vurderinger af George W. Bush som måske den ringeste præsident i unionens historie og kan også delvis være en forklaring. Men ét spørgsmål trænger sig på, et spørgsmål, hvis besvarelse må sætte selv den mest respektable projektforsker skakmat:
Ville nogen have indledt en krig på et så usikkert grundlag som en løs påstand om masseødelæggelsesvåben, hvis Saddam have levet af at trække gulerødder op af landet mellem de to floder
Fornemmelse for struktur
Og nu til noget helt andet. Man tror jo, det er løgn, men forleden fandt DR's ledelse ud af, at den martrede snart hedengangne institution nu skal have ny struktur. Igen igen. Hvad stiller man op med disse virksomheds-ledelsers rastløse fornemmelser for struktur frem for indhold? DR vil nu lide sin død, ikke i skønhed, men som en lemlæstet kæmpe med nervekramper og flimrende hjerte og med få resterende organer formålsløst pumpende levret blod rundt i en krop i hastig opløsning.
Det er sørgeligt. Sørgeligt i sin tid, at en bestyrelse og daværende generaldirektør Chr. Nissen uden gnist af forstand og følelse for institutionens særegenhed og enestående ressourcer brutalt beredte dens undergang, den som nu fuldbrydes af disse struktur-omlæggende efterfølgere.
Og nu til noget helt andet:
Guldhornene, som nogle forstyrrede hoveder stjal, måske fordi de blev kanonisk tvunget til at læse dem i skolen. Faktisk kunne man have ønsket, at tyvene havde fået lov at beholde hornene, og at flere af nationens sager fra kulturarven bliver hugget i de kommende år. Det er den eneste måde at bevare dem på.
Kirsten Sterlings artikel her i bladet forleden fortalte lavmælt om Rigsrevisionens beretning for 2007. Uerstattelige værdier, bøger, genstande, papirer og kulturminder ude omkring går i disse tider tabt eller er truet af fordærv og forvitring. Besparelserne takket være det tåbelige skattestop er nu så voldsomme og indgribende, at man for længst i museerne er holdt op med at tale om forsvarlige opbevarings- og registreringsforhold. Dette er også en af komedierne i nutiden: At den regering, der strør om sig med kanoner og galper højst op om danske værdier og den forvrøvlede sammenhængskraft (se under Karen Jespersen, red.), samtidig er den regering, der med sorgløs arrogant uforsvarlighed forvalter den fælles arv. Det går ad helvede til.
Kulturministeren ser som sædvanligt positivt på sagen, hvad skal man ellers også gøre i hans sted, og bebuder friske initiativer. Dog vil han ikke, skønt museumsfolkene trygler om at få en overordnet langsigtet plan, sætte nogen tidsramme, hvilket jo heller ikke betyder noget målt med en gennemsnits-kæmpehøjs alder. Om sådan en bliver pløjet ned i år eller til næste kommer ud på ét!
Hvad angår dokumenter og bøger, der er ved at forsvinde, fordi der mangler penge til ordentlig konservering, er der om 10 år ikke noget at komme efter. Så behøver man jo heller ikke opbevare noget, når det ikke er der mere.
Kulturministeren kan ikke få armene ned i begejstring over sig selv. Andre kan ikke få dem ned af skræk. Sådan er der så meget.
I øvrigt siger ministeren, at dette er kommunernes ansvar de steder, hvor man har statsanerkendte museer oppebærende statstilskud. Opfører kommunerne og museerne sig ikke ordentligt, tager vi statsanerkendelsen - og statstilskuddene - fra dem, siger minister Mikkelsen.
Rent bortset fra, at det er staten, det vil sige regeringen, det vil sige Brian Mikkelsen, det vil sige Thor Pedersen der pt. bestemmer, hvor små tilskuddene til de statsanerkendte museer skal være - således at museerne ikke kan passe deres arbejde ordentligt, fordi der ikke er midler i nær tilstrækkelig mængde - er det en strålende ide. Med færre eller ingen penge kan museerne snart overhovedet ikke vedligeholde samlingerne, som så forvitrer og forsvinder helt - ligesom DR - og så er alle problemer løst. Kan man ikke godt her tillade sig at løfte armene og udbringe et trefoldigt: Skide godt, Brian!
Steen Ole Rasmussen
1. oktober, 2007 #
Den spanske avis, El Pais, har i en række artikler gennem den sidste uge omtalt et møde, som fandt sted mellem Spaniens daværende præsident Jose Maria Aznar og Bush den anden før den ulovlige invasion af Irak.
Den 22/2-03, ca. en måned før den amerikansk ledede invasion af Irak, informerede Bush den anden sin nære ven og allierede J. M. Aznar (nuværende og daværende leder af PP) om at invasionen under alle omstændigheder ville gå i gang, så man kunne stå i Bagdad inden udgangen af Marts samme år. Samtalen (offentliggjort i uddrag d. 25/9 -07 i El Pais), som det hvide hus har beskrevet som privat (undskyldning for ikke at kommentere indholdet yderligere) og hvis ægthed der ikke er stillet spørgsmål ved, afslører andre artigheder, som sætter initiativtageren og den hovedansvarlige for misgerningen, Bush den anden, i ufatteligt klamt skær.
Den totalt respektløse holdning til sikkerhedsrådet og til FNs arbejde med at påvise eller afvise tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben er blotlagt i udskriften fra samtalen. Condoliza Rice (deltager også) giver udtryk for at Hans Blix´s - med den umiddelbart forestående offentliggørelse af sin vurdering af Iraks indsats i forhold til det at leve op til det internationale samfunds krav til landet om at nedruste - ville komme frem til et negativt resultat, mere negativ end den forudgående, og Bush gav udtryk for at han under alle omstændigheder var besluttet på at gå i krig, om nødvendigt på trods af sikkerhedsrådet og uanset hvilket resultat FNs våbeninspektører i øvrigt ville kunne fremvise. Det for ham afgørende var de militære forberedelser, som ville være gennemført 14 dage fra da. Tidsskemaet for krigen var betinget af de militære forberedelser og intet andet, og beslutningen om at gå i krig var taget d. 22/2 2003, fremgår det eksplicit af referatet.
Efter at FN havde gennemhullet det af de allierede bag krigen forfalskede bevismateriale, falske beviser for Saddams ikke eksisterende masseødelæggelsesvåben, trak Storbritannien da også det andet resolutionsforslag tilbage.
Alle officielle erklæringer omkring ønsket om en fredelig udgang af det, som blev kaldt krisen på det tidspunkt, er dermed afsløret som rent skuespil. Krigen var besluttet, og det var ikke relevant for beslutningen om Saddam udgjorde nogen militær eller på anden måde trussel i regionen.
Samtidigt afslører samtalen, hvordan Bush forsøgte at banke nogle af ”de svage led” i sikkerhedsrådet på plads med trusler om økonomisk afpresning. Chile, som fx på det tidspunkt ventede på, at den amerikanske kongres skulle godkende en frihandelsaftale med USA, havde fået at vide, at denne godkendelse afhang helt af, om man gik ind for den anden resolution, som alligevel aldrig kom til afstemning i FN.
Samtalen afslører også, at Bush den anden er vidende om, at man kan købe Saddam ud med 1 milliard US dollars fra hans eget land og nogle dokumenter. Det finder Bush den anden ligegyldigt.
Med andre ord, vi har længe vidst, at de (Bush den anden, Tony Blair (var med over telefonen sammen med Belusconi) Jose Maria Aznar) vidste, at de ikke vidste, hvad de påstod at vide, nemlig at Saddam havde ødelæggelsesvåben, og vi ved nu også at Bush den anden var fløjtende ligeglad med, hvad man kunne have vidst og hvad man rent faktisk mente at vide om den sag som følge af FNs våbeninspektioner. Vi ved også at det eneste der bekymrede Aznar var folkeopinionen.
Alt hvad der er sagt fra da af fra deres side om masseødelæggelsesvåben som begrundelse for krigen er bevist eksplicit løgn, rent spil for galleriet. Masseødelæggelsesvåbnene var beviseligt ikke en del af beslutningsgrundlaget.
http://www.elpais.com/articulo/internacional/Bush/aviso/Aznar/estaria/Ba...
http://www.elpais.com/articulo/espana/conocia/brutalidad/Bush/advirtio/C...
http://www.elpais.com/articulo/espana/terremoto/actas/Crawford/elpepunac...
http://www.elpais.com/articulo/espana/Estaremos/Bagdad/finales/marzo/elp...
Hvordan kan det være, at de danske medier er så tavse omkring disse sidste eksplicitte beviser på, hvor løgnagtige beslutningstagerne bag krigen var.
Der er grund til at grimmes over den fjerde magt i dette lille pseudofeudale land. Medierne er et med den fejlslagne politik og den nepotistiske og amoralske løgnagtighed.
Ove Abildgaard
2. oktober, 2007 #
Hele Georg Metz' kommentar om Irak-krigen bygger på en misforståelse. Som det fremgår af Jørgen Dragsdahls artikel om Greenspans bog, så var det Greenspan selv, der mente, at Saddam Hussein truede indsejlingen til Hormuz strædet, og derfor agiterede for en Irak-krig for at sikre olieforsyningerne. Det var ikke Bush administrationen.
Her er Dragsdahls artikel:
http://information.dk/146636
Steen Ole Rasmussen
2. oktober, 2007 #
Alan Greenspan:
"Jeg er bedrøvet over, at det er politisk ubelejligt at erkende, hvad alle ved: Irak-krigen handler stort set om olie."
Hvad du har forstået kære ove, er ikke værd at tale om!
Ove Abildgaard
2. oktober, 2007 #
Kære Steen Rasmussen. Hvis du læser Jørgen Dragsdahls artikel, så vil du erkende, at du tager fejl i din fortolkning af, hvad Greenspan egentlig mener:
http://information.dk/146636
PS. Dragsdahl er medoversætter af Greenspans bog.
PPS. Greenspan har efterfølgende i flere interviews sagt, at Bush administrationen ikke startede Irak-krigen pga. olien, og at medierne har misforstået ham.
Steen Rasmussen
2. oktober, 2007 #
Kære Ove, prøv at gå ind i noget af det der bliver skrevet og sagt?
Alan Greenspan:
"Jeg er bedrøvet over, at det er politisk ubelejligt at erkende, hvad alle ved: Irak-krigen handler stort set om olie"
Hvad er det helt præcis der står?
Er der tale om et argument?
Det at sige det for det politiske system ubekvemme, nemlig hvad han mener alle ved: "KRIGEN HANDLER OM OLIE", det behøver han ikke argumentere for, for han siger jo, at det er, hvad han mener, alle ved.
Dragsdahl fremhæver, at Greenspan ikke havde adkomst til den snævre kreds bag beslutningen. Han har ingen viden om, hvad der reelt skete her. Hvad Greenspan ved, er da i grunden også hamrende uinteressant.
Det interessante er alle de krøller, det politiske system har slået på sig selv som resultat af hans i grunden ukvalificerede indikation af sandheden.
Hvad, der er mere interessant, er at El Pais har fremlagt eksplicit bevis på, at beslutningen om at invadere Irak var taget allerede d. 22/2 2003.
At besættelsesmagterne udadtil fortsatte med at tale om masseødelæggelsesvåben, men i virkeligheden var fløjtende lige glad med hvad tiden herefter kunne bringe af ny viden om sådanne, dvs. en måned før den officielle beslutning om at invadere, beviser hvordan man bevidst foregøglede intentioner over for verdenssamfundet. Dvs. der var beviseligt noget helt andet på spil, end det man hele tiden havde brugt som argument for at gå i krig.
Det er netop den sammenhæng, som gør Greenspans udtalelse så belastende for forbryderne bag krigen.
USA, ARF, Toni Blair, m. fl. gik efter olien, og blev smurt ind i blod fra top til tå. Og den danske presse er fløjtende ligeglad med de sidste beviser på Georg Bush den andens fuldstændige mangel på respekt for verdenssamfundet og sandheden.
http://www.elpais.com/articulo/internacional/Bush/aviso/Aznar/estaria/Ba...
http://www.elpais.com/articulo/espana/conocia/brutalidad/Bush/advirtio/C...
http://www.elpais.com/articulo/espana/terremoto/actas/Crawford/elpepunac...
http://www.elpais.com/articulo/espana/Estaremos/Bagdad/finales/marzo/elp...
Ove Abildgaard
2. oktober, 2007 #
Kære Steen. Du misforstår ikke blot Greenspan, men også Jørgen Dragsdahls indsigtsfulde artikel.
Greenspan erkender i sin bog - og efterfølgende interviews - at han agiterede for afsættelse af Saddam Hussein, fordi han frygtede, at Hussein ville blokere indsejlingen til Den persiske Golf. Men det lykkedes ham IKKE at overbevise Bush administrationen, selv om han forelagde sine argumenter for både Cheney og Rumsfeld. Det forstår man godt.
Og Dragsdahl ryster da også på hovedet af Greenspans frygt. For hvordan kunne Saddam Hussein erobre både Saudi-Arabien og Iran? Det var jo forudsætningen for at afbryde olieleverancerne fra Golfen.
Men Greenspan fastholder altså stadig, at invasionen af Irak var i orden, fordi den jo ifølge Greenspan handlede om olien - altså at det blev forhindret, at Hussein blokerede for indsejlingen til Den persiske Golf. Det er dog et synspunkt, som Greenspan står ret alene med.
Steen Ole Rasmussen
2. oktober, 2007 #
Du kan ikke læse Ove. Jeg er ikke interesseret i hvad Greenspan mener og argumenterer for.
Læs min kommentar til Dragsdal, og læs mit indlæg en gang til!
Jeg forholder mig til at det har givet så stort røre i hele det politiske system, at han kom til at sige, hvad han mente alle vidste:
Alan Greenspan:
"Jeg er bedrøvet over, at det er politisk ubelejligt at erkende, hvad alle ved: Irak-krigen handler stort set om olie"
Hvad er det helt præcis der står?
Er der tale om et argument?
Det at sige det for det politiske system ubekvemme, nemlig hvad han mener alle ved: "KRIGEN HANDLER OM OLIE", det behøver han ikke argumentere for, for han siger jo, at det er, hvad han mener, alle ved.
Dragsdahl fremhæver, at Greenspan ikke havde adkomst til den snævre kreds bag beslutningen. Han har ingen viden om, hvad der reelt skete her. Hvad Greenspan ved, er da i grunden også hamrende uinteressant.
Det interessante er alle de krøller, det politiske system har slået på sig selv som resultat af hans i grunden ukvalificerede indikation af sandheden.
Hvad, der er mere interessant, er at El Pais har fremlagt eksplicit bevis på, at beslutningen om at invadere Irak var taget allerede d. 22/2 2003.
At besættelsesmagterne udadtil fortsatte med at tale om masseødelæggelsesvåben, men i virkeligheden var fløjtende lige glad med hvad tiden herefter kunne bringe af ny viden om sådanne, dvs. en måned før den officielle beslutning om at invadere, beviser hvordan man bevidst foregøglede intentioner over for verdenssamfundet. Dvs. der var beviseligt noget helt andet på spil, end det man hele tiden havde brugt som argument for at gå i krig.
Det er netop den sammenhæng, som gør Greenspans udtalelse så belastende for forbryderne bag krigen.
USA, ARF, Toni Blair, m. fl. gik efter olien, og blev smurt ind i blod fra top til tå. Og den danske presse er fløjtende ligeglad med de sidste beviser på Georg Bush den andens fuldstændige mangel på respekt for verdenssamfundet og sandheden.
http://www.elpais.com/articulo/internacional/Bush/aviso/Aznar/estaria/Ba...
http://www.elpais.com/articulo/espana/conocia/brutalidad/Bush/advirtio/C...
http://www.elpais.com/articulo/espana/terremoto/actas/Crawford/elpepunac...
http://www.elpais.com/articulo/espana/Estaremos/Bagdad/finales/marzo/elp...
Niels Christensen
2. oktober, 2007 #
Og Hvis krigen så handlede 'lidt' om olie, hvad så. I Georg Metz banaliserende prosa bliver det forhold at 'olie' naturnødvendig indgår som en aktør i al politik i mellemøsten, gjort til noget suspekt, underforstået At amerikanerne er på rov efter irakernes olie, og derved bekræftiger alle fodomme om amerikansk kapitalisme. (*)
At olie spiller en rolle behøver faktisk ikke at være suspekt. Tværtimod et velfungerende demokratisk Irak vil ud over at være en dyd også være med til at reetablere en stor olieleveranddør, til glæde for de fleste i den civiliserede verden. Det er et geopolitisk faktum. Hvadenten Metz kan li det eller ej.
Hvad Metz og andre glemmer, så ville intet have være lettere for USA end langsomt at etablere et tåleligt forhold til Saddams Irak og på den vej sikre sig olie - omend irakisk olie alrig har spillet den store rolle for USA. Således som eks. Frankrig under Chirac nok ville det.
Problemet i forhold til denne løsning var at et problematisk demokrati projekt på på tværs.
Det forhold at de største af de mellemøstlige lande ( incl. Iran) i økonomisk henseende har svært ved bare at skabe nok vækst til bare at følge med befolknings tilvæksten er formodentlig et af de større sikkerhedspolitiske problemer idag.
Men Metz er helt sikkert at den opfattelse, at de problemer fosvinder som dug for solen den dag Bush forsvinder.
Steen Ole Rasmussen
3. oktober, 2007 #
Endelig et indlæg med lidt holdning.
Holdningen er illustrerende for, hvorfor det ikke har den store betydning, at vore ledere lyver om begrundelserne for at slå mellem 100 000 og 700 000 irakere ihjel, 4000 af sine egne, bortøde et pengebeløb svarende til 2500 000 000 000 kr på en besættelse, som har ført til borgerkrig. For, som der argumenteres, der er ikke noget suspekt i at forholde sig til det: At olie som en ”naturnødvendighed” indgår i den ”civiliserede verdens glæde”.
Tak for din klare holdning Niels Christensen. Den er lige så stinkende usympatisk som den er klart formuleret.