Så kom den endelig: Den store satireforestilling om danskernes selvhad 2007. Glem alt om forhudsforsnævrede dragshows.
Hvordan vi slipper af med de andre er en Danmarksfarce, der rammer lige ned i halsen på ivrige fortalere for skattelettelser - og som giver heftig opkastningstrang.
Forestillingens plot er lige så effektivt, som det er grotesk: De 20 procent af borgerne, der ikke kan klare sig selv, bruger 80 procent af socialbudgettet. Derfor skal de skydes. For så bliver der meget mere til alle de velfungerende...
Sådan er den provokerende tese, som stammer fra Anders Rønnow Klarlunds film af samme navn.
Og det er denne historie, Madeleine Røn Juul har iscenesat på det nydelige Århus Teater. Her bliver det røde plys indtaget af en militærkommando uden skrupler og med dansker-fascistoide flag på uniformerne - og her griner og gyser tilskuerne sig igennem en besnærende fortælling om statslig slimning.
'De Nye Københavner Kriterier' er kælenavnet for disse nye regler, der tillader nedslagtning af problemborgere. Det vil sige folk, der er syge, på overførselsindkomster, lider af alkoholrelaterede sygdomme, har problembørn, har skattegæld, er kunstnere - eller noget andet, der forhindrer dem i at bidrage positivt til velfærdsstaten...
Bordelmutter
Hovedpersonerne i forestillingen er ikke de ideologiske tænkere bag disse absurditeter. Nej, hovedpersonerne er langt mere kontant de to håndhævere af kriterierne: En militærmand og en omstillingsparat Folke Rasmussen fra Folketingets socialudvalg, der er hidkaldt som censor ved domfældelserne... Det interessante er, hvordan logikken fra spindoktorernes skriveborde langsomt gennemsiver både hovedpersonerne og tilskuerne - og at denne gyserlogik faktisk bliver vildt morsom.
Det er simpelthen lykkedes Røn Juul & Tabere at skabe teater, der ubesværet hopper mellem satire og socialrealisme, mellem show og krimi.
Og skuespillerne er med på den beske udlevering af C-holds-danskerne, både de ældre duarder-spillere og de unge realism-performere.
"Den slags mennesker er bedre at opleve som statistikker," lyder en replik ellers om den brogede skare af anholdte.
Men her er personerne både underholdende og tankevækkende. Sjovest er Anne-Vibeke Mogensens siliconeopererede bordelmutter og Lars Høys lolita-elskende alfons nede fra Viborgvej.Uhyggeligst er Karen-Lis Ahrenkiels førtidspensionist i kørestol med plads til flasker. Mest rammende er Charlotte Triers akademikerkvinde med kontrolmimik under pagefrisuren. Og mest indædt er Kristine Nørgaards vi-skal-bare-stå-sammen-fange fra Jagtvej. At så flere af de andre personer er lige lovlig klichéagtige fra forfatterens side - junkien og maleren for eksempel - ændrer ikke ved, at alle er troværdige som fordomstruede typer.
Undermåler
Alligevel er det Lars Boms velvillige militærmand, der snupper opmærksomheden. Bom skifter elegant mellem indlevelse og hån, mellem medfølelse og foragt. Og han styrer sine psykopatiske skift med en timing og en stemmeflirt, der skaber brutal latter.
Mogens Rex, derimod, bruger selvudleveringen som nøglen til komikken. Rex's mavedeller breder sig kikset ud over bæltet, mens han retter på sine fedtede briller og gnasker gulerødder: Et klistret mandeportræt af en undermåler, hjulpet frem af diktatur-demokratiets pseudo-retfærdighed. En drøm af en duo.
Visuelt er scenen lige så nøgen som forestillingens idé. Og efterhånden som den politiske nedrighed lader sig gennemskue, forsvinder også Manfred Blaimauers sceneindpakning: Sidetæpperne, bagtæppet, lamperne - selv galgen ryger væk undervejs.
Samtidig inddrages tilskuerne som 'medsigtede' i dette tabershow, hvor overrumplende sammenstyrtninger gør scenografien til en truende spindoktor for iscenesættelsen. Godt gået.
Hvordan vi slipper af med de andre er et begavet bud på en teatersatire. Og et savnet bud, nu hvor det politiske teater ellers er ved løbe sig selv træt i groteske scener om en statsminister, der aldrig går af, og en folkekvinde, der aldrig tier stille. Mest af alt fordi forestillingen giver så kontante bud på, hvordan vi bliver af - med os selv.
Hvordan vi slipper af med de andre? Politisk satire af Anders Rønnow Klarlund og Rasmus Botoft, baseret på filmen fra 2006. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Manfred Blaimauer. Århus Teater til 20. okt. 2 timer.
Karsten Aaen
25. september, 2007 #
Atter engang skal vi og høre og se på, at militærfolk er psykopatiske mv. Og atter engang skla vi opleve at folk tror, at alle militærfolk er sådan som Lars Bom's oberst er i dette teaterstykke. Det er militærfolk ikke. Og nej, kære venner, militærfolk går altså ikke rundt og skyder folk ned, heller ikke selvom de bliver bedt om det - af et samfund som det er portrættereret i 'hvordan slipper vi af med de andre?' Og sådan er det...
Det er desuden interessant at det kun er dette teaterstykke VU protesterer imod, og ikke filmen fra 2006. Åbenbart aner VU ikke at liberalismen bl.a. udspringer af 1700-tallet's nyttefilosofi og naturret-filosofi, hvor en af hovedtankerne var at menneskene skulle opdrages til at være gode, stærke sunde borgere, der kunne gøre nytte i samfundet - til gavn og glæde for 1700-tallets konkurrencestat. Og alle andre måtte gå til grunde.
Og præcis dette snit er meget vigtigt at have sig for øje, når man taler om dette stykke (og denne film), fordi socialdemokratiet i DK i meget høj grad har overtaget denne liberalistiske udgangspunkt. Og derfor ser det på overfladen ud som en socialdemokratisk skrækvision, men det er det jo slet slet ikke.
Det er blot en fremskrivning af hvad der evt. kan ske, hvis udviklingen fortsætter som den hidtil har gjort, uanset om regeringen er socialdemokratisk eller borgelig, ganske enkelt fordi regeringen til enhver tid nu vil være i stand til at se prale med en sund og stærk befolkning, som kan bidrage til landets konkurrence-evne overfor andre konkurrence-stater.
Det er bl.a. på den baggrund, at man bør se regeringens udmelding om at 15% af alle kræftskader skyldes alkoholmisbrug mv. - hvis man helt kan befolkningen til at holde op med at drikke, så tror man på, at man kan undgå mellem 15%-25% af alle kræftkskader. Men se, det kan man ikke! Kræft er nemlig først og fremmest en genetisk betinget sygdom, og det på høje tid, at politikerne mv. får øjnene op for dette. På samme måde må de også gerne være lidt mere kritiske overfor meldingerne fra Kræftens Bekæmpelse, som jo har interesse i at fremstille at alt stort set giver kræft - udelukkende med det formål at få flere penge... Kræftens Bekæmpelse er en interesse-organisation, ikke en del af statsforvatlningen...
/Karsten