Jeg ville minsandten gerne være fri for at deltage i debatten om Enhedslisten og deres kandidat, Asmaa, men den bliver mere og mere forplumret. Hun har været i Mellemøsten “for at få luft,” som hun selv siger (Politiken 23. september) og straks ved sin hjemkomst har medierne igen kastet sig over sagen med lige så stor forvirring som Enhedslisten selv.

Én gruppe i EL mener, det handler om religion, og nu er der (gudhjælpemig) dannet en fraktion i partiet, som går imod religion som sådan: Man kan ikke være religiøs/troende, hvis man går ind for den dialektiske materialisme. Det har godt nok været diskuteret lige fra starten af socialismens æra, men selv Lenin, som var en firkantet materialismetilhænger, mente dog, at de troende måtte accepteres - selvom socialister i hovedsagen var ateister. Det skrev han i 1906 (Coll. Works bd 10).

Enhedslistens sekretær skrev for nylig her i bladet, at det var vigtigt i et demokrati, at alle kunne komme til orde - og hvordan kunne Asmaa dog være farlig, farlig for hvem? Hun er bare en ung pige fra ghettoen, skrev han. Det var lige før, man så den lille pige med svovlstikkerne for sig - og glemte, at hun er en voksen, veluddannet kvinde her fra landet, som har store ambitioner. Og det er der ikke noget galt i, men hun er altså ganske ressourcestærk.

Ja, alle skal kunne komme til orde, og det er det, vi har forskellige partier til. Og så må hun finde et parti, som går ind for et kønshierarki, sådan som hendes hovedbeklædning viser, at hun gør. Det handler nemlig ikke først og fremmest om religion, men om køn og kvinder, sådan som de ortodokse udgaver af islam forstår det. Hun har prøvet at affeje den diskussion med, at det bare er 30 gram stof, men den går altså ikke. Hvis det er så ligegyldigt med de 30 gram, så kunne jeg godt lide at vide, hvorfor det er så vigtigt at bære det - og at få de andre unge kvinder i Vollsmose til at gøre det samme.

Millioner af troende muslimske kvinder har kæmpet sig fri af det islamiske præsteskabs kvindeundertrykkelse og er forblevet troende. De har nægtet at sende det signal, som tørklædet sender, at kvinder skal føje sig efter manden (og det mandlige præsteskab), og de har betalt meget høje priser for det. Koranen er ikke særlig specifik omkring tørklædebrugen, men den er det minsandten om kvinder.

Alle de store religioner har det samme problem i lille, større, eller meget høj grad. Det er de troendes opgave at få kæmpet sig ud af det kvindeundertrykkende morads - ligesom det er socialisters opgave at skille snot og skæg for sig: Selvfølgelig kan man være troende og socialist, selvfølgelig kan kvinder selv vælge, om de vil pakke sig ind i gazebind og mol fra top til tå, selvfølgelig kan de vælges ind i Folketinget - og selvfølgelig kan et socialistisk parti ikke have kandidater, der går ind for hierarkier mellem kønnene.

Traditionelle socialister har altid haft svært ved at huske på den dér lille ting med kvinderne, og det er også skidebesværligt, en klods om benet. Og det er dén lille ting, som Enhedslisten lige har glemt at huske på.

Hele debatten viser, at der er levnet meget lidt plads til de ovennævnte standpunkter: enten bliver man skudt i skoene, at man er antidemokrat og vil lukke Folketinget for muslimer, eller man bliver kaldt araber-forskrækket. På den anden side, i hylekoret omkring Dansk Folkeparti og Venstre, bliver man kaldt naivist og islam-elsker, hvis man støtter, at muslimer skal have lov til at bygge en moske.

Folk spørger mig sommetider, hvordan jeg kan være socialist og (aktivt) medlem af Folkekirken, og det kan jeg også kun, fordi den, modsat de fleste andre kristne kirker, tillader kvinder at forkynde. Hvis den ikke gjorde det, så var jeg der ikke og ville nok finde ud af det på hjemmebasis, så at sige. Det samme kan jeg sige om Enhedslisten: hvis de ikke støtter ligestilling mellem kønnene, så gider jeg dem ikke. Så enkelt er det.

Bente Hansen er forfatter