Der mangler innovation i filmbranchen

Der er grund til at være bekymret for fremtiden i spillefilmsmiljøet. Den nye direktør kan hermed få indsigt i en af branchens største problemer

Kære Henrik Bo Nielsen.

Tillykke med din nye titel som adm. direktør for Det Danske Filminstitut (DFI). Du står foran en kæmpe stor og spændende opgave - du skal være med til at udbygge dansk films succes.

Jeg er meget glad for, at du er blevet adm. direktør for DFI. Du kommer fra det private erhvervsliv og kender derfor godt til innovation, uddelegering og omstruktureringer.

For mig som lille filmproducent står det nemlig i dejlig kontrast til det forrige regime på DFI, som ønskede et mere centralistisk filmmiljø med få udbydere. Jeg er en af de få små filmproducenter. Og jeg er nemlig meget bekymret for dansk films fremtid.

Set med den lille filmproducents briller er der store problemer i den danske filmbranche: Der bliver færre og færre igangsættere. Listen over nystartede filmproduktionsselskaber 1997-2007 er så godt som ikke eksisterende, for ingen ønsker at blive selvstændige producenter i filmbranchen. Når man er virkelig optimistisk, kan man tælle de sidste 10 års nye 'on-going' filmproducenter på en hånd - og det er skræmmende. Forestil dig andre brancher, hvor frekvensen af nystartede virksomheder er så lav. Hvor ville IT branchen f.eks. være?

Hvorfor er der ingen nyuddannede producere fra Filmskolen, der stifter eget selskab? Hvorfor er der ingen nyuddannede medievidenskabsfolk, der tager chancen og bliver selvstændige i filmbranchen? Og hvorfor er der ingen etablerede ansatte producere i de store selskaber, der bryder ud og laver deres eget?

Svaret er desværre ret enkelt: De har ikke en chance for at overleve som selvstændige filmproducenter! De, der i dag er filmproducenter, er enten meget etablerede og økonomisk stærke, eller også er de bare jubelidioter, der ikke kan lade være!

Store lokomotiver

De sidste 10 år er der sket en større centralisering af store produktionsenheder i filmbranchen. Man har fået tre store lokomotiver, som driver branchen. Det ses på listen over uddelt udviklings- og produktionsstøtte 2004-06: Her fik Nimbus Film 70 millioner, Zentropa 84 millioner og Nordisk Film relaterede selskaber 114 millioner. Dvs. omkring 60 procent af hele støttebudgettet til spillefilm. Dertil er der yderligere to producenter der fik 13 procent - så alt i alt er der gået små 73 procent til de fem.

Den resterende støtte er gået til resten af branchens mange selskaber, herunder de selskaber som kendte etablerede instruktører selv ejer. Man kunne fristes til at være misundelig, men det skal man ikke være. For det er et kæmpe arbejde at køre sådanne selskaber. Og der skal være lokomotiver i enhver branche!

Men når man samme uge ser Den Sorte Madonna i biografen, Sprængfarlig bombe på alle DVD-hylder samt finder ud af at Solkongen kører på TV2, så skal man ikke have en Ph.d. i Medievidenskab for at se, at der er en vis lighed i de danske film, der bliver produceret.

For Henrik - det allerstørste problem i dansk film er den manglende innovation i produktions-branchen - der mangler simpelthen frisk vand i bækken! Noget som publikum også allerede har bemærket. De helt unge har slet ikke den klare præference for dansk film, som resten af rødvinspublikummet har.

De få, der er modige og dumme nok til at kaste sig ud som lille filmproducent, bliver mødt af rimelig sympati på DFI, men når det kommer til konkret støtte, så fortaber det sig i overadministrerede rutiner, der gør, at man lige så elegant falder igennem DFI- støttesystemets net.

En god historie

Der er behov for at sætte fokus på det manglende iværksætteri i den danske filmbranche. Innovation og fornyelse kan skabe fantastiske resultater i alle brancher, og vi ved alle, at det tit og ofte er de skæve og mærkelige, dem med nye holdninger til tingene som baner vejen for de mere etableredes tro på det ny.

DFIs 'New Danish Screen' er et fantastisk tiltag, men indtil nu har ordningen primært været rettet mod mere eksperimenterende film - og med stor succes. Fred med det.

Men hvad med de filmmagere der gerne vil nå et større publikum? Dem der ikke direkte vil eksperimentere med filmkunsten, men 'bare' vil fortælle en god historie, der har relevans for for eksempel 100.000 mennesker. Hvor går de hen? De falder for det meste igennem støttesystemets masker. For de er ikke 'kunstneriske' nok til at falde i en filmkonsulents smag og ej heller kommercielle nok til at sælge 175.000 billetter i Danmark, som man skal på 60/40 ordningen.

Mange små producenter samarbejder med nye instruktører og uetablerede manuskriptforfattere. Men de må meget tit lukke projekterne ned, fordi de hverken er kendte eller eksperimenterende nok for konsulenterne eller har mulighed at få point nok på den kommercielle 60/40 ordning.

Så kære Henrik - tillykke med stillingen som adm. direktør på Det Danske Filminstitut. Du har mange opgaver foran dig - men ønsker du at arbejde med det største problem i den danske filmbranche - den manglende innovation og fornyelse i spillefilmmiljøet, så skal du bare ringe. Jeg vil stå der som et spyd i jorden-

Søren Juul Petersen er filmproducent, direktør for filmselskabet Zeitgeist i Filmbyen

Relaterede artikler

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu